Revideret administrationsgrundlag for lysreklamer og lysende reklamestandere på vejareal inkl. tidsbegrænsning
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til redegørelse for By- og Pendlercykel Fondens muligheder for med hjemmel i vejloven at opstille fastmonterede digitale informations- og reklamestandere på bycykelstationerne, samt godkende revideret administrationsgrundlag for lysreklamer og lysende reklamestandere på vejareal.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,
- at det tages til efterretning, at det, jf. forvaltningens redegørelse vedr. By- og Pendlercykel Fondens ønske om opsætning af reklamestandere, kræver ansøgning og tilladelse jf. vejlovens § 80, stk. 1 og administrationsgrundlag, jf. pkt. 2.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, - at revideret tillæg om lysreklamer og lysende reklamestandere på vejareal inkl. tidsbegrænsning, jf. bilag 2, tilføjes administrationsgrundlaget ”Skilte og reklamer i København”, jf. bilag 3.
- at der hermed er gjort op med medlemsforslaget stillet af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om at undersøge muligheden for digitale informations- og reklamestandere på By- og Pendlercykel Fondens cykelstationer.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 8. juni 2020 et medlemsforslag (bilag 7), der pålagde forvaltningen at undersøge om By- og Pendlercykel Fonden kan få mulighed for at opstille fastmonterede digitale informations- og reklamestandere på 25 af deres nuværende 120 cykelstationer beliggende på kommunale arealer i Københavns Kommune.
Teknik- og Miljøudvalget tog den 26. oktober 2020 stilling til forvaltningens undersøgelse af By- og Pendlercykel Fondens muligheder for at opstille fastmonterede digitale informations- og reklamestandere på bycykelstationerne. Udvalget tog til efterretning, at det eksisterende aftalegrundlag for By- og Pendlercykel Fonden ikke giver mulighed for, at fonden kan opsætte digitale informations- og reklamestandere i tilknytning til bycykelstationerne, men besluttede samtidigt at sende at-punktet om, at opsætning af reklamestandere ved bycykelstationerne forudsætter, at By- og Pendlercykelfonden ansøger om tilladelse efter vejlovens § 80, stk. 1 om særlig råden over vejareal, tilbage til forvaltningen.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. maj 2021 at sende indstillingen tilbage til forvaltningen med henblik på, at der indføres en tidsbegrænsning i administrationsgrundlaget. Med denne indstilling skal der tages stilling til forvaltningens redegørelse af reglerne for opsætning af digitale reklamestandere samt det oplæg til revideret administrationsgrundlag, som ansøgningerne skal behandles efter.
Løsning
By- og Pendlercykel Fonden har ansøgt om opsætning af reklamestandere på foreløbigt 27 bycykelstationer (inklusive reklamestanderen på Rådhuspladsen). Donkey Republic har ansøgt om opsætning af 50 reklamestandere.
Da forvaltningen har indgået en koncessionskontrakt med AFA JCDecaux (herefter AFA) om reklamebærende byudstyr bl.a. fritstående digitale reklamestandere, har AFA JCdecaux’s CEO i brev af 25. maj 2021 (bilag 8) skrevet til overborgmesteren og beskrevet de forudsætninger, de mener ligger i kontrakten og hvorfor kommunen med nærværende indstilling krænker den indgåede aftale. De vil ikke acceptere en krænkelse af den aftale, de allerede har og da der således er en overhængende risiko for, at Københavns Kommune kan blive sagsøgt for et meget stor millionbeløb, vil forvaltningen foretage en juridisk vurdering af procesrisikoen.
Redegørelse af nuværende regler for opsætning af lysreklamer og lysende reklamestandere på vejareal
En opsætning af reklamestandere skal ske efter ansøgning og tilladelse efter vejlovens § 80, stk. 1 om særlig råden over vejareal. Inden en tilladelse gives, skal kommunen foretage høring af politiet. Tilladelsen eller afslaget skal altid gives på baggrund af en konkret vurdering af den trafikale situation på det konkrete sted. Kommunen kan sætte en række vilkår til tilladelsen, herunder æstetiske krav. Det fremgår således af forarbejderne til vejlovens § 1, at vejmyndigheden udover trafikale hensyn også kan lægge vægt på konsekvenserne for bl.a. bymæssige værdier som fx byrum, arkitektur og æstetik. Disse forhold skal afvejes over for ansøgers behov for at få en tilladelse.
Forvaltningen administrer ansøgninger om skilte og reklamer på vejareal i henhold til administrationsgrundlaget ”Skilte og reklamer i København”, seneste revision godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 23. september 2013.
Det fremgår af administrationsgrundlaget ”Skilte og reklamer i København”, at reklamer primært kan opsættes på bygninger, på steder hvor målet med opsætning af reklamer er at understøtte særlige bymæssige og trafikale knudepunkter og samtidig sende et signal om en aktiv og levende storby. Oveni skal et hensyn til byens særlige kvaliteter, herunder de historiske byområder, sikres. Retningslinjerne skal derfor også tilgodese, at følsomme områder i byen beskyttes mod stor reklameeksponering. Administrationsgrundlaget indeholder retningslinjer om lysreklamer eller lysende reklamestandere på facader og bygninger, men omtaler ikke lysreklamer på vejareal
Borgerrepræsentationen godkendte den 26. februar 2015, i forbindelse med udbuddet af koncessionskontrakten om reklamebærende byudstyr, et tillæg til administrationsgrundlaget, som indeholder retningslinjer for digitale skærme på byudstyr, jf. bilag 4. Tillægget tog udgangspunkt i det aktuelle udbud og behovet for at gøre dette tilstrækkeligt attraktivt for markedet, for at kommunen i sidste ende gennem udbuddet kunne få løftet et konkret behov for opsætning og drift af byudstyr. Tillægget giver mulighed for opsætning af digitale reklamer på et afgrænset antal reklamestandere på vejareal i Indre By og på buslæskærmene, og der blev defineret en række retningslinjer for udformning og placering. Kommunen indførte med tillægget en praksis for opsætning af fritstående reklamestandere i Indre By.
Forvaltningen har undersøgt historikken omkring indgåelse af koncessionskontrakten omkring reklamebærende byudstyr. Indgåelsen af koncessionskontrakten med i 2016 har ikke indflydelse på kommunens rolle som vejmyndighed og ændrer ikke på kommunens pligt til som vejmyndighed at behandle ansøgninger om opsætning af byudstyr og reklameskærme efter vejlovens regler om tilladelser til råden over vejareal. Alle opsætninger af reklamebærende byudstyr på vejarealer skal således, uafhængigt af koncessionskontrakten, godkendes af forvaltningen som vejmyndighed i henhold til vejlovens regler. Forvaltningen har med inddragelse af advokat i bilag 5, der er fortroligt jf. offentlighedsloven § 27, nr. 4, redegjort for forløbet med koncessionskontrakten, samt kommunens rolle som vejmyndighed. Senest har AFA har i brevet 25. maj 2021tilkendegivet at de anlægger sag om misligholdelse af koncessionskontrakten, såfremt kommunen udsteder tilladelser til digitale reklamestandere til tredjemand.
Forvaltningen har tillige undersøgt, om der som følge af kommunens samarbejdsaftale med By- og Pendlercykel Fonden er udbudsretlige hindringer i forhold til at meddele tilladelse til opsætning af reklamestandere på bycykelstationerne, jf. bilag 6. Det vurderes, at samarbejdsaftalen ikke udgør en offentlig kontrakt i udbudslovens forstand. Det skyldes, at samarbejdsaftalen ikke har karakter af en gensidigt bebyrdende aftale, men regulerer samarbejdet om at etablere et bycykelsystem. Kommunen betaler et administrationsbidrag til By- og Pendlercykel Fonden for administration af rammeaftalen, men modtager ikke i traditionel forstand en modydelse fra By- og Pendlercykel Fonden. Modsat er koncessionskontrakten om reklamebærende byudstyr en gensidig bebyrdede aftale, hvor kommunen modtager en ydelse i form af byudstyret. Derfor har koncessionskontrakten også været udbudt.
Oplæg til nyt revideret tillæg om lysreklamer og lysende reklamestandere på vejareal
Forvaltningen har udarbejdet oplæg til revideret tillæg om lysreklamer og lysende reklamestandere på vejareal, jf. bilag 2. Forvaltningen har på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 10. maj 2021 indarbejdet et vilkår om tidsbegrænsning. Tillægget lægger derudover op til at præcisere og fastholde den hidtidige restriktive praksis, der tidligere kun har været møntet på Indre By, men foreslås ikke yderligere skærpet, da dette ikke er foreneligt med tidligere beslutning (BR 26. februar 2015), jf. afsnittet om nuværende regler.
Forvaltningen har derfor i det reviderede tillæg bibeholdt den hidtidige politisk godkendte retning om, at reklamestandere, som placeres i det offentlige rum, på gader og pladser skal begrænses og kun tillades opsat såfremt opsætningen giver værdi til byens byrum og byliv.
I tillægget er der fortsat lagt vægt på trafiksikkerhed, fremkommelighed, tryghed og overblik i gader, hensyn til naboer og det specifikke byrum. Der kan fastsættes tekniske krav til fx styring af belysning, begrænsning af lysende baggrunde og animationer, billedeskift, lysintensitet, effekter og overgange i visningen m.v. Forvaltningen anvender Vejdirektoratets vejledning fra 2018 om trafiksikkerhed og lysreklamer i vurderingen.
Tilladelserne vil som udgangspunkt blive tidsbegrænset til tre år. Tidsbegrænsningen skyldes, at forvaltningen af planlægningshensyn, herunder hensyn til udviklingen i byrummets anvendelse, ikke vurderer det hensigtsmæssigt at fastlåse anvendelsen af vejarealet i mere end tre år ad gangen. Vilkåret om tidsbegrænsning fastsættes på baggrund af en konkret vurdering i hver ansøgning.
Tillægget tilføjes det eksisterende administrationsgrundlag ”Skilte og Reklamer i København”, jf. bilag 3. Tillægget skal lægges til grund for forvaltningens sagsbehandling af ansøgninger om fx digitale reklamestandere, herunder ansøgninger fra By- og Pendlercykel Fonden og Donkey Republic om reklamestandere med henblik på salg af reklameplads til tredjemand.
By- og Pendlercykel Fondens ønske om opsætning af digitale informations- og reklamestandere
By- og Pendlercykel Fondens ønske om opsætning af reklamestandere forudsætter, at fonden ansøger konkret for hver ønsket lokation, hvor de ønsker at opsætte en reklamestander.
Forvaltningen har på den baggrund i foråret 2020 vejledt og oplyst By- og Pendlercykel Fonden om, at de kan ansøge efter vejlovens § 80, stk. 1, hvis de ønsker opstilling af digitale reklamestandere. Fonden har den 6. oktober 2020 og den 15. marts indsendt en ansøgning om opsætning af informations- og reklamestandere ved foreløbigt 26 bycykelstationer. Derudover har fonden uden ansøgning i januar 2019 opsat en reklamestander ved bycykelstationen på Rådhuspladsen. Denne placering kan ikke godkendes af trafikale grunde, hvorfor forvaltningen, som oplyst til Teknik- og Miljøvalget den 12. maj 2019, har igangsat en påbudsproces. Forvaltningen har den 23. februar 2021 meddelt By- og Pendlercykel Fonden endeligt påbud om at slukke reklamestanderen. En fjernelse af standeren afventer fondens stillingtagen til at søge om en alternativ placering af standeren.
Forvaltningens vurdering af By- og Pendlercykel Fondens muligheder for at opnå tilladelse til digitale informations- og reklamestandere
By- og Pendlercykel Fondens formål er at etablere et bycykelsystem og være kontraktholder overfor operatøren af bycykelsystemet. Forvaltningen anerkender fondens behov for at informere og reklamere for bycyklen. Fonden informerer allerede i dag brugere og borgere om bycykelsystemet på almindelige informationsskilte ved bycykelstationerne. Disse skilte er brugervenlige og kun lidt indgribende for byrummet.
Forvaltningen vurderer, at fondens opsætning af digitale reklamestandere, der en del af tiden vil vise reklamer uden relation til bycyklen, ligger ud over det informationsbehov, der knytter sig til driften af bycyklerne.
Der vil således være steder, hvor hensyn til byliv, trafik, boliger, bevaringsværdier og rekreative/grønne områder eller byrum vejer tungere end hensynet til fondens ønske om opstilling af reklamestandere. Det forhold, at forvaltningen allerede har givet AFA tilladelse til opstilling at reklamestandere, kan betyde, at ligebehandlingsprincippet i nogle tilfælde vil medføre, at der skal gives tilladelse, hvis forholdene er sammenlignelige med en af AFA opstillet reklamestander. Det skyldes, at i henhold til vejloven adskiller AFAs ønske om og behov for opsætning af fritstående reklamestandere sig ikke væsentligt fra fondens ønske om opsætning af reklamestandere. I henhold til vejloven kan forvaltningen ikke tillægge det vægt, at AFAs opsætning sker som led i en aftale om opsætning og drift af byudstyr. Forvaltningen vil derfor i nogle tilfælde kunne imødekomme en ansøgning, mens der i andre tilfælde vil blive meldt afslag. Det vil bero på en konkrete ansøgning og den specifikke lokation for opsætningen. Forvaltningen kan af samme grund heller ikke på forhånd begrænse By- og Pendlercykel Fondens ansøgninger om reklamestandere til 25 placeringer. Tilsvarende gør sig gældende i forhold til ansøgningerne fra Donkey Republic.
Det er forvaltningens vurdering, at udvalget kan godkende det nye reviderede tillæg om reklamestandere, men på baggrund af AFAs seneste henvendelse af 25. maj 2021 agter forvaltningen dog at igangsætte en yderligere juridisk gennemgang af forholdet mellem vejmyndighedsrollen og koncessionskontrakten med henblik på at få afdækket procesrisikoen i forbindelse med kommunens kontrakt og samarbejde med AFA.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, træder det reviderede tillæg i kraft. Forvaltningen vil informere By- og Pendlercykel Fonden og Donkey Republic om udvalgets beslutning samt fortsætte behandlingen af de indkomne ansøgninger i henhold til det reviderede administrationsgrundlag. Forvaltningen agter desuden at igangsætte en yderligere juridisk gennemgang af forholdet mellem vejmyndighedsrollen og koncessionskontrakten med henblik på at få afdækket procesrisikoen i forbindelse med kommunens kontrakt og samarbejde med AFA.
Endelig vil forvaltningen igangsætte et arbejde med at sammenskrive tillægget med administrationsgrundlaget ”Skilte og reklamer i København”, så der foreligger et samlet og opdateret administrationsgrundlag for skilte og reklamer i København.
Søren Wille
/Lone Byskov
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 21. juni 2021
Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som erstatning af 1.-3. at-punkt (ÆF1):
’’at indstillingen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på, at administrationsgrundlaget strammes, så der kommer en mere restriktiv praksis for lysreklamer og lysende reklamestandere på vejareal fx en tidsbegrænsning af tilladelserne.”
Ændringsforslaget blev vedtaget af et enig udvalg.
Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag om at tilføje et nyt 2. at (ÆF2):
”At der ikke gives tilladelse til yderligere lysreklamestandere på Rådhuspladsen”.
Ændringsforslaget blev vedtaget med 6 stemmer mod 0. 4 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, C, O, V, Ø og Å.
Imod stemte:
Undlod at stemme: A og F.