Mødedato: 25.11.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Udmøntning af Budget 2025

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til den videre proces for udvalgets tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2025 og opfølgning på politiske særbevillinger. Der blev med Budget 2025 afsat finansiering til alle forvaltningens need to, og der er derfor ikke finansieringsbehov, der skal håndteres med denne indstilling.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at tiltagene og hensigtserklæringerne i Budget 2025 udmøntes som beskrevet i indstilling og bilag 2.
  2. at midlertidige bevillinger følges som angivet i løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af Borgerrepræsentationens vedtagelse af Budget 2025 (A, B, F, I, O, V, Ø) (BR 3. oktober 2024) fastlagt en proces for det videre arbejde med de tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2025, som vedrører Teknik- og Miljøudvalget, jf. bilag 2.

Udvalget skal derudover tage stilling til opfølgning på de midlertidige bevillinger vedtaget i Budget 2025. Dette som følge af nye bevillingsregler (BR 3. oktober 2024).

Der er ikke finansieringsbehov, der skal håndteres med denne indstilling.

Løsning

Med Budget 2025 blev der afsat finansiering til en række nye initiativer til udvikling af byen bl.a. initiativer vedr. klima, parkering og grønne initiativer og byrum.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet en plan for implementering af de vedtagne initiativer. Den er nærmere beskrevet i bilag 2, og alle bagvedliggende budgetnotater fremgår af bilag 3.

Der blev afsat finansiering til alle forvaltningens need to og rettidig omhu. Der blev fremlagt to need to-behov og 10 rettidig omhu-initiativer til forhandlingerne, jf. bilag 2. Der er derfor ikke finansieringsbehov, der skal håndteres med denne indstilling. Forvaltningen fremlagde desuden på baggrund af udvalgets prioritering tre specifikke udfordringer:

  • Bedre koordinering af anlægsprojekter
  • Genopretning af fysiske værdier i grønne områder
  • Realisering af prioriterede indsatser på toiletprioriteringslisten

Der blev afsat midler i forhandlingerne til bedre koordinering af anlægsprojekter i 2025 til 2028, og det vil derfor være et bevillingsudløb til Budget 2029. Der blev ikke tildelt midler til genopretning af fysiske værdier i grønne områder, men der blev vedtaget en hensigtserklæring. Forvaltningen forventer at fremlægge oplæg vedr. genopretning af fysiske værdier i grønne områder for Teknik- og Miljøudvalget i foråret 2025. På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning vil forvaltningen herefter udarbejde et budgetnotat til Budget 2026. Der blev ikke afsat midler til realisering af prioriterede indsatser på toiletprioriteringslisten, som derfor ikke igangsættes.

Håndtering af bevillingsudløb

Udvalget havde i alt 17 bevillingsudløb i 2025. Bevillingsudløbene er håndteret som følgende:

  • Teknik- og Miljøudvalget forlængede bevillingsudløbet, Drift og renhold af Nørreport og Israels Plads, varigt med budgetbidraget med udvalgets råderum fra effektiviseringsforslag.
  • I budgetforhandlingerne blev otte bevillingsudløb forlænget med fire år, bortset fra Renoveringer af almene boliger (fysiske helhedsplaner), hvor der kun var behov for, at det skulle forlænges til og med 2026. Need to-bevillingsudløbet ”Påbud fra Arbejdstilsynet blev også kun forlænget i fire år, og den vil derfor være et bevillingsudløb og need to til Budget 2029 for at håndtere udfordringen efter 2028.
  • Der var fem bevillingsudløb på klimaområdet, der udløber i 2025, men de er blevet erstattet af nye bevillinger til udvikling og implementering af ny klimastrategi. Bevillingerne blev vedtaget med Budget 2025.
  • Bevillingsudløbene ”Øget kontrol ved handicapparkeringspladser” og ”Styrket byggesagsbehandling” udløber i 2025, da udvalget i budgetbidraget ikke vurderede behov for at forlænge indsatserne.

Der blev desuden afsat midler i fire år til ”Afgiftsfritagelse af reklameskilte og vareudstillinger, som udvalget havde indstillet til at udløbe. Det betyder, at afgiften er udgået af takstkataloget og i stedet skattefinansieres. Der vil derfor ikke blive opkrævet gebyr på reklameskilte og vareudstillinger.

Opfølgning på midlertidige bevillinger

Der skal på baggrund af Borgerrepræsentationens godkendelse af nye bevillingsregler (BR den 3. oktober 2024) tages stilling i fagudvalget til opfølgning på midlertidige bevillinger vedtaget i budget. Medmindre Borgerrepræsentationen har stillet særlige krav til indholdsmæssig eller økonomisk opfølgning i forbindelse med bevillingsafgivelsen, beslutter de enkelte udvalg rammerne for opfølgningen i forbindelse med behandlingen af indstilling om udmøntning af budgettet for det kommende år. Forvaltningen indstiller, at opfølgningen på bevillingerne sker i sagerne om forventet regnskab. Hermed vil forvaltningen, hvis der forventes væsentlige afvigelser i forhold til de økonomiske og/eller aktivitetsmæssige forudsætninger for bevillingen, rapportere herom i forventet regnskab. Det betyder, at der ikke vil blive forelagt en samlet opfølgning på alle midlertidige bevillinger, men at opfølgning sker løbende i forventet regnskab, hvis der er udfordringer i implementeringen af de politiske beslutninger. Hvis der ikke opleves udfordringer, vil det derfor ikke indgå i rapporteringen.

Politisk handlerum

  • Udvalget kan vælge at stille ændringsforslag om ønsker til ændret udmøntning af tiltag og hensigtserklæringer, som beskrevet i indstilling og bilag 2.
  • Udvalget kan vælge ikke at godkende opfølgningen på midlertidige bevillinger, som beskrevet ovenfor. Udvalget kan i stedet vælge at få forelagt en status over alle midlertidige bevillinger i Budget 2025 i forbindelse med sagerne om forventet regnskab eller justere i opfølgningen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt udmøntningen af udvalgets budget for 2025, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte udmøntning af tiltag og hensigtserklæringer, som beskrevet i bilag 2. Opfølgning på de midlertidige bevillinger i Budget 2025 vil indgå i sagerne om forventet regnskab fra starten af 2025, og der vil blive rapporteret i dem, hvis der er afvigelser på bevillingerne.

Søren Wille

                          / Marie-Louise Kudsk Hædersdal


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 25. november 2024

 

Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte: C

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti mener ikke, at vi skal gøre det dyrere at være Københavner - faktisk mener vi, at vi sagtens kan gøre det billigere at være københavner og mener slet ikke, at der på den måde bør pålægges strafgebyrer på de mange københavnere, der har behov for bil og parkering for at få deres hverdag til at hænge sammen. Et budget med stigende beboertakster, højere gadeparkeringstakster og indførsel af betaling for søndagsparkering siger vi nej-tak til. Derudover savner vi meget en plan for genopretningen af byens fysiske værdier i de grønne områder, da der her er et stort behov for handling, som det tydeligt er fastslået af forvaltningen. Der er i forslaget mange gode tiltag som Konservative støtter fuldt og helt, men når forligspartierne gør det dyrere at være københavner, kan vi ikke være med, i særdeleshed ikke, da der på ingen måde er behov for dette, hvilket jo illustreres meget godt ved, at alle de ekstra indtægter fra parkering ryger direkte i statskassen og komme IKKE kommunen til gavns, det skaber kun yderligere omkostninger, der skal finansers, ingen yderligere indtægter da hver en ekstra krone ender i statskassen.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti så gerne, at der blev gennemført en række justeringer til budget 2025: Fri passage langs havnen – jf. TMU-sag den 2/12-2024; etablering af gade parkering, jævnføre den screening der er gennemført af Teknik- og Miljøforvaltningen; etablering af flere offentlige toiletter finansieres af byfornyelsespuljen; etablering af blomsterkummer i Strædet, jf. BR den 28/11, finansieret af byfornyelsespuljen; etablering af 100 ekstra cykel parkeringspladser bag rådhus er finansieret af byfornyelsespuljen; belysning samt asfaltbelægning på strækningen via Christiania på supercykelstien fra Kongens Nytorv til Amager; erstatnings pladser for de 22 nedlagte parkeringspladser på Kastelsvej; budgetmæssig ændring; arrangementspuljen nedlægges og det forslås, at midlerne i forbindelse med ressourceændringer flyttes til festivalpuljen.”
Til top