Drøftelsessag. Sikring af bevaringsværdige bygninger
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter
forvaltningens proces i forbindelse med sikring af de bevaringsværdige bygninger i København, herunder hvordan Københavns Museum inddrages i behandlingen
Problemstilling
Teknik- og Miljøvalget har den 21. oktober 2013 anmodet forvaltningen om at forberede en drøftelsessag, der belyser hvordan forvaltningen sikrer de bevaringsværdige bygninger i København, og om denne proces er tilstrækkelig med henblik på at sikre Københavns kulturarv.
Udvalget har udtrykt bekymring over, at bygningernes bevaringsværdi tilsyneladende skifter med ønsket om at bebygge områder. Derfor ønskes en skriftlig gennemgang af processen omkring bevaringsværdige bygninger.
Udvalget ønsker endvidere en redegørelse for, hvordan forvaltningen inkluderer Københavns Museum i arbejdet.
Løsning
Forvaltningens vurdering
Forvaltningen vurderer jf nedenstående redegørelse, at der tages vare om bevaringsværdige bygninger og bymiljøer i kommunen med de forskellige administrative muligheder lovgivningen rummer. Dette sker under hensyntagen til byens behov for udvikling og fornyelse. En mulig skærpelse kan for eksempel ske ved at udvide omfanget af de bygninger, der er oplistet som bevaringsværdige i kommuneplanen med bygninger i SAVE kategori 4, som er en høj middelværdi. Dette blev drøftet og afvist af Borgerrepræsentationen i forbindelse med vedtagelse af Kommuneplan 2011, men udvalget vil have mulighed for at fremlægge dette tema ved høring af Kommuneplan 2015. Forvaltningen vil dog ikke anbefale dette, da det samtidig indebærer, at bebyggelsen i forbindelse med ombygning kan blive fritaget for at opfylde gældende energikrav jf. bygningsreglementet. Dermed vil en sådan beslutning betyde, at det bliver vanskeligere at opfylde kommunens mål om miljømæssig bæredygtighed.
Proces omkring bevaringsværdige bygninger
En enkeltbygning er bevaringsværdig, når den er optaget som bevaringsværdig i en kommuneplan eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt. Bevaringsværdien er bundet op på SAVE- registreringerne, men er ikke omfattet af lovkrav, før den er udpeget i en kommuneplan eller lokalplan.
Generelt fører kommunen en restriktiv politik i forhold til håndtering af de bevaringsværdige bygninger, og der stilles store krav til bygherrer og arkitekter, når en bevaringsværdig bygning skal ombygges. Det er dog altid en afvejning af hensyn, når der planlægges for områder eller bygninger med bevaringsinteresser.
Kommuneplanen
I Kommuneplan 2011 var bebyggelsesbevaring et særligt tema. Der blev, ud over de bevaringsværdige bebyggelser, der er vist i tidligere kommuneplaner, udpeget 44 værdifulde kulturmiljøer – se kort i vedlagte bilag 2, og endelig blev der udpeget bevaringsværdige bygninger (SAVE 1 – 3), som er vedlagt kommuneplanen som en liste.
Kommuneplanen er bindende for administrationen. Hvis der er byggeønsker i modstrid med bevaringsinteresserne i et område, kan kommunen med hjemmel i planloven nedlægge et forbud og udarbejde en lokalplan, der sikrer bevaringsværdierne. Der gælder særlige regler, hvis en ejer ønsker at nedrive en bygning, der er udpeget som bevaringsværdig.
Størstedelen af Indre by og nogle områder på Christianshavn er friholdt for standardiserede bestemmelser på grund af de ekstraordinære bevaringshensyn. Desuden er der særlige bestemmelser, der giver særlige begunstigelser til bevaringsværdige bygninger med henblik på at tilskynde ejere til at omdanne/istandsætte bevaringsværdige bygninger for eksempel ved at give mulighed for en højere bebyggelsesprocent.
Lokalplanerne
Der er vedtaget mere end 60 lokalplaner og byplanvedtægter, hvis hovedformål det er at sikre bevaringsværdige bygninger og bebyggelser - se kort i vedlagte bilag 2. Der i øjeblikket fire bevarende lokalplaner under udarbejdelse, nemlig Nyhavn og Gammelholm, Søfronten, På Bjerget og Eberts Villaby. Forvaltningen arbejder til stadighed på at gøre kvaliteten af lokalplaner bedre, herunder de bevarende lokalplaner. Særlig gøres der meget ud af registreringer og egenartsanalyser i områderne med henblik på at kvalificering og vurdering af hvilke bygninger, beplantninger mv., der er væsentlige for stedets karakter.
Københavns Arkitekturpolitik
Københavns Arkitekturpolitik er indeholder en række målsætninger, anbefalinger og retningslinjer for byggeri, herunder for sikring af bevaringsværdier. Arkitekturpolitikken beskriver en række indsatsområder for lokalplanarbejdet og vurdering af projekter i øvrigt.
Retningslinjer og vejledninger
Forvaltningen har udarbejdet vejledende retningslinjer for eksisterende bygninger. Sådanne vejledninger i form af lettilgængelige foldere er gode redskaber i dialogen med ejere, lejere, bygherrer og forretningsdrivende. De eksisterende retningslinjer er i øjeblikket under revision og vil blive fremlagt i Teknik- og Miljøudvalget primo 2014.
Københavns Museum
Københavns Museum er en del af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det er praksis, at inddrage andre forvaltninger og centre i lokalplanarbejdet afhænging af sagens karakter. Københavns Museum har ikke nogen formel kompetence, men inddrages altid i arbejdet med de bevaringsværdige bygninger og bymiljøer, og museet har bl.a. deltaget i udpegningen af kulturmiljøerne. Museet inddrages også i arbejdet med de bevaringsværdige bygninger i forbindelse med lokalplanarbejdet og i forbindelse med evt. ønsker om nedrivning af bevaringsværdige bygninger. Museets bemærkninger indgår i sagsfremstillingen overfor udvalget i sådanne sager. I forbindelse med udvikling af ejendomme, hvor der indgår enkeltbygninger, der er SAVE-registreret med høj bevaringsværdi, tages der stilling til, om de i lokalplanen skal udpeges som bevaringsværdige. Dette sker i en afvejning af, hvor umistelig en karakter bygningerne har, hvordan de indgår i den bymiljømæssige sammenhæng, og hvilke konsekvenser det i øvrigt har for en hensigtsmæssig udnyttelse af en ejendom.
Økonomi
Videre proces
Pernille Andersen
/ Simon Kjær Hansen
Beslutning
Indstillingen blev udsat.