Opdaterede Altanretningslinjer
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at de opdaterede retningslinjer for etablering af altaner "Altanretningslinjer" (bilag 2) træder i kraft fra juni 2024.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en opdatering af gældende retningslinjer for etablering af altaner. De nuværende retningslinjer er i visse tilfælde upræcise og giver anledning til fortolkningstvivl for såvel ansøger og bygherre, som af forvaltningen selv.
Opdateringen vedrører primært præciseringer af de nuværende retningslinjers anbefalinger, rettelser af fejlfortolkninger, tilføjelse af illustrationer, samt sproglige rettelser, så publikationen følger Københavns Kommunes sprogpolitik.
Der er således ikke tale om nye anbefalinger ift. etablering af altaner, som det har været tilfældet ved tidligere revideringer af retningslinjerne. Opdateringen ændrer dermed ikke på kriterierne for at opnå tilladelse til altaner.
Løsning
Det har været afgørende for forvaltningen at sikre, at denne udgave af retningslinjerne ikke bliver opfattet som en indholdsmæssig ændring, men er en kvalificering og præcisering af grundlaget for etablering af altaner og dermed sikre en forudsigelig sagsbehandling for ansøger.
De opdaterede retningslinjer har derfor ad to omgange været til kommentering hos altanbranchen og der har på den baggrund været afholdt møder omkring branchens forslag til ændringer og præciseringer. Altanfirmaerne har oplyst, at de oplever, at deres kunder (ofte foreninger og private bygherrer uden teknisk indsigt) har svært ved at læse og forstå retningslinjerne, og altanfirmaerne tillige har svært ved at forklare retningslinjerne til kunderne.
Retningslinjer for etablering af altaner gennemgår, hvordan etablering af altaner kan ske under hensyn til både dagslys, naboer og bybilledet. De første retningslinjer blev vedtaget af Teknik-og Miljøudvalget den 24. august 2015 og trådte i kraft 1. november 2015. Retningslinjerne er løbende revideret, senest den 1. juli 2021.
Data om altaner
I dag kan forvaltningen trække en række data omkring altanansøgninger gennem de digitaliseringer, der er sket på byggesagsområdet. Data er bl.a. antal ansøgninger, der er modtaget og afgjort, sagsbehandlingstid og antal mangelbreve i den enkelte sag. Tidligere har forvaltningen ført et ufuldstændigt manuelt regnskab, for antal ansøgte altaner i den enkelte byggesag, men hvor data ikke er helt retvisende pga. forskelle i registreringspraksis. Forvaltningen vil fremadrettet nøjes med at registrere altanansøgninger gennem den digitaliserede løsning i lighed med resten af byggesagsområdet.
Formålet med den aktuelle opdatering er bl.a. at gøre det nemmere for ansøger at sende fyldestgørende ansøgninger. Hvis ansøgninger er fyldestgørende og i overensstemmelse med bygningsreglementet (BR18) og altanretningslinjerne, kan forvaltning hurtigere træffe afgørelse.
I de opdaterede retningslinjer konkretiseres og struktureres anbefalingerne anderledes, så de bliver mere læsevenlige. Der indsættes fx indledende afsnit, der hjælper læseren til en bedre forståelse af, hvordan retningslinjerne anvendes. Derudover indsættes et nyt afsnit, der forklarer om forholdet mellem byggelov, planlov og nye afsnit omkring brand og konstruktion, så retningslinjerne kobles tydeligere til BR18.
Derudover redegøres der yderligere for nogle af de praktiske forudsætninger, der ligger til grund for forvaltningens vurderinger, fx målsætning af altaner og afstande til modstående bygninger, samt vurdering af indbliksforhold.
Endeligt opdateres retningslinjerne få steder, så de følger BR18 fx ift. niveaufri adgang, som er et krav i BR18.
Eksempel samlingen, der følger retningslinjerne, bliver opdateret efterfølgende med nyere altaner og illustrationer, der i højere grad afspejler altaner, der er opsat iht. altanretningslinjerne og principper for opsætning af altaner på forskellige typer af ejendomme. Det bemærkes i øvrigt, at alle eksemplerne i de nuværende retningslinjer, er fra før kommunen vedtog retningslinjerne, hvilket gør dem utidssvarende ift. det, som forvaltningen ønsker at illustrere.
Alle ændringer til retningslinjerne fremgår af en oversigt i bilag 3. Der er for hver enkelt ændring indsat bemærkninger om formål og konsekvens af ændringen.
Stadsarkitekten har været inddraget i processen med at opdatere retningslinjerne.
Inddragelse af altanbranchen
Retningslinjerne har været til kommentering ved altanbranchen to gange, herunder hos Dansk Industris altangruppe hhv. i juni 2023 og februar 2024. Begge gange har forvaltningen modtaget skriftlige tilbagemeldinger fra branchen, som er blevet drøftet på møder mellem branchen og forvaltningen. I tilknytning hertil er der sket tilretning af formuleringer og illustrationer i retningslinjerne.
Altanbranchen har tilkendegivet, at de er meget tilfredse med at være blevet inddraget i processen med at opdatere retningslinjerne.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte, at forvaltningen skal ændre konkrete forhold i retningslinjerne.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt de opdaterede Altanretningslinjer, vil de træde i kraft i juni 2024 og forvaltningen publicerer dem på hjemmesiden, sender dem til altanbranchen og lade dem indgå i forvaltningens sagsbehandling.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. maj 2024
Radikale Venstre og Venstre stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:
"at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at føre retningslinjerne tilbage til samme udgangspunkt som før vedtagelsen af de aktuelle regler."
Ændringsforslaget blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, F og V
Imod stemte: A, C, Ø og Å
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.