Mødedato: 12.08.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende forvaltningens bidrag til udfordringsretten

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende Teknik- og Miljøforvaltningens
forslag til forsøg, der kræver dispensationer fra statslige regler, der forhindrer nytænkning og udvikling i den offentlige sektor (udfordringsretten).

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen Teknik- og miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og miljøudvalget anbefaler

  1. at de i bilag 1 oplistede forsalg om dispensationer fra statslige regler indgår i kommunens samlede ansøgning om brug af udfordringsretten

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen skal melde forslag til forsøg ind som fordrer, at der gives dispensationer fra statslige regler. Ansøgning om forsøgene indgår i kommunens samlede tilbagemelding til Indenrigsministeriet.

I 2008 gennemførtes udfordringsretten af den daværende regering i forbindelse med arbejdet med afbureaukratisering. Udfordringsretten betyder, at love og regler ikke må forhindre nytænkning og udvikling i den offentlige sektor. Formålet med udfordringsretten er at skabe mere tid til service og omsorg frem for administration. Samtidig er det et formål, at identificere og sprede ”bedste løsninger” på de enkelte serviceområder.

Ideen er, at udvalgte institutioner kan blive fritaget for udvalgte statslige regler på forsøgsbasis for på den måde, at får mere tid til bl.a. ledelse og til udvikling. Resultatet skulle gerne være, at der opstå nye måder at løse problemer på, som kan spredes videre inden for udvalgte serviceområder.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har peget på følgende områder, som er egnede til at indgå som forslag til forsøgsordninger:

  1. Forsøg med at indføre et regulativ for særråden over vejarealet i Københavns Kommune for derved at opnå administrative lettelser samt bedre udnyttelse af ressourcer, mere forudsigelighed og bedre retssikkerhed for borgerne.
  2. Forsøg, hvor der skabes hjemmel til at fjerne køretøjer, der holder til ulempe. Det kan Fx dreje sig om de tilfælde, hvor der er en trafiksikkerhedsmæssig risiko, i busbaner hvor fremkommeligheden for busser hindres, foran porte og ved vejarbejder m.m.
  3. Forsøg med at genindføre den tidligere gebyropkrævningsform på affaldsområdet, hvor gebyret beregnes i forhold til antallet af antallet af erhvervskvadratmeter og opkræves hos grundejerne over ejendomsskatten.
  4. Forsøg med at genindføre den tidligere opkrævningsform for så vidt angår gebyr for brug af genbrugsstation, således at dette gebyr opkræves over ejendomsskatten.

 Forslag 1vedrører dispensation fra vejlovens § 102 og privatvejslovens § 66, går ud på at indføre et regulativ for særråden over vejarealet i Københavns Kommune.

Københavns Erhvervsservice træffer årligt ca. 6.600 afgørelser vedr. forskellige former for særråden, herunder økonomiske aktiviteter på vejarealet i Københavns Kommune (markedsføring ved skilt eller udstilling, salg fra bod mv.) og ved arrangementer. Der er imidlertid i København områder, herunder særligt gågaderne i Københavns Indre By, hvor både ansøgningerne fra de enkelte erhvervsdrivende og forholdende ud for de enkelte adresser er så ens, at der i realiteten udstedes en lang række ensartede tilladelser på baggrund af en ensartet sagsbehandling og vurdering af de enkelte sager.

Hensigten med forsøget er, at gøre området nemmere at administrere ved, at give borgerne mulighed for umiddelbart, dvs. uden forudgående tilladelse, lovligt at kunne anvende vejarealet inden for sådanne områder til særråden inden for regulativets rammer. Med den administrative lettelse, vil der kunne allokeres ressourcer til et stadig stigende antal tilsynsopgaver. Endelig opnås med ændringen bedre udnyttelse af ressourcer, mere forudsigelighed for iværksættere og investorer i det, det tydeliggøres hvilke rettigheder der eksisterer mht. brug af det offentlige vejareal.

Forslag 2, som vedrører dispensation fra færdselslovens § 123, vil give kommunen den fornødne hjemmel til at fjerne køretøjer der holder til gene, i situationer hvor politiet ikke altid prioriterer bortfjernelse af køretøjer.

Det kan fx dreje sig om parkeringer der udgør en sikkerhedsrisiko, og medfører forsinkelser i redningskøretøjers responstider. Forslaget vil give større trafiksikkerhed og fremkommelighed for både busser og øvrige trafikanter og dermed en bedre trafikafvikling.

Forslag 3, som vedrører dispensation fra miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 7 og affaldsbekendtgørelsens §§ 53, stk. 3 - 5, 56 og 60, vil medføre en langt mere forenklet administration, samt at virksomhederne finder det mere retfærdigt, at de bidrager til affaldsområdet i forhold til, hvor stor (kvadratmeter) virksomheden er, frem for at store og små virksomheder betaler det samme beløb. Ved at overgå til opkrævning over ejendomskattebilletten, sparer forvaltningen omkostninger til fakturering m.v. 

Forslag 4, som vedrører dispensation fra miljøbeskyttelseslovens § 48 og

affaldsbekendtgørelsens §§ 57, 58, 59 og 60, forventes at ville medføre større brugertilfredshed hos virksomhederne, færre administrative omkostninger herunder bl.a. udgifter til opkrævning, mere erhvervsaffald til genbrug på genbrugsstationerne og et mere system, der af brugerne opleves mere retfærdigt end det nuværende.

En uddybning af forslagene fremgår af bilag 1

Økonomi

Forslag 3 forventes at medføre administrativ besparelse for Teknik- og Miljøforvaltningen på 6-10 mio. kr.

Forslag 4 forventes, at medføre en administrativ besparelse for Teknik- og Miljøforvaltningen på ca. 1 mio. kr. om året.

For alle forslagene gælder, at det må forventes, at såfremt forslagene senere fører til dispensationer, kan dette medføre effektiviseringer i kommunens sagsbehandling og projektudvikling. En eventuel senere permanent ændring i de statslige regler vil endvidere i medfør af det udvidede totalbalanceprincip (DUT) kunne medføre ændringer i kommunens bloktilskud.

Videre proces

Når Teknik- og miljøudvalget har godkendt forslagene, oversendes disse til Økonomiforvaltningen, som koordinerer kommunens samlede bidrag, og udarbejder en indstilling med en fælles ansøgning med Københavns Kommunes samlede forslag.

 

September 2013

Indstilling på ØU

Oktober 2013

Indstilling på BR

Efter oktober 2013

Forslag til udfordringsretten fremsendes til relevante ministerier/styrelser



                Pernille Andersen

                                                                  /Dorthe Elise Svinth

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 12. august 2013

Lars Berg Dueholm (I) stillede følgende ændringsforslag:
”at forslag 3 og 4 til forsøgsordninger udgår.”

For ændringsforslaget stemte 1 udvalgsmedlem: I

Mod ændringsforslaget stemte 10 udvalgsmedlemmer: A, B, Ø, F, C og O

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.


Jakob Næsager (C) stillede følgende ændringsforslag:

”at 5 m reglen søges udfordret. ”

For ændringsforslaget stemte 3 udvalgsmedlemmer: I, C og O

Mod ændringsforslaget stemte 10 udvalgsmedlemmer: A, B, Ø, F

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.

 

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 10 udvalgsmedlemmer: A, B, Ø, F, C og O

Imod indstillingen stemte 1 udvalgsmedlem: I

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen til anbefalet.

Til top