Medlemsforslag om altaner er opsat korrekt
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at indhente en opgørelse fra selskabet Altan.dk om i hvilke ejendomme Altan.dk har opsat altanerne på 4. sal eller højere.
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at indhente dokumentation fra Altan.dk om, hvordan hver enkelt altan er monteret samt indenfor lovgivningens rammer at gennemføre et relevant tilsyn af de altaner, hvor Altan.dk ikke kan dokumentere en korrekt ophængning.
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen efter modtagelsen af dokumentationen, at vurdere muligheden for at oprette et site på nettet, hvor boligforeninger aktivt kan indberette forhold vedrørende altaner opsat af Altan.dk.
(Stillet af Dansk Folkeparti)
MOTIVERING
Berlingske omtaler, (1. maj 2021 - se bilag 1), en sag hvor en beboer på Vesterbro gennem sit ihærdige arbejde har afsløret, at selskabet Altan.dk i første omgang havde monteret hans altan på en måde der ikke lever op til sikkerhedskravene. Ifølge det oplyste blev altanen kun forankret i ydermuren uden forstærkninger under gulvet i den pågældende lejlighed eller op mod de bærende konstruktioner. Det er velkendt, at Altan.dk har opsat mange altaner i Københavns Kommune, og der er nu skabt utryghed om, hvorvidt der er et antal yderligere altaner der ikke er monteret korrekt i forhold til sikkerhedsnormerne.
Af omtalen i Berlingske fremgår det, at forvaltningen har reageret meget langsomt på borgerens henvendelser, uagtet at det handler om en sag om borgernes sikkerhed. På den baggrund foreslås det at pålægges Teknik- og Miljøforvaltningen at indhente en opgørelse fra selskabet Altan.dk om i hvilke ejendomme Altan.dk har opsat altanerne på 4. sal eller højere. De højere etager er relevante, idet en evt. nedstyrtning fra høj højde naturligvis er mest alvorlig, men også fordi, at murene på en ejendom typisk er tyndere på de øverste etager. Forvaltningen pålægges herefter at indhente dokumentation fra Altan.dk om, hvordan hver enkelt altan er monteret samt at gennemføre et aktivt tilsyn af de altaner, hvor Altan.dk ikke kan dokumentere en korrekt ophængning. Endelig pålægges det forvaltningen at oprette et site på nettet, hvor boligforeninger aktivt kan indberette forhold vedrørende altaner opsat af Altan.dk. Dette materiale skal benyttes til at krydstjekke med oplysningerne indberettet af Altan.dk
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. maj 2021
Medlemsforslaget blev udsat.