Mødedato: 13.05.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Teknik- og Miljøudvalgets årlige redegørelse med status for inklusionsindsatsen 2013

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at statusredegørelsen over inklusionsindsatsen inden for Teknik- og Miljøudvalgets område (bilag 1) godkendes

  2. at den reviderede handleplan for inklusionsindsatsen inden for Teknik- og Miljøudvalgets område (bilag 2) godkendes
  3. at den reviderede økonomiske oversigt over inklusionsrettede aktiviteter inden for Teknik- og Miljøudvalgets område (bilag 3) godkendes

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 16. december 2010 Københavns Kommunes Inklusionspolitik 2011-14 (bilag 4). Samtidig blev det besluttet, at de enkelte fagudvalg årligt skal revidere og godkende deres handleplan for mål og indsatser på det enkelte udvalgs område.

I år har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bedt udvalgene udforme en status for inklusionsindsatsen med udgangspunkt i en skabelon. Denne statusredegørelse skal bl.a. også indeholde perspektiver, der er relevante i forhold til udviklingen af en ny inklusionspolitik for perioden 2015-2018. Statusredegørelsen i bilag 1 vil indgå direkte i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens samlede årlige statusrapport til Borgerrepræsentationen.

De enkelte fagudvalg skal desuden fremsende en revideret version af handleplanen (bilag 2) og en revideret økonomioversigt (bilag 3) over aktiviteter, der understøtter indsatsområderne i Inklusionspolitikken.

Løsning

Inklusionspolitikken er bygget op om fire overordnede indsatsområder, hvortil der er knyttet otte mål. Der måles årligt på effekterne af inklusionsindsatsen ved hjælp af forskellige indikatorer samlet i Inklusionsbarometeret.

De fire overordnede indsatsområder i Inklusionspolitikken er:

  1. Alle børn og unge skal have en god start på livet
  2. Inklusion på arbejdsmarkedet
  3. En hånd til udsatte grupper og områder
  4. En åben og imødekommende storby.

Teknik- og Miljøforvaltningen har aktiviteter, der understøtter alle indsatsområderne. Disse aktiviteter er enten direkte målrettet etniske minoriteter eller har inklusion som afledt effekt.

Teknik- og Miljøforvaltningens primære bidrag til inklusionsindsatsen er dog på indsatsområde 3: ”En hånd til udsatte grupper og områder”. Teknik- og Miljøforvaltningen står i spidsen for udmøntning af Politik for Udsatte Byområder i samarbejde med samtlige øvrige forvaltninger. Kernen i Politik for Udsatte Byområder er at løfte de seks udsatte byområder gennem positiv særbehandling og styrket kernedrift fra alle forvaltningers side. Inklusionspolitikken understøttes af arbejdet med de udsatte byområder.

Udviklingsplaner for hvert af de seks udsatte byområder understøtter implementeringen af Politik for Udsatte Byområder. Med udviklingsplanerne sikres det koordinerede samarbejde på tværs af kommunens syv forvaltninger og med den almene sektor.

 

Statusredegørelsen
Statusredegørelsen er en ny form for tilbagemelding på Inklusionspolitikken og indeholder fire elementer defineret af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen: 1) status for handleplanen, 2) udvikling på inklusionsbarometeret, 3) samarbejde på tværs af kommunen og 4) fremtidens inklusion.

Statusredegørelsen er således ikke kun en bagudrettet status men også en fremadrettet refleksion og anbefaling.

I inklusionspolitikken er indsatsområde ”En hånd til udsatte grupper og områder” konkretiseret med et mål om ”Et mere trygt København for alle grupper”. Dette måles med tryghedsinddekset, der viser, at der ved målingen i år er sket en reduktion fra otte områder i byen til fem områder, hvor behovet for tryghedsskabende indsatser er ’markant’. Forvaltningen har en række igangværende indsatser, der understøtter denne udvikling.

Disse indsatser deler sig i to forskellige ben. Det første ben er de områdebaserede indsatser i de udsatte byområder. Indsatserne her omfatter fx områdefornyelser, boligsociale helhedsplaner, tryghedsvandringer, aftaler om fleksibel udlejning og fremskudt erhvervs- og iværksætterindsats (Lab2700).

Det andet ben er de mere ordinære driftsindsatser. Teknik- og Miljøforvaltningen bidrager til trygheden i byen gennem at holde byen fungerende, ren, velplejet, graffitifri og attraktiv at færdes og bo i. Her er mange indsatser, men særligt kan nævnes Green Teams samarbejdet mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, de bemandede legepladser og p-vagternes uddannelse som sikkerhedsambassadører i gaden.

I forhold til de fremtidige perspektiver på Københavns Kommunes arbejde med inklusionsudfordringerne anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen på baggrund af statusredegørelsen:

  • at betydningen af de fysiske rammer inkluderes i den måde man måler tryghed på i Inklusionsbarometeret. Tryghedsforskning viser, at de fysiske rammer har stor betydning for trygheden i byen. Dette er også et tema, der er centralt i den kommende områdefornyelse på Indre Nørrebro
  • at mangfoldigheden i byen og de enkelte byområder sikres gennem fx udlejningsaftaler og fysiske investeringer i udsatte byområder, der understøtter en blandet beboersammensætning
  • at samarbejdet styrkes på tværs af forvaltninger om at løfte de udsatte byområder fx i forbindelse med den kommende områdefornyelse på Indre Nørrebro eller gennem styrket brug af tværkommunale samarbejdsstrukturer

Den reviderede handleplan og reviderede økonomioversigt

Handleplanen og økonomioversigten over inklusionsindsatser på Teknik- og Miljøudvalgets område er vedlagt i bilag 2 og 3. Disse er opdaterede i forhold til forrige år. Den største tilføjelse er en udbygget beskrivelse af aktiviteterne under Københavns Erhvervsservice som fx Etnisk Erhvervsfremme og den fremskudte erhvervs- og iværksætterindsats Lab2700.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen varetager inklusionsindsatserne inden for eget budget, idet projekterne er en del af forvaltningens eksisterende helhedsorienterede arbejde.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes statusredegørelsen, handleplanen og økonomioversigten til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Statusredegørelsen vil indgå direkte i den samlede statusrapport, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forelægger for Borgerrepræsentationen i august 2013.

Herudover offentliggøres udvalgenes handlingsplaner og økonomioversigt på Inklusionsbarometerets hjemmeside, hvor de tidligere handleplaner også er offentligt tilgængelige.

  

Pernille Andersen

                                                            /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 13. maj 2013:

Indstillingen blev godkendt.

Til top