Kommunal garanti vedr. ombygning af Boligforeningen AAB´s afdeling 98 og 99, Dronning Ingrids Hjem (etape 2)
Teknik- og Miljøudvalget skal træffe beslutning om kommunal garanti for lån til 2. etape af ombygningen af den almene boligorganisation Boligforeningen AAB’s afd. 98 og 99 Dronning Ingrids Hjem, beliggende Carl Jacobsens Vej 6A, Valby.
Indstilling og beslutning
- at kommunen stiller garanti for realkreditlån til finansiering af 2. etape af ombygningen af den almene boligorganisation Boligforeningen AAB’s afd. 98 og 99 Dronning Ingrids Hjem beliggende Carl Jacobsens Vej 6A. Kommunen skal garantere for 62,65 pct. (46,020 mio. kr.) af et lån på 73,918 mio. kr. til ældreboligerne (afd. 98) og 100 pct. af et lån på 30,711 mio. kr. til servicearealerne (afd. 99).
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 13. oktober 2005 ombygning af Dronning Ingrids Hjem. Kort for færdiggørelse og indflytning nedbrændte den nyrenoverede bygning 1. På den baggrund godkendte Borgerrepræsentationen den 11. december 2008 nedrivning og genopførelse af den nedbrændte bygning i to etaper.
1. etape omfatter opførelse af 80 ældreboliger med tilhørende servicearealer. Byggeriet er færdiggjort, og byggeregnskab er fremsendt til kommunen. Kommunen har oktober 2010 stillet garanti på 60,70 pct. for et lån på 118.216.000 kr. for ældreboligerne og 100 pct. garanti for et lån på 19.291.000 kr. for servicearealerne.
2. etape omfatter færdiggørelse af det igangværende byggeri ved at erstatte en tilbageværende bygning (bygning 3) med 56 nybyggede ældreboliger med tilhørende servicearealer. Byggeriet er færdiggjort, og byggeregnskab er fremsendt til kommunen.
Efter færdiggørelse vil afdelingen rumme 136 ældreboliger.
Den 26. august 2010 godkendte Borgerrepræsentationen at stille garanti for 2. etape.
I forbindelse med Borgerrepræsentationens beslutning blev Teknik- og Miljøudvalget bemyndiget til at stille den nødvendige garanti for lån til finansiering af ombygningen i medfør af styrelseslovens § 41 og lånebekendtgørelsens § 15. Garantierne stilles med hjemmel i almenboliglovens § 127.
Efter Borgerrepræsentationens godkendelse er Teknik- og Miljøudvalget således bemyndiget til at stille de konkrete garantier i overensstemmelse med beslutningen, og borgmesteren er bemyndiget til efterfølgende at underskrive garantidokumenterne.
Løsning
Kommunen anmodes om at stille garanti for belåning af ombygningen som angivet nedenfor:
Adresse |
Carl Jacobsens Vej 6A, Valby |
Lån, kr. |
73.918.000 kr. |
Garanti pct. |
62,65 pct. |
Kommunens hæftelse i kr. |
46.019.890 kr. |
Låntager |
Boligforeningen AAB, afd. 98, Carl Jacobsens Vej 6A |
Långiver |
Nykredit |
Beslutningsdato |
26-08-2010 |
Antal boliger |
56 ud af i alt 136 |
Sagstype |
Ombygning (plejeboliger) |
Adresse |
Carl Jacobsens Vej 6A, Valby |
Lån, kr. |
30.711.000 kr. |
Garanti pct. |
100 pct. |
Kommunens hæftelse i kr. |
30.711.000 kr. |
Låntager |
Boligforeningen AAB, afd. 99, Carl Jacobsens Vej 6A |
Långiver |
Nykredit |
Beslutningsdato |
26-08-2010 |
Antal boliger |
56 ud af i alt 136 |
Sagstype |
Ombygning (serviceareal) |
Økonomi
Garantierne er eventualforpligtelser, der kun får bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget, såfremt låntager Boligforeningen AAB, afdeling 98 og 99 ikke er i stand til at betale lånene.
Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantierne vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt garantiforpligtelserne, sendes erklæringerne om kommunegaranti til underskrift hos teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningens administrerende direktør. Herefter returneres de til Nykredit.
Pernille Andersen
/Simon Kjær Hansen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 15. april 2013:
Indstillingen blev godkendt.