Medlemsforslag om udvidede parkeringsmuligheder i Tingbjerg
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag til, hvordan der kan sikres udvidede bil- og parkeringsmuligheder i Tingbjerg.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Parkeringssituationen i Tingbjerg er uholdbar på både kort og langt sigt. Forvaltningen skal derfor udarbejde en oversigt over parkeringsbehovet og med udgangspunkt i det afdækkede behov, tilvejebringe ny og ekstra parkeringskapacitet. Tingbjerg er ikke dækket specielt godt ind i forhold til offentlig transport, derfor har mange af Tingbjergs borgere behov for en bil for at få hverdagen til at fungere. Som i mange andre dele af København er bilejerskabet højere end parkeringsdækningen, hvilket skaber et pres i hverdagen for mange af områdets beboere. Som det er nu, er der for få midlertidige parkeringspladser, og på langt sigt tilføres der alene 85 nye p pladser, hvilket er langt under behov. Derfor foreslås det, at der sikres ekstra parkeringskapacitet så dette problem kan afhjælpes.
Tingbjerg er på ingen måde stationsnært, derfor bør det være lige til at sikre ekstra parkeringskapacitet. Det er efterspurgt af beboerne i Tingbjerg og Brønshøj-Husum Lokaludvalg støtter op omkring det.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 24. februar 2025
Medlemsforslaget blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C og V
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å