Resultat af analyse af skolernes aflyste lektioner september 2005
Resultat af analyse af skolernes aflyste lektioner september 2005
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 30. november 2005
9. Resultat af analyse af skolernes aflyste lektioner september 2005
J.nr. 265310
INDSTILLING
Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at resultatet af undersøgelsen af skolernes aflyste lektioner fra september 2005 tages til efterretning
at forvaltningen som supplement til de tidligere udarbejdede forslag til minimering af aflysninger opfordrer skolebestyrelserne til at udarbejde principper med særlig fokus på at undgå aflysning af specialundervisning
RESUME
I forbindelse med budgettet for 2004 besluttede Uddannelses- og Ungdomsudvalget at gennemføre en undersøgelse af aflyste lektioner i normalklasser på alle folkeskoler. Undersøgelsen skulle basere sig på skolernes registreringer af aflysninger i september måned 2004 og 2005.
Undersøgelsen fra
september 2004 viste, at kun 8 skoler aflyste mere end 1% af de planlagte
undervisningslektioner, og at der i gennemsnit blev aflyst 0,56% af lektionerne.
Desuden koncentrerede aflysningerne sig på de ældste klassetrin.
Registreringerne
fra september 2005 viser, at der i gennemsnit blev aflyst 0,39% af lektionerne
på normalundervisningsområdet, hvilket altså er et fald i forhold til undersøgelsen
i 2004.
Som noget nyt er
der denne gang medtaget oplysninger om aflyst specialundervisning, og her viser
undersøgelsen, at der i september 2005 blev aflyst 5,3% af de planlagte
specialundervisningslektioner.
Udvalget vedtog på
mødet den 5. oktober 2005 principper for skolernes minimering af aflyste timer.
Forvaltningen foreslår med udgangspunkt i den nye undersøgelse, at
skolebestyrelserne opfordres til at udarbejder principper for aflyste lektioner
med særlig fokus på aflysning af specialundervisning.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
På baggrund af
udvalgets beslutning om at gennemføre en undersøgelse af aflyste lektioner bad
forvaltningen skolerne om at registrere alle aflyste lektioner på
normalundervisningsområdet i september måned 2004 og varslede samtidig, at
registreringen skulle gentages i september måned 2005.
Ved en aflyst
lektion forstås en total aflysning af undervisningen, dvs. at der ikke finder
nogen undervisning sted, enten fordi eleverne er sendt hjem samme dag, eller
der er givet besked til hjemmet i forvejen om, at lektionen er aflyst.
Resultatet af
undersøgelsen fra september 2004 viste, at antallet af aflysninger efter forvaltningens
vurdering var meget små. Der var kun 8 skoler, der måtte aflyse mere end 1% af
de planlagte lektioner og i snit blev der aflyst 0,56% af lektionerne. Analysen
viste endvidere, at aflysningerne først og fremmest skete i de store klasser
(7. - 9. og 10. klassetrin), og at det totale antal aflysninger for 81,3 % af skolernes vedkommende lå på mindre end 20
lektioner i september måned 2004.
En sammenligning
med en tidligere undersøgelse fra 2003 viste, at der var sket et fald i
antallet af aflyste lektioner fra i gennemsnit 0,61% i 2003 til 0,56% i 2004.
Resultatet af
undersøgelse september 2005 på normalundervisningsområdet
Forvaltningen kan
nu konstatere, at dette fald fortsætter, idet analysen af indberetningerne fra
september 2005 viser en gennemsnitlig aflysning på 0,39% af de planlagte
lektioner på normalundervisningsområdet.
Der er denne gang 6 skoler der har måttet
aflyse mere end 1% af de planlagte undervisningslektioner og som ved den sidste
undersøgelse fra 2004 koncentrerer aflysningerne sig på de ældste klassetrin,
hvor andelen var højest på 9. klassetrin med 1,48% mod 2,19% i september 2004.
Resultatet af
undersøgelse september 2005 på specialundervisningsområdet
Som noget nyt har
forvaltningen i undersøgelsen af de aflyste lektioner i september 2005 også
spurgt skolerne, hvor mange aflysninger af specialundervisning, der er foretaget
den pågældende måned. Ved specialundervisning forstås der her planlagt undervisning
efter folkeskolelovens § 20, stk. 1, der kan foregå som støtte i klassen eller
i skolens specialcenter, særlige læsekurser eller andre specialundervisningstilbud
på hold. Ved skolernes registrering er en specialundervisningslektion betragtet
som aflyst, når den planlagte specialundervisning ikke har kunnet finde sted,
og eleven enten er sendt til hjemklassen eller den særlige støtte i klassen
ikke har fundet sted.
Opgørelsen af skolernes
registreringer viser, at der i september måned 2005 i gennemsnit blev aflyst
5,3% af den planlagte specialundervisning efter ovenstående definition. Da
specialundervisningen ikke var omfattet af undersøgelsen fra september 2004,
kan der ikke foretages en direkte sammenligning. Hvis resultatet i stedet
sammenlignes med den undersøgelse, som Undervisningsministeriet gennemførte på
landsplan i 2004 "Vikarforbrug og timeaflysninger i folkeskolen", UNI·C,
december 2004, og som bygger på en
registrering af aflysninger de første 12 uger af 2004, viste denne
undersøgelse, at der for Københavns Kommunes vedkommende blev aflyst 11,5% af
den planlagte specialundervisning, og at 88,5% blev gennemført som planlagt. På
denne baggrund kan forvaltningen konkludere, at der i september 2005 blev
aflyst væsentligt færre specialundervisningslektioner end
Undervisningsministeriets undersøgelse viste - både sammenlignet med tallene
fra København og fra resten af landet.
Når analysen
viser, at der aflyses mange flere specialundervisningslektioner end det er
tilfældet på normalundervisningsområdet hænger dette efter forvaltningens
vurdering bl.a. sammen med følgende forhold:
· Det kræver ofte
særlige kvalifikationer at skulle varetage specialundervisningen og derfor kan
det være svært at finde en egnet vikar
· Det
er svært for en vikar at skulle gå ind i et specialundervisningsforløb hvorfor
eleven ofte vil have større udbytte af at følge klasseundervisningen frem for
at have en vikar i specialundervisningstimen
· Selvom
specialundervisningslektionen aflyses, får de ramte elever alligevel undervisning
i deres hjemklasser med klassens "almindelige" lærer
·
I situationer
med mange sygemeldinger og fraværende lærere griber skolerne undertiden af nød
til at aflyse specialundervisning for i stedet at lade
specialundervisningslæreren være vikar i andre klasser. Dette sker for at undgå
aflysninger af andre lektioner og beror på en pædagogisk vurdering i det
enkelte tilfælde.
Analysen på
specialundervisningsområdet viser også meget store udsving fra skole til skole.
Dette kan bero på tilfældige begivenheder den pågældende måned, fx særlig højt
sygefravær, mange lejrskoler eller kurser/efteruddannelse, som alle kan være
årsag til at skolen den pågældende måned har grebet til mange aflysninger af
specialundervisning. Forvaltningen vil analysere dette aflysningsmønster
yderligere, og har derfor kontaktet skoler med særlig høj aflysningsprocent på
specialundervisningsområdet for at få uddybet årsagerne hertil. På udvalgsmødet
vil der blive fremlagt en redegørelse
herfor.
Årsager til at
undervisningen må aflyses
I den ny
undersøgelse fra september 2005 spurgte forvaltningen også skolerne om årsagen
til at undervisningen blev aflyst. Resultatet viser her, at 42,5% af
aflysninger skyldes kortvarig sygdom, 4,2% langvarig sygdom og at 53,4% af
aflysningerne kan begrundes i planlagt fravær (kurser, lejrskoler, m.m.).
Det er efter
forvaltningens vurdering overraskende, at det planlagte fravær i så høj grad er
årsag til aflysninger, som det fremgår af undersøgelsen. Forklaringen kan til
dels være, at netop september måned er en måned med mange lejrskoler og at
antallet af kurser også traditionelt er højt i denne måned. Forvaltningen vil i
dialog med skolerne opfordre til, at der om muligt tilstræbes en højere grad af
fleksibel planlægning af undervisningen, således at det kendte fravær kan indgå
i de enkelte teams planlægning. Derved kan aflysninger forårsaget af kendt
fravær nedbringes, idet undervisningen i stedet kan omlægges, så den
gennemføres på et andet tidspunkt eller af andre lærere i teamet. Samtidig vil
forvaltningen ved planlægning af kurser og anden efteruddannelse så vidt muligt
tilstræbe, at disse placeres på såkaldte elevfri dage.
Forslag til at
minimere antallet af aflyste lektioner på skolerne
Udvalget vedtog på
sit møde den 5. oktober 2005 en række forslag til at minimere antallet af aflysninger
så meget som muligt:
· Eleverne arbejder
selv (nabotilsyn) med relevant undervisningsmateriale
· Klassesammenlægninger
eller anden holddannelse
· Omlægning af
undervisningen (timerne læses senere/der undervises i andet fag)
· Lærernes
teamsamarbejde aftales efter den såkaldte model 2
· Planlagt fravær
lægges så vidt muligt på elevfri dage
· Skolebestyrelsen
udarbejder principper for vikarbesættelse
Desuden vedtog
udvalget, at forvaltningen primo 2006 skulle udarbejde et forslag til en vikarmodel
og et vikarbudget, der kan begrænse antallet af de aflysninger, der skyldes, at
de gældende vikarordninger i nogle tilfælde er dyre.
Forvaltningen vil
som supplement til de udarbejdede forslag opfordre skolebestyrelserne til, at
man på den enkelte skole i samarbejde med skoleledelsen udarbejder principper
for undervisningens organisering, med henblik på at nedbringe det totale antal
af aflysninger og med særlig fokus på specialundervisningen.
Økonomi
Forvaltningen har beregnet, hvad den maksimale udgift ved vikardækning af samtlige aflyste timer vil være på årsbasis.
I den opgjorte periode svarende til 22 skoledage er der
aflyst 1.660 lektioner. Såfremt antallet af aflyste lektioner er af samme
størrelsesorden i resten af skoleåret (i alt 199 skoledage) vil antallet af
aflyste timer på årsbasis udgøre 15.015 aflyste lektioner. Dette svarer til 11.261 årlige arbejdstimer.
Udgiften hertil udgør med en timeløn på 220 kr. ca. 2,5 mio. kr.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke
omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der
skal miljøvurderes.
Høring
Ingen
bemærkninger.
BILAG VEDLAGT
· Resultat af
registrering af aflyste lektioner september 2005
Peter
Rasmussen
Jan Lange
 
;