Arbejdsgruppe Butikslivet i Gl. Valby
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Valby Lokaludvalg drøfter notatet og beslutter, om der skal nedsættes en tværfaglig arbejdsgruppe.
Problemstilling
Gl. Valby har en rig historie og en stærk lokalkultur, men butiks- og bylivet centreret om Valby Tingsted og Valby Langgade står over for udfordringer som følge af e-handel, ændret forbrugeradfærd og lokalplaner, der spreder handelslivet ud i stedet for at koncentrerer det.
Problemet er generelt, men Valby er pt. den bydel i København, som mister flest butikker per år. Et levende butiksliv er en afgørende faktor for at sikre og udvikle områdets identitet og økonomiske bæredygtighed.
Løsning
Fagudvalget Byudvikling & Trafik har diskuteret udfordringen i forskellige forbindelser og har senest i forbindelse med input til Lokaludvalgets budget for 2025 lagt op til, at Lokaludvalget engagerer sig i problematikken.
Medlem af Byudvikling & Trafik, suppleant Lars Poulsen har udarbejdet et notat, der beskriver en række tiltag, der kan iværksættes med en opfordring til at nedsætte en arbejdsgruppe på tværs af fagudvalg og Miljøgruppen, der kan undersøge emnet nærmere i 2025 sammen med butiksliv og andre interessenter.
Notatet er vedlagt som bilag.
Økonomi
Sekretariatet foreslår, at indsatsen inddrages i behandlingen af Lokaludvalgets budget 2025, hvis udvalget beslutter at gå nedsætte en arbejdsgruppe.
Videre proces
Sekretariatet understøtter arbejdsgruppens arbejde afstemt med øvrige besluttede indsatser.
Beslutning
Valby Lokaludvalg drøftede oplægget og besluttede at nedsætte en erhvervsarbejdsgruppe med Ejner Jensen, Pia Kolind Nielsen og Lars Poulsen. Erhvervsnetværket inviteres til at deltage i arbejdsgruppen og gruppen er åben for alle interesserede borgere.