Ændring af praksis vedrørende parkeringsdeklarationer
Indstilling og beslutning
1. at Teknik- og Miljøforvaltningen ophører med at tillade udskydelse af anlæg af parkeringspladser, som kræves i byggesager efter bygge- og planlovgivningen, mod tinglysning af parkeringsdeklarationer om eventuel indbetaling til en parkeringsfond.
2. at verserende sager, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen har krævet parkeringsdeklarationer i byggetilladelser eller har tilkendegivet over for bygherrer, at parkeringsforholdene kan løses ved tinglysning af parkeringsdeklarationer, færdiggøres i overensstemmelse med den hidtil gældende praksis.
3. at Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer parkeringsbehovet i byggesager, der omhandler offentligt og privat byggeri til skoler, børneinstitutioner, plejehjem, ungdomsboliger, lageranvendelse og andre lignende anvendelser konkret i forhold til bebyggelsens anvendelse og placering, således at kravene til parkeringspladser stilles på baggrund af vurderingen, og at der i den forbindelse eventuelt kan dispenseres fra bestemmelser i lokalplaner om parkeringskrav.
4. at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke kræver parkeringspladser ved indretning af nye boliger i tagetager.Problemstilling
På baggrund af udviklingen i bilejerskab i kommunen og et heraf afledt politisk ønske om at få etableret flere parkeringspladser indstilles det at ophøre med at tillade udskydelse af anlæg af parkeringspladser mod tinglysning af parkeringsdeklarationer om eventuel indbetaling til en parkeringsfond. Dette medfører, at der skal godkendes et alternativt administrationsgrundlag for meddelelse af byggetilladelser til alle slags nybyggerier, som indeholder en udvidelse af bruttoetagearealet, da dette kan udløse krav om anlæg af parkeringspladser. Dette administrationsgrundlag skal være gældende, indtil der bliver taget stilling til håndteringen af de eksisterende parkeringsdeklarationer – herunder eventuelt oprettelse af en parkeringsfond.
Løsning
Fra 1950’erne og frem til bekendtgørelsen af Københavns Kommuneplan 2009 har kravet til parkering ved udvidelse af bruttoetagearealer været på 1 parkeringsplads pr. 100 m2 bruttoetageareal. Ved konkrete vurderinger af ansøgninger om byggetilladelser har det været praksis, at kravet på 1 plads pr. 100 m2 skulle stilles, men at det samtidig kunne vurderes, om alle pladserne skulle anlægges for byggeriet på det aktuelle tidspunkt, eller om der kunne ske en udskydelse til senere anlæg. Disse vurderinger har medført en lang række af tinglyste deklarationer om deltagelse i parkeringsanlæg i området/karreen, når det var muligt eller indbetaling til en parkeringsfond, hvis en sådan blev oprettet i kommunen.
Som nævnt indstilles det at ændre praksis, så Teknik- og Miljøforvaltningen ophører med at tillade udskydelse af anlæg af parkeringspladser mod tinglysning af parkeringsdeklarationer om indbetaling til en parkeringsfond.
Det indstilles dog, at verserende sager, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen har krævet parkeringsdeklarationer i byggetilladelser eller har tilkendegivet over for bygherrer, at parkeringsforholdene kan løses ved tinglysning af parkeringsdeklarationer, færdiggøres i overensstemmelse med den hidtil gældende praksis.
I Københavns Kommuneplan 2009 og 2011 er parkeringsnormerne blevet ændret til følgende normer (se uddrag af kommuneplan 2011 nedenfor), og som hovedregel udformet som maksimumsnormer:
Parkeringsnormer (parkeringspladser pr. m2 etageareal) |
||
Områdetype |
Tætbyen og udpegede byudviklingsområder |
Øvrige områder |
B (boliger) |
Mindst 1 pr. 200 m2, højst 1 pr. 100 m2 |
|
C (boliger og serviceerhverv) |
I størrelsesordenen og højst 1 pr. 200 m2 |
I størrelsesordenen og højst 1 pr. 100 m2 |
S (serviceerhverv) |
I størrelsesordenen og højst 1 pr. 150 m2 |
I størrelsesordenen og højst 1 pr. 100 m2 |
E (blandet erhverv) |
I størrelsesordenen og højst 1 pr. 100 m2 |
|
J (Industri) |
I størrelsesordenen og højst 1 pr. 100 m2 |
|
H (havneformål) |
Højst 1 pr. 100 m2 |
|
T (tekniske anlæg) |
Højst 1 pr. 100 m2 |
|
O (institutioner og fritidsområder) |
Højst 1 pr. 100 m2 |
Teknik- og Miljøforvaltningen skal ved byggesagsbehandlingen med baggrund i byggelovgivningen foretage en vurdering af parkeringskravet i forhold til de normer, der er fastsat i kommuneplanen. I forhold til lokalplanlagte områder, hvor parkeringskravet er fastsat til 1 plads pr. 100 m2 bruttoetageareal, skal det – hvis der anmodes om dispensation – vurderes, om de nye normer skal have betydning for det krav, der skal stilles, og der dermed skal dispenseres fra lokalplanens bestemmelser, eller om kravet i lokalplanen skal fastholdes. I byggesager, hvor der ikke er lokalplan eller anden planlægning for området, skal der ske en vurdering i forhold til de nævnte normer i kommuneplanen. Alle vurderinger og krav om parkeringspladser skal efter byggelovgivningen fremgå af byggetilladelserne med en konkret begrundelse.
I områder, hvor der i henhold til lokalplaner er stillet krav om etablering af parkeringspladser i fællesanlæg, og det enkelte byggeri derfor vil være afhængig af, at P-anlægget er opført eller er under opførelse, vil der fortsat til sikring af parkeringsforpligtelsen, blive stillet krav om tinglysning af deklaration, således at forpligtelsen til at etablere parkeringspladserne først skal indfris, når der er basis for opførelse af de krævede fællesanlæg.
Uden for sådanne områder vil den indstillede nye praksis medføre, at de i byggetilladelserne krævede parkeringspladser skal anlægges i forbindelse med byggerierne. Bygherren skal altså i ansøgningen om byggetilladelse anvise, hvordan pladserne kan anlægges. Dette kan ske på terræn, i parkeringskælder eller ved deltagelse i etablering af et parkeringsanlæg i området.
Et krav om anlæg af alle krævede parkeringspladser for det enkelte byggeri må forventes – især i de tæt bebyggede områder – at give bygherre anledning til overvejelser om, hvorvidt det er rentabelt at bygge det, der ønskes, og de overvejelser kan føre til, at byggerier bliver opgivet eller udsat, indtil kravene til parkering eventuelt ændres. Dette kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med projekter om ”huludfyldning” i eksisterende karreer, hvor der kan være store praktiske problemer ved at skulle etablere parkeringspladser, da dette typisk kun kan ske i parkeringskælder.
I byggesager, der f.eks. omhandler offentligt og privat byggeri til skoler, børneinstitutioner, plejehjem, ungdomsboliger og lageranvendelse, er behovet for parkeringspladser ikke så stort som til bolig- og erhvervsbyggeri. Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller derfor, at der i sådanne sager foretages en konkret saglig vurdering af parkeringsbehovet på baggrund af anvendelsen og placeringen af byggeriet, og at der på baggrund af vurderingen evt. stilles parkeringskrav, som er mindre end kommuneplanens normer og medfører dispensation fra eventuelle lokalplanbestemmelser. Kriterierne ved vurderingen vil være anvendelsen af byggeriet, placeringen - herunder om byggeriet f.eks. ligger i indre by eller i et villakvarter - afstand til offentlig transport og oplysninger om bilejerskab i området.
Med hensyn til indretning af nye boliger i tagetager har praksis hidtil været at kræve parkeringsdeklarationer, hvis taget blev hævet med en vis højde. Det indstilles, at der ikke kræves anlagt parkeringspladser i disse tilfælde, da det typisk ikke vil være muligt at anlægge parkering på ejendommene i forbindelse med indretning af tagboliger.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, vil Teknik- og Miljøforvaltningen følge den nye administrationspraksis for parkeringskrav i byggetilladelser.
Hvis indstillingen ikke godkendes, vil det være nødvendigt at få godkendt en anden administrationspraksis uden brug af parkeringsdeklarationer om eventuel indbetaling til en parkeringsfond.
Pernille Andersen
/Lis Napstjert
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 15. april 2013:
Sagen blev udsat.