Mødedato: 22.02.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Første behandling af to fælles gårdhaver med LAR og LUR i Skt. Kjelds Kvarter, Østerbro

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om projektforslagene til to fælles gårdhaver med LAR (lokal afledning af regnvand) og LUR (lokal udnyttelse af regnvand) skal sendes i høring og til afstemning i karréerne.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at byfornyelsesforslag om etablering af demonstrationsgårdhave i Københavns Klimakarré: Kildevældsgade 69-75, Helsingborggade 2-12, Landskronagade 54-60 og Thomas Laubs Gade 1-17 sendes til afstemning og i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 1.

  2. at byfornyelsesforslag om etablering af Fremtidens Gårdhave i Askøgade: Askøgade 4-14 og 26-28, Vognmandsmarken 56-70 og 72-74, Venøgade 30-44 og Livøgade 46-54 sendes til afstemning og i offentlig høring i otte uger, jf. bilag 2.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 13. januar 2014 delegeret beslutningskompetencen til vedtagelse af forslag og beslutninger om fælles gårdhaver til Teknik- og Miljøudvalget.

Beboere og ejere fra de to karréer i Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro har ansøgt om at få renoveret deres gårde. Forvaltningen vurderer, at begge gårde opfylder betingelserne i byfornyelsesloven for at komme i betragtning til en omlægning af gårdarealerne.

Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til, om projektforslagene, som er skitseret i bilag 1-2, skal sendes i høring hos beboere, ejere og erhvervsdrivende, og i den forbindelse til afstemning med henblik på at undersøge opbakningen til en fælles gårdhave i de to karréer.

Løsning

De fælles gårdhaver etableres med udgangspunkt i Københavns Kommunes ”Bæredygtig Byfornyelsesstrategi” fra oktober 2009 og Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om metode til opgørelse af opbakning til fælles gårdhaver fra den 27. april 2015. Oversigt over processen for at etablere fælles gårdhaver er vedlagt som bilag 5. Der etableres i alt 4 demonstrationsgårdhaver: nr. 1: ved Skt. Kjelds Plads, nr. 2: ved Askøgade, nr. 3: ved Mozartsvej og nr. 4: i Klimakarréen.     

I begge gårde etableres løsninger, som kan bidrage til at håndtere fremtidens klima-udfordringer. Målet er at udvikle rentable løsninger for klimatilpasning, der kan skaleres og anvendes i andre københavnske gårdhaver. I begge gårde afkobles regnvandet fra gårdareal og tagflader mod gården 100 % fra kloakken. I Klimakarréen afkobles tagfladen desuden mod gadesiden. Skybrud håndteres i områdets skybrudsveje.

Demonstrationsgårdhave i Klimakarréen, jf. bilag 1.
Klimakarréen er et demonstrationsprojekt af bæredygtig byfornyelse for både gård og bygninger, hvor der indarbejdes både Lokal Udnyttelse og Lokal Afledning af Regnvandet (LUR og LAR). Regnvandet fra tagene udnyttes og der påtænkes etableret et nyt fælles vaskeri for hele karréen som en socioøkonomisk virksomhed. Gården kan dog etableres uden vaskeriet. Udover vaskeri etableres løsninger, som forsinker og tilbageholder regnvandet, så det løber langsommere og kan fordampe eller nedsive i en forsænket vandzone, som løber i midten af gården samt i grønne fortovshaver.

Der bliver plantet 46 nye træer, heraf 19 i Helsingborggade og Thomas Laubs Gade inden for matrikelgrænsen. De øvrige plantes i gården. Derudover bevares 6 træer. Der fældes tre selvsåede træer; et arhontræ, som er over 25 år og en røn og en birk, der er ca. 2 år. Træerne har haft dårlige vækstbetingelser, da rødderne er vokset sammen med den belægning og hegn, der skal fjernes. Træerne kan ikke flyttes og vil ikke kunne overleve anlægsarbejdet.

Der er i dag ca. 135 cykelparkeringspladser fordelt på gården og gaden. Fremover bliver der i alt 180 pladser. Det svarer til 1,1 cykler pr. 100 m2 bolig. Der er i dag ikke parkering til bil eller motorkørsel i gården, hvilket der heller ikke bliver fremover.

Fremtidens gårdhave i Askøgade, jf. bilag 2.
Projektforslaget har fokus på at udvikle rekreative LAR-løsninger, der skaber sammenhæng mellem gård og gade og skaber adgang til gårdhaven for beboere, der bor på modsatte side af Askøgade, hvor en del af ejendommene ligger. I Askøgade etableres en vandplads, hvor regnvand kan samles. Gaden omdannes til en lege- og opholdsgade.

Gårdhaven udformes som et dal- og pladslandskab med et sammenhængende regnvandssystem, der først tilbageholder vandet fra taget, dernæst forsinker og opsamler i vandpladser, så beboerne kan bruge det til bl.a. vanding af bl.a. højbede og i væksthus. Til sidst nedsiver vandet i et stort regnbed, der kan håndtere en 100-års skybrudshændelse.

Der vil blive plantet 15 nye træer i gården og på Askøgade. Der er i dag 17 træer, hvoraf 15 bevares. En syg røn og et kirsebærtræ, der begge er over 20 år, fældes. Kirsebærtræet har buske tæt på stammen, der når de fjernes, vil skade træets rødder. Beboerne er orienteret om og indforstået med fældningen.  

Der er i dag ca. 160 cykelparkeringspladser i gården. Fremover vil der være 369 pladser, hvilket svarer til 2 cykler pr. 100 m2 bolig. Der vil ikke være mulighed for bilparkering i gården, hvilket der heller ikke er i dag. Der vil fortsat være mulighed for bilkørsel, langs facaden i gården, idet opgangene har udgang her.

Parkering
Der omlægges 15 parkeringspladser i Askøgade til grønne skråparkeringspladser med nedsivningsmuligheder i form af græsarmering i umiddelbar tilknytning til projektet. Parkeringsbelægningen i området er hen over døgnet følgende: Kl. 12: 91 %, kl. 17: 104 %, kl. 22: 12 %. Antallet af parkerings-pladser fastholdes i forbindelse med omlægningen. I Budget 2016 er det besluttet, at vejarealet med de 15 parkeringspladser skal overgå til offentlig vej. De afledte driftsudgifter for de græsarmerede parkeringspladser vil påvirke forvaltningens driftsbudget marginalt, og kan derfor finansieres indenfor udvalgets ordinære driftsbudget. 

Beboerinddragelse
I forbindelse med udarbejdelse af de to projektforslag, har der pågået en omfattende inddragelsesproces med beboere, erhvervsdrivende og ejere i karréerne. Dialogen med de berørte om deres fremtidige gårdhave startede primo 2015 og har indeholdt events, workshops, forsøg med opsamling af vand og interviews. Forvaltningen har forsøgt at tilgodese beboere, erhvervsdrivende og ejeres ønsker i størst muligt omfang uden at tilsidesætte den fælles anvendelse af gården. 

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 27. april 2015 nye principper for opbakning til gårdhaver. De indebærer, at opbakningsundersøgelsen gennemføres digitalt via e-boks i høringsperioden, at 2/3 af de afgivne stemmer skal stemme ja til den fælles gårdhave, og at ja-ejendommene skal udgøre mere end 50 % af bruttoetagearealet.

Økonomi

I Budget 2013 (BR 4. oktober 2012) blev det besluttet at afsætte 10 mio. kr. til et karréprojekt, kaldet Klimakarréen, om bæredygtig byfornyelse af både ejendomme og fælles gårdhave. Det blev ligeledes besluttet at afsætte 20 mio. kr. til forsøg med klimatilpasning i fælles gårdhaver i Skt. Kjelds Kvarter, kaldet Fremtidens Gårdhaver med LAR. Derudover er der tildelt 11,27 mio. kr. i forsøgsmidler til Fremtidens gårdhaver med LAR fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Fremtidens Gårdhave ved Askøgade er det andet af tre forsøgsprojekter

Den samlede udgift til udvikling af projekt Klimakarré og anlæg af gårdhave med LAR og LUR vurderes at blive 13 mio. kr., hvoraf de 6,0 mio. vedrører det ordinære gårdanlæg, hvoraf Staten finansierer 50 %. De resterende 7 mio. kr. vedrører forsøgsdelen som finansieres af Budget 2013. 1,5 mio. kr. er stjernemarkeret og anvendt til projektudvikling.

Den samlede udgift til etableringen af Fremtidens Gårdhave ved Askøgade vurderes til at blive 11,1 mio. kr., hvoraf Staten refunderer 50 %. De 7,2 mio. vedrører det ordinære gårdanlæg, mens de resterende 3,9 mio. kr. vedrører forsøgsdelen.

Tilskudsberegningerne for den ordinære gårdhaveramme er vedlagt som bilag 3 og 4. Økonomien for de to projekter er uddybet i bilag 6. Ejerne i de respektive karréer afholder selv de kommende driftsudgifter til deres gårdhave.

Videre proces

Projektforslagene sendes i otte ugers offentlig høring og der gennemføres en digital opbakningsundersøgelse via e-boks. Efter høringsperiodens udløb vil forvaltningen tage stilling til de indkomne bemærkninger. Høring og afstemning forventes igangsat primo marts 2016 og afsluttet primo maj 2016.

Såfremt der er den nødvendige opbakning til en fælles gårdhave blandt beboere, ejere og erhvervsdrivende, vil Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen medio 2016 blive forelagt indstilling om 2. behandling og endelig godkendelse af anlægsbevilling til de to gårdhaver.

Gårdhaven i Klimakarréen anlægges efter bygningsfornyelsen i Klimakarréen er afsluttet og forventes færdiganlagt ultimo 2017. Fremtidens Gårdhave ved Askøgade forventes færdiganlagt medio 2017.

Den sidste demonstrationsgårdhave er udpeget til at være Fremtidens Gårdhave ved Mozartsvej, i Sydhavn. Den forventes fremlagt for TMU i sommeren 2017 og anlagt i foråret 2018.

                  Pernille Andersen           

                                                                     /Anders Møller          

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 22. februar 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning
”Vi finder, at det som udgangspunkt er en privat opgave og udgift at renovere egen gårdhave.”

Til top