Høring: Fremkommelighedstiltag ifm. busoptimering
Valby Lokaludvalg har modtaget en for-høring om nye fremkommelighedstiltag på Vigerslev Allé og Gl. Køge Landevej-, der skal øge antallet af buspassagerer ved forlængelse af busbaner, optimering af trafiksignaler og ombygning af kryds. Byudvikling og Trafik har skrevet et positivt høringssvar, der indstilles til godkendelse.
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Valby Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar.
Problemstilling
Valby Lokaludvalg har modtaget for-høring fra Økonomiforvaltningen om fremkommelighedstiltag i forbindelse med busoptimering. Formålet med forundersøgelsen er at skabe beslutningsgrundlag for:
- Hvordan tiltag i fem udvalgte projektområder kan imødekomme mulige negative konsekvenser for busserne ved hastighedsnedsættelser for biler.
- Hvordan busfremkommelighedstiltag kan øge antallet af buspassagerer.
Formålet med høringen af lokaludvalgene er:
- sikre viden om lokale ideer, forslag og bekymringer med særligt fokus på adgangsveje for gående til og fra busstoppesteder ved de syv tiltag
- at få forslag til fodgængerrettede tiltag indenfor de fem projektområder, som kan gøre kollektiv trafik mere attraktiv
- at få lokaludvalgenes kommentarer til evt. yderligere udfordringer ved de enkelte busfremkommelighedstiltag
De tre tiltag, der vedrører Valby, ligger på Vigerslev Allé og Gl. Køge Landevej, og drejer sig om etablering af dedikerede busbaner.
Høringsfrist: 3. marts 2025.
Løsning
Byudvikling & Trafik har drøftet sagen på sit møde den 4. februar 2025 og er positivt indstillede overfor de foreslåede tiltag.
Udvalget indstiller vedhæftede høringssvar til godkendelse.