Ændrede retningslinjer for reklame på stillads på offentligt vejareal
Teknik- og Miljøudvalget blev den 30. oktober 2023 orienteret om forvaltningens udfordringer med de gældende retningslinjer for reklame på stillads på offentligt vejareal, som trådte i kraft 1. januar 2023. Udvalget skal på den baggrund tage stilling til et forslag til nye retningslinjer for reklame på stillads, som vurderes at være nemmere at ansøge og sagsbehandle efter samt til opkrævning af takst for sagsbehandling og tilsyn. Retningslinjerne indgår i administrationsgrundlag for reklame på stillads mv. på vejareal. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til optagelse af et internt lån til udvikling af it-understøttelse til opkrævning af takst.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forslaget til nye retningslinjer for reklame på stillads på offentligt vejareal skal danne grundlag for forvaltningens sagsbehandling af ansøgninger om reklame på stillads fra 1. januar 2025, jf. bilag 2.
- at forvaltningen opkræver takst for sagsbehandling og tilsyn med reklame på stillads fra 1. januar 2025.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der optages et internt lån på 1,2 mio. kr. i 2024 til udviklingsomkostningerne forbundet med it-understøttelse til opkrævning af taksten. Det interne lån optages på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift og afdrages over seks år, jf. økonomiafsnittet. Udgifterne til afdragene på lånet indregnes i taksten.
- at der med indførelse af en takst for reklame på stillads tilbageføres 0,1 mio. kr. (2024 p/l) til kommunekassen fra 2025 og frem. De bevillingsmæssige konsekvenser i forbindelse med tilbageførelsen af de 0,1 mio. kr. fremgår af økonomiafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget indførte pr. 1. januar 2023 nye retningslinjer for reklame på stillads. Forvaltningens erfaring er, at reglerne er ressourcekrævende at sagsbehandle efter, da de indebærer en række vurderinger og skøn, ligesom de giver anledning til, at dele af branchen opmåler reklamer på baggrund af stilladsarealer, som går rundt om hjørner og op over taget. Sagsbehandlingen vanskeliggøres dernæst af, at dele af reklamebranchen hænger reklamer op uden at ansøge, eller inden forvaltningens sagsbehandling er afsluttet. Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til et forslag til nye retningslinjer for reklame på stillads og til takst for reklame på stillads.
Løsning
Forvaltningen behandler ansøgninger om reklame på stillads på offentligt vejareal efter vejlovens § 80 og privatvejslovens § 66. Forvaltningen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering og ifølge vejloven først og fremmest varetage trafikale og vejtekniske hensyn. Vejdirektoratet har i en konkret sag vurderet, at der også kan lægges vægt på æstetiske, arkitektoniske og byrumsmæssige hensyn i sagsbehandlingen.
Efter de nugældende retningslinjer for reklame på stillads tager forvaltningen ved vurdering af søgningerne udgangspunkt i en fordeling på 40% reklameflade og 60 % fotostat af stilladsarealet, men størrelsen på reklamen beror på en konkret vurdering af byrummet og miljøet på stedet. På inddækkede stilladser vil en tilladelse så vidt muligt indeholde et vilkår om, at reklamen kombineres med en fotostat af bygningen eller kommende bygning, så byrummet i mindre grad påvirkes af stilladsreklamen.
Forvaltningen foreslår, at der fastsættes nogle enklere retningslinjer for, hvornår der kan gives tilladelse til ophængning af reklamer på stillads, for anvendelse af fotostat mv.
Forvaltningen vil med de nye retningslinjer fortsat skulle vurdere de enkelte reklame-ansøgninger ud fra både trafikale og vejtekniske samt æstetiske, arkitektoniske og byrumsmæssige hensyn, men vurderer, at de nye regler giver større gennemsigtighed og dermed vil være nemmere at ansøge og sagsbehandle efter.
Forslag til nye retningslinjer for reklame på stillads
Forvaltningen foreslår nye retningslinjer for stilladsreklamer, som indarbejdes i administrationsgrundlaget for reklamer på stillads, jf. bilag 2:
- På pladser og strækninger med særlig kulturel værdi skal gælde et forbud mod reklamer på stillads. Det foreslås at gælde på Slotsholmen, Amagertorv, Højbro Plads, Gråbrødre Torv, Kongens Nytorv, Nyhavn, Nytorv, Gammeltorv og langs Christianshavns Kanal, jf. bilag 3. Forvaltningen vil hvert år evaluere og evt. ændre i de reklamefri zoner. Teknik- og Miljøudvalget vil samtidig blive orienteret herom, hvis der ændres i zonerne.
- Den gældende retningslinje om 40% reklameflade af stilladsarealet foreslås erstattet af vejledende maksimumstørrelser for reklamer, som byrummene kan bære, dvs. mellem 60-120 m2 i de særlige kulturmiljøer, op til 250 m2 uden for de særlige kulturmiljøer og op til 350 m2 ved de større indfaldsveje. Forvaltningen foretager konkrete vurderinger under hensyntagen til lokationen mv. De gældende retningslinjer kan give anledning til reklamer, som er større end tilsigtet, jf. bilag 4. Bilag 5 illustrerer forskellen i størrelsen på reklamer, opgjort som 40% af stilladsarealet, og reklamer, opgjort efter forvaltningens forslag om vejledende maksimumsstørrelser.
- Det gældende krav om fotostat på inddækkede stilladser i hele byen foreslås indskrænket til områder i byen, som er udpeget som værdifulde kulturmiljøer i den gældende kommuneplan, jf. bilag 6. Værdifulde kulturmiljøer er miljøer, der illustrerer et tema, en tidsepoke eller en udvikling, der har fundet sted, hvorfor miljøerne i særlig grad skal beskyttes.
- Stilladsreklamer kan som udgangspunktet ikke godkendes i uheldsbelastede kryds, jf. bilag 7. Forvaltningen vil i sagsbehandlingen følge Mobilitetsredegørelsen, som opdateres årligt.
- I tråd med hidtidig praksis, gives der som udgangspunkt ikke tilladelse til reklame på byggepladshegn, containere mv. af hensyn til de trafikale forhold, trafiksikkerhed.
For skilte og reklamer, herunder lysreklamer, på bygninger gælder bygge- og planlovgivningen, samt politiske vedtagne retningslinjer fra 2013. Forvaltningen er i gang med at revidere disse retningslinjer og forventer at fremlægge et forslag til reviderede retningslinjer til beslutningen i Teknik- og Miljøudvalget inden sommerferien 2024.
Takst for reklame på stillads
Forvaltningen foreslår, at der indføres takst på reklame på stillads på vejareal for at styrke sagsbehandling og tilsyn. Vejlovens § 80, stk. 2, giver hjemmel til opkrævning af takst. Med en takst vil alle nuværende og kommende udgifter forbundet med sagsområdet blive takstfinansieret.
Sagsbehandlingen af ansøgninger om reklame på stillads med de foreslåede nye retningslinjer og tidligere retningslinjer, der trådte i kraft den 1. januar 2023, er mere tidskrævende end tidligere, fordi forvaltningen skal vurdere ansøgningerne ud fra såvel trafikale og vejtekniske hensyn som æstetiske, arkitektoniske og byrumsmæssige hensyn. Forvaltningen bruger også i stigende grad ressourcer på at sagsbehandle, fordi dele af reklamebranchen som nævnt udfordrer retningslinjerne. Forvaltningen har desuden vanskeligt ved at nå at håndhæve påbud om fjernelse af reklamer, da reklamerne i mange tilfælde kun hænger kort tid på stilladserne. Hvis forvaltningen skal kunne reagere hurtigere på reklamer ophængt uden tilladelse, er det nødvendigt, at området tilføres ressourcer.
Forvaltningen har i dag afsat 0,25 årsværk til sagsbehandling og tilsyn med reklamer på stillads, der er skattefinansieret. Fremadrettet vurderer forvaltningen, at der er behov for sammenlagt cirka fire årsværk til at løfte sagsbehandlingsopgaven, føre mere tilsyn og hurtigere reaktion på stilladsreklamerne. Taksten forventes at udgøre ca. 6 kr. pr. kvadratmeter pr. dag, det vil sige, at en stilladsreklame på 200 m2 kommer til at koste ca. 1200 kr. pr. dag. Med en takstfinansiering vil de nuværende 0,25 skattefinansierede årsværk blive tilbageført til kommunekassen.
Taksten vil finansiere de direkte og indirekte henførbare omkostninger på sagsområdet, dvs. reklame på stillads på vejareal, som administreres efter vejlovens bestemmelser. De tilsynsførerne udfører ved siden af også tilsyn med materiel opstillet på vejareal, fx stilladser og container. Det er ikke muligt at opnå yderligere synergier med tilsyn med reklamer på bygninger, da de reguleres efter bygge- og planlovgivningen, jf. ovenfor, som forudsætter en anden faglighed.
Med en takst for reklame skal der udvikles et faktureringsmodul til Erhvervsportalen, som er forvaltningens ansøgnings- og sagsbehandlingssystemet på vejområdet, og en integration til Gældstyrelsens opkrævningssystem i 2024. Udgiften forventes at udgøre ca. 1,2 mio. kr.
Erhvervsportalens enkelte fagområder, fx udeservering og stilladsreklamer, er udviklet som selvstændige flows, og der kan ikke opnås yderligere synergier ved flere takstmoduler eller integrationer til Gældsstyrelsens inddrivelsessystem. Udviklingsomkostningerne finansieres via et internt lån og indregnes i taksten over en årrække, ligesom udgifter til drift og vedligehold af systemet.
Der har tidligere været en mindre takst på reklame på stillads. Taksten blev fjernet i 2019, da taksten for ”stilladsreklamer og billboards” blev vurderet til at give ubetydelige indtægter (TMU 19. august 2019).
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan inden for lovgivningens rammer fx beslutte, at
- forvaltningen med henvisning til landskabelige og bymæssige hensyn skal udarbejde mere restriktive retningslinjer, fx med flere stilladsreklamefri zoner i byen og skærpede krav til, hvor store reklamerne må være mv.
- forvaltningen skal udarbejde mindre restriktive retningslinjer, fx ved at reducere antallet af kulturmiljøer, hvor der stilles særlige krav om fotostat og maksimumsstørrelser.
- sagsbehandlingen af stilladsreklamer alene skal ske ud fra hensynet til trafiksikkerhed, det vil sige uden en vurdering af byrumsmæssige, arkitektoniske og kulturelle hensyn.
Økonomi
Indførelsen af en takst for reklame på stillads forudsætter, at der afsættes midler på 1,2 mio. kr. til udvikling af fagsystem og integration til Gældsstyrelsens opkrævningssystem. Det interne lån på de 1,2 mio. kr. afdrages over seks år, jf. bilag 8, tabel 2. Afdragene på lånet indregnes i taksten. De bevillingsmæssige konsekvenser i forbindelse med optagelse det interne lån fremgår af bilag 8, tabel 1.
Forvaltningen har i dag afsat 0,25 årsværk til sagsbehandling og tilsyn med reklamer på stillads. Med en indførelse af en takst for reklame på stillads tilbageføres udgifter svarende til de 0,25 skattefinansierede årsværk til kommunekassen fra 2025 og frem. De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 8, tabel 3.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen orientere og varsle reklamebranchen om de nye retningslinjer om reklamer på stillads og indførelse af takst.
Forvaltningen indarbejder takst for reklame på stillads i takstkataloget for 2025. Forvaltningen fremlægger en særskilt sag herom til Teknik- og Miljøudvalget medio 2024.
Søren Wille
/Peter Højer
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. maj 2024
Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:
“dog således, at der ikke skal gælde et forbud mod reklamer på pladser og strækninger med særlig kulturel værdi.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 4 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, C og V
Imod stemte: A, F, Ø og Å
Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:
“dog således, at reklamefladen fortsat må udgøre 40% af stilladsarealet som i dag.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet med 4 stemmer mod 7. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, C og V
Imod stemte: A, F, Ø og Å
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) til nyt 3. at-punkt:
”at de nye retningslinjer evalueres efter ca. 1 år og forelægges for Teknik- og Miljøudvalget.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget uden afstemning.
Socialistisk Folkeparti og Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF4) til nyt 4. at-punkt:
”at det i forbindelse med evalueringen vurderes, om der bør indføres et forbud mod stilladsreklamer i Indre By, herunder Christianshavn.”
Ændringsforslaget (ÆF4) blev vedtaget med 7 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, F, Ø og Å
Imod stemte: B, C og V
Indstillingens 1.-2. at-punkt blev herefter godkendt med 7 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, F, Ø og Å
Imod stemte: B, C og V
Indstillingens oprindelige 3.-4. at-punkt blev herefter anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, F, Ø og Å
Imod stemte: B, C og V
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”For det Konservative Folkeparti er det væsentligt, at retningslinjerne overholdes, men problemstillingen er jo netop ikke retningslinjerne, men at de ikke overholdes, derfor mener vi ikke, at det er strammere retningslinjer, der skal til, men i stedet skal vi sikre overholdelse af eksisterende retningslinjer. Endvidere er det væsentlig at notere sig, at for mange bygningsejere (private såvel som almene) er indtægter fra stilladsreklamer en væsentlig indtægtskilde i forbindelse med renovering og ombygning, en indtægtskilde der er med til at mindske huslejestigninger, dette samt den private ejendomsret ser vi også som vægtige argumenter – derfor støtter vi ikke strammere retningslinjer, men derimod støtter vi øget fokus på, at de eksisterende retningslinjer overholdes.”
Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre og Konservative mener, at de ændrede retningslinjer er alt for restriktive. Vi bakker op om en bedre og mere restriktiv håndhævelse på området, da vi naturligvis mener, at kommunens regler skal overholdes. Men vi mener, det er alt for restriktivt at forbyde reklamer på stilladser på alle pladser og strækninger med særlig kulturel værdi. Reklamerne er med til at finansiere renoveringen af bygninger.
Samtidig mener vi, at en vejledende maksimumstørrelse på 40% af stilladsets størrelse er bedre end en fast m2-størrelse.
Vi ser dog frem til en evaluering om et år, hvor reglerne forhåbentligt kan lempes - ikke indskrænkes yderligere.”
Socialistisk Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Forvaltningen har oplyst, at der grundet tidspres ift. takstkataloget ikke kan indføres et forbud mod stilladsreklamer i hele Indre by inkl. Christianshavn fra dag et. I dag er det kun få af stilladsreklamerne i byen der er lovlige. Partierne vil i forbindelse med evalueringen om et år se på om stilladsreklamerne i byen er lovlige, eller om det er nødvendigt at lave mere tydelige regler ved at indføre et lokalt forbud mod stilladsreklamer i Indre By og Christianshavn.”