Henvendelser
Sekretariatet modtager jævnligt meddelelser med forslag og input til lokaludvalgets arbejde. Relevante henvendelser samles under dette punkt, og lokaludvalgets medlemmer kan vælge at tage specifikke henvendelser op til drøftelse i et fagudvalg.
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1. at Valby Lokaludvalg læser og tager stilling til, hvilke henvendelser der evt. skal drøftes i fagudvalg.
2. at Valby Lokaludvalgs medlemmer tager henvendelserne til efterretning.
Problemstilling
Sekretariatet modtager jævnligt henvendelser over e-mail, på sociale medier, over telefonen og ved personlig henvendelse. De har forskellig karakter, og i mange tilfælde hjælper sekretariatet afsenderen videre til en relevant forening, arbejdsgruppe eller forvaltning.
Løsning
Nogle henvendelser har karakter af forslag og input til lokaludvalgets overordnede arbejde. Disse henvendelser samles under punktet henvendelser, så lokaludvalgets medlemmer kan vælge at tage dem op til drøftelse og evt. videre arbejde i fagudvalgene.
I løbet af den seneste måned har vi modtaget flere henvendelser om nedjustering af dagtilbudskapacitet, som fagudvalget Børn, Fritidsliv og Sociale emner allerede har løftet, og desuden har vi fået disse to, der er vedlagt som bilag i anonymiseret form:
1. Adgangsveje til København S
En beboer på Grønttorvet udtrykker bekymring over de fremtidige adgangsveje til den kommende metrostation København Syd. Der er tvivl om de midlertidige løsninger, da adgang via Følager først bliver færdig i slutningen af 2025. Desuden er der bekymringer omkring de nuværende adgangsveje, herunder potentielt farlige krydsninger af Gammel Køge Landevej og utilstrækkelige trappeforhold. Beboeren opfordrer til en grundig planlægning af sikre og praktiske adgangsveje mellem Grønttorvet og stationen.
2. Farlige situationer med Wolt bude ved Vilhelm Thomsens Allé
En bekymret borger og forælder fra Vilhelm Thomsens Alle beskriver farlige situationer med Wolt-kurerer, der trods kørsel forbudt-skilte, kører hurtigt ind i gården, hvor der er en legeplads og fritløbende børn. Blinde vinkler ved indgangen øger risikoen for ulykker. Beboerne mødes ofte med aggressive reaktioner fra kurererne, og forsøg på at kontakte Wolt har ikke ført til ændringer. Borgeren opfordrer til politisk handling for at få Wolt til at tage ansvar for kurerernes kørsel.