Mødedato: 30.05.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om bygge- og bofællesskaber

Se alle bilag

 

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget drøfter mulighed for en indsats for bygge- og bofællesskaber, der kan omfatte at vejlede interesserede borgergrupper, afholde informations- og netværksmøder og hjælpe med at finde mulige egnede ejendomme og grunde til bygge- og bofællesskaber.

 

(Stillet af Enhedslisten)

 

Motivering

Bygge- og bofællesskaber er eksempler på nye måder at bygge og bo sammen på, hvor fællesskabet og beboerinddragelsen spiller en stadig større rolle. Dette er noget, som københavnerne i stigende grad efterspørger. Samtidig er det en mere bæredygtig måde at bygge og bo på, som Enhedslisten ønsker, at Københavns Kommune skal understøtte.

Roskilde Kommune har i 2018 etableret et sekretariat, der hjælper og vejleder foreninger og borgere. Dette har bidraget til opførelse af flere boliger, der indbyder til fællesskaber.

Med medlemsforslaget drøfter Teknik- og Miljøudvalget bygge- og bofællesskaber samt mulighederne for at etablere en indsats i Teknik- og Miljøforvaltningen, som kan bidrage til mere proaktivt at fremme bygge- og bofællesskaber. Drøftelsen kan danne grundlag for et budgetnotat til budget 2023.

For at fremme bygge- og bofællesskaber kan der eksempelvis igangsættes en indsats i Teknik- og Miljøforvaltningen, som kan skabe én synlig indgang til kommunen og skabe en aktiv vejledningsindsats, som kan støtte udviklingen af nye fællesskabsorienterede boformer og hjælpe de borgere, der ønsker at opbygge bygge- og bofællesskaber.

Indsatsen kan også omfatte rådgivning om forskellige typer af bygge- og bofællesskaber med forskellige ejerformer, herunder hvordan bygherrerollen fx kan varetages af både boligorganisationer, udviklere og andre aktører. Desuden kan understøttes, at kommunen styrker sit fokus på bygge- og bofællesskaber. Det kan fx være ved at indtænke dem i forbindelse med lokalplanlægning og i dialogen med bygherrer, herunder også offentligt ejede bygherrer.

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 30. maj 2022

 

Medlemsforslaget blev drøftet.
Til top