Mødedato: 17.01.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra lokalplan 423 Ragnhildgade Vest til tre forhold i forbindelse med opførsel af ungdomsboliger på Rovsingsgade 63, Nørrebro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation til, at et fælleshus opføres i én etage, at der alene etableres adgang til bebyggelse fra gadesiden ved én opgang og til reduktion af bilparkeringskravet.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation til, at det selvstændige fælleshus etableres i én etage.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation til, at der alene etableres adgang til bebyggelse fra gadesiden ved en enkelt opgang.
  3. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation til reduktion af bilparkeringskravet, som beskrevet under Løsning.

Problemstilling

En bygherre har søgt dispensation fra lokalplan 423 Ragnhildgade vedtaget af Borgerrepræsentationen den 11. juni 2008. Der er søgt dispensation fra tre forhold i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse til at opføre 127 ungdomsboliger, heraf 60 almene ungdomsboliger og syv almene handicapboliger, på Rovsingsgade 63. Dispensationerne har været i naboorientering fra den 7. oktober 2021 til den 28. oktober 2021. Forvaltningen har modtaget 16 høringssvar. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer. Dispensationen forelægges Teknik- og Miljøudvalget på grund af antallet af høringssvar og fordi Jakob Næsager (C) har bedt om at få dispensationen til behandling i udvalget. De ansøgte dispensationer er nærmere beskrevet nedenfor.

Teknik- og Miljøudvalget delegerede den 21. august 2017 kompetencen til, at Teknik- og Miljøforvaltningen kan meddele dispensation i sager, hvor dispensationen ikke er af principiel karakter, eller naboorienteringen ikke har medført mange og/eller vægtige indsigelser. 

Løsning

Dispensationen omhandler de forhold, der i skemaform er vist nedenfor.

Formålet med dispensationen er at reducere bygningshøjden på fælleshuset, alene at etablere adgang til bebyggelse fra gadeside ved en enkelt opgang og reducere krav til antal bilparkringspladser i overensstemmelse med Kommuneplan 2019. Teknik- og Miljøforvaltningen kan anbefale dispensationen, da det vil udnytte ejendommens kvadratmeter mere optimalt og understøtte parkeringsnormen for ungdomsboliger jf. Kommuneplan 2019.

 

Muliggjort i lokalplan nr. 423 Ragnhildgade Vest:

Muliggøres med dispensation:

Forvaltningens vurdering:

Af § 5, stk. 2, pkt. a: ”Ny bebyggelse skal opføres indenfor de på lokalplantegningen viste principielle byggefelter.”

 

Opførelse af fælleshuset i én etage på et areal, der i lokalplanen er fastlagt til bebyggelse i 2-3 etager.

Der er tale om en reduktion af bygningshøjden sammenlignet med lokalplanens byggemuligheder, samtidig vurderes bygningen, med den reducerede højde, ikke at forringe dagslysforholdene i de omkringliggende bygninger.

 

Af § 6, stk. 4, pkt. h: ”Opgange i boligbebyggelse langs veje skal forsynes med adgang til begge facader.”

 

At den vestligst beliggende opgang etableres med adgang alene til gadesiden, hvilket afviger fra lokalplanens krav om, at opgange langs veje skal forsynes med adgang til begge facader.

Der er tale om én opgang nærmest bygningsgavlen, og kravet om en afstand på maksimalt 50 m fra opgangsdør til affaldsskur vil fortsat være overholdt.

Af § 7, stk. 2: ”Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal.”

 

Reducering af antal parkeringspladser i overensstemmelse med parkeringsnormen i Kommuneplan 2019 ved at etablere 8 parkeringspladser i stedet for de i lokalplanen krævede 62 parkeringspladser svarende til en norm på 1 parkeringsplads til 857 m² etageareal.  

Behovet for bilparkering til ungdomsboliger er generelt væsentligt lavere end behovet for bilparkering til familieboliger. Derudover er det reducerede antal bilparkeringspladser i overensstemmelse med normen i Kommuneplan 2019.

 

Muligheden for at dispensere fra en lokalplan
En dispensation er en tilladelse til at fravige en konkret lokalplanbestemmelse, eventuelt med betingelse om at opfylde særlige vilkår. Formålet med dispensationsmuligheden er at give en vis fleksibilitet i administrationen af lokalplaner. Efter planlovens § 19 kan kommunen dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Dog kan der dispenseres fra principperne, hvis dispensationen tidsbegrænses til maksimalt at gælde tre år, dog 10 år for studieboliger.

Særligt om dispensation fra parkeringskrav i ældre lokalplaner som følge af Kommuneplan 2019

Borgerrepræsentationen godkendte den 17. september 2020, at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til efter en konkret vurdering at dispensere fra parkeringskrav i ældre lokalplaner, så normerne følger Kommuneplan 2019.

Proces for dispensationer og det politiske råderum
Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer Teknik- og Miljøudvalget om dispensationer gennem ”Liste med dispensationer og naboorienteringer” på Aflæggerbordet. Et udvalgsmedlem kan altid beslutte, at en konkret ansøgning om dispensation skal behandles af udvalget, uanset om naboorienteringen har medført mange eller vægtige høringssvar.

Høring

Dispensationen har været i naboorientering i perioden fra den 7. oktober 2021 til den 28. oktober 2021. Forvaltningen har modtaget 16 henvendelser (bilag 3). Henvendelserne er refereret med forvaltningens bemærkninger (bilag 4).

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser, der vedrører dispensationssagen:

13 henvendelser handler om, at dispensationens krav til antal bilparkeringspladser er for lavt til det pågældende byggeri med 120 boliger, og at antallet ikke svarer til behovet ungdomsboligbebyggelsen, herunder syv handicapboliger, afstedkommer. Der udtrykkes bekymring for, at de fleste af de otte bilparkeringspladser sandsynligvis vil blive benyttet af beboere i handicapboligerne, hvilket kun overlader 1-3 bilparkeringspladser til de resterende beboere. Der udtrykkes tilmed bekymring over, at området allerede opleves som udfordret af mangel på bilparkeringspladser, og projektet vil fjerne de 50-80 pladser på grunden, der i dag benyttes til bilparkering for området.

Forvaltningens bemærkninger:

Dispensationens krav om antal bilparkeringspladser er i overensstemmelse med normerne i Kommuneplan 2019. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at en reducering af antal bilparkeringspladser svarer til det forventede behov for det pågældende byggeri. Bilparkeringspladser, der etableres ifm. byggeriet, vil være placeret på privat areal og er tiltænkt at møde parkeringsbehovet for det pågældende byggeri.

I forhold til handicapparkeringsplads bliver der stillet krav om én plads, der kan rumme en handicapbus og kun kan benyttes af beboere med handicaplicens. De resterende pladser har grundejer fleksibilitet til at reservere til handicapparkering i det omfang, at der er behov herfor. Kravet på én plads stilles med udgangspunkt i ’Anvisning om bygningsreglement 2018’ udarbejdet af BUILD (tidl. SBI), hvoraf det fremgår, at der erfaringsmæssigt bør etableres én handicapparkeringsplads ved etablering af 1-9 parkeringspladser. Det er muligt for kommunen at fastlægge, at flere parkeringspladser skal være handicappladser. Dette vil dog fjerne fleksibiliteten for, at grundejer kan tilpasse de syv resterende parkeringspladser til det reelle behov for handicapparkering i den konkrete ejendom, der kan skifte over tid.

Hvis udvalget ønsker at imødekomme henvendelserne om yderligere parkering, er det muligt efter en konkret vurdering at give dispensation til en mindre reduktion af bilparkeringskravet end det ansøgte, hvilket efterfølgende kan danne præcedens i andre lignende ansøgninger om dispensation.  

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt dispensationen, vil forvaltningen meddele dispensationen.

                                    Søren Wille

                                                      /Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 17. januar 2022

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top