Mødedato: 10.10.2007, kl. 15:00

Forslag til lokalplan "Krimsvej" med kommuneplantillæg - startredegørelse

Se alle bilag

Forslag til lokalplan "Krimsvej" med kommuneplantillæg - startredegørelse

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. oktober 2007

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Forslag til lokalplan "Krimsvej" med kommuneplantillæg - startredegørelse

TMU 535/2007  J.nr. 2007-62867

 

 

 

Udvalgene skal godkende, at der udarbejdes forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for et tidligere industriområde mellem Krimsvej og Amager Strandvej med henblik på udvikling af et attraktivt blandet byområde ved Øresundsvejs metrostation.

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.      at der udarbejdes forslag til lokalplan "Krimsvej" på baggrund af de beskrevne intentioner i vedlagte startredegørelse.

2.      at der som indledende dialogstrategi arrangeres en byvandring i området for alle interesserede, og at der på en hjemmeside for sagen åbnes for debat mellem borgerne

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,

3.      at der samtidig udarbejdes forslag til tillæg til Kommuneplan 2005 på baggrund af de beskrevne intentioner i vedlagte startredegørelse

4.      at der som indledende dialogstrategi arrangeres en byvandring i området for alle interesserede, og at der på en hjemmeside for sagen åbnes for debat mellem borgerne.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2007

Klaus Bondam (B), Monica Thon (B), Anne Vang (A), Johannes Nymark (A), Hamid El Mousti (A) og Lotte Thiim Bertelsen (F) stillede følgende ændringsforslag: "At bymiljø og bæredygtighed danner grundlag for det videre arbejde, - såvel i forhandlinger med investorerne som i selve lokalplanforslaget. I den forbindelse skal forvaltningen undersøge muligheder og konsekvenser af den nye planlovs bestemmelse om udpegning af et område som lavenergiområde".

    

For stemte 8 udvalgsmedlemmer: Morten Kabell (Ø), Lotte Thiim Bertelsen (F), Anne Vang (A), Johannes Nymark (A), Hamid El Mousti (A), Klaus Bondam (B), Monica Thon (B) og Winnie Berndtson (U).

Ingen stemte imod.

2 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: Winnie Larsen-Jensen (U) og Karin Storgaard (O).

Ændringsforslaget blev tiltrådt.

 

Lotte Thiim Bertelsen (F) stillede ændringsforslag om, at bolighøjhus-projektet "Twister" søges indarbejdet i lokalplanforslaget.

For stemte 10 udvalgsmedlemmer: Morten Kabell (Ø), Lotte Thiim Bertelsen (F), Anne Vang (A), Johannes Nymark (A), Hamid El Mousti (A), Klaus Bondam (B), Monica Thon (B), Winnie Berndtson (U), Winnie Larsen-Jensen (U) og Karin Storgaard (O).

Ingen stemte imod.

Ændringsforslaget blev tiltrådt.

 

Winnie Berndtson (U) stillede ændringsforslag, om at den indskudte sætning "inklusive fælles tagterrasser /hævede arealer" udgår af 2. punktum på side 14 i startredegørelsen, så sætningen i stedet formuleres: "Beregnet for området under ét skal friarealet være i størrelsesordenen 10 procent af erhvervsarealet og 50 procent af boligarealet."

    

For stemte 5 udvalgsmedlemmer: Morten Kabell (Ø), Lotte Thiim Bertelsen (F), Winnie Berndtson (U), Winnie Larsen-Jensen (U) og Karin Storgaard (O).

Imod stemte 5 udvalgsmedlemmer: Anne Vang (A), Johannes Nymark (A), Hamid El Mousti (A), Klaus Bondam (B) og Monica Thon (B).

Da der var stemmelighed, blev ændringsforslaget ikke tiltrådt.

 

Winnie Berndtson (U) stillede ændringsforslag om, at ordene "der indrettes i konstruktion" udgår af 6. dot på side 14 i startredegørelsen, så sætningen i stedet formuleres: "At andelen af parkering i underjordiske anlæg bliver større end 1/3".

For stemte 10 udvalgsmedlemmer: Morten Kabell (Ø), Lotte Thiim Bertelsen (F), Anne Vang (A), Johannes Nymark (A), Hamid El Mousti (A), Klaus Bondam (B), Monica Thon (B), Winnie Berndtson (U), Winnie Larsen-Jensen (U) og Karin Storgaard (O).

Ingen stemte imod.

Ændringsforslaget blev tiltrådt.

 

Dermed havde Teknik- og Miljøudvalget godkendt indstillingen med de tiltrådte ændringsforslag,

-       at bymiljø og bæredygtighed danner grundlag for det videre arbejde, - såvel i forhandlinger med investorerne som i selve lokalplanforslaget. I den forbindelse skal forvaltningen undersøge muligheder og konsekvenser af den nye planlovs bestemmelse om udpegning af et område som lavenergiområde.

-       at bolighøjhus-projektet "Twister" søges indarbejdet i lokalplanforslaget

-       at ordene "der indrettes i konstruktion" udgår af 6. dot på side 14 i startredegørelsen, så sætningen i stedet formuleres: "At andelen af parkering i underjordiske anlæg bliver større end 1/3".

 

 

PROBLEMSTILLING

En gruppe af grundejere i området har med arkitektfirmaet SLA som rådgiver udarbejdet et forslag til helhedsplan for områdets udvikling, der sigter på at skabe et varieret og tæt blandet bolig- og erhvervsområde med et levende byliv. Forslaget tager udgangspunkt i områdets eksisterende matrikel- og bebyggelsesstruktur og enkelte eksisterende erhvervsbygninger. Bygningstyperne spænder fra lave rækkehuse til højhuse.

Området er omfattet af lokalplan nr. 346 "Østamager III" og er heri fastlagt til boliger og serviceerhverv. Indretning af boliger og opførelse af ny bebyggelse forudsætter supplerende lokalplan.

Desuden forudsætter byggeønskerne kommuneplantillæg på grund af byggeriets omfang og højder.

 

LØSNING

Forslag til helhedsplan

Forslaget indeholder varierede bygningstyper og etageantal, herunder 1-2 etages rækkehuse, karreer og stokke i 3-7 etager og højhuse i 12-21 etager, højest ved metrostationen. Eksisterende og ny bebyggelse udgør ca. 135.000 m2 etageareal svarende til en bebyggelsesprocent på ca. 125 for området under ét.

Erhvervsandelen udgør 20 procent og boligandelen 80 procent. Inden for lokalcentret "Øresundsvej Station" ønskes opført en boligbebyggelse med supermarked i stueetagen.

De ubebyggede arealer forudsættes anlagt som en sammenhængende flade uden hegning og uden markering af matrikelskel med mange forskellige brugsmæssige og rekreative kvaliteter. 1/3 af parkeringsdækningen forudsættes etableret i konstruktion.

 

Efter forvaltningens opfattelse er helhedsplanen et kvalificeret bud på omdannelse af området til et varieret og spændende byområde med en høj grad af fortætning, især omkring stationen.

Forventningen til højhusprojekterne er bl.a., at der er tale om slanke, unikke og bæredygtige huse, der forholder sig bevidst til stedets identitet og kvaliteter og indeholder funktioner, der kan styrke bylivet, samt at klimagener i byrummet minimeres, jf. debatoplægget om højhuse i København.
Beboere i nabobebyggelserne er på grundejernes og kommunens initiativ blevet orienteret om helhedsplanen på to møder. De nærmeste naboer havde store betænkeligheder ved højhuse på dette sted.

 

Trafik.

Området har en god kollektiv trafikbetjening. Metrostationen giver nem direkte forbindelse til centrum og lufthavnen. Endvidere er området betjent af to buslinier.

Biltrafikken til og fra det sydlige område forventes at blive ca. 2.500 biler pr. døgn, mens der til og fra det nordlige område forventes ca. 1.500 biler pr. døgn, inklusive supermarkedets andel på ca. 400-600 biler. Hovedadgangen til området sker fra Amager Strandvej.

 

Planforhold

Lokalplanområdet indgår i et større tidligere industriområde syd for Prags Boulevard, der i rækkefølgen for byudvikling i Kommuneplan 2005 er udlagt til omdannelse inden 2018.

I kommuneplantillægget foreslås bebyggelsesprocenten øget fra 110 til 130 for området under ét, for at udnytte stationsnærheden. Parkering i konstruktion kan etableres ud over den fastlagte byggeret. Samtidig foreslås, at boligandelen mindst skal udgøre 50 procent og erhvervsandelen mindst 25 procent af den samlede byggeret. Området foreslås udpeget som byomdannelsesområde der bl.a. sikrer, at der i lokalplanen kan stilles krav om oprettelse af grundejerforening med pligt til at etablere og vedligeholde fællesarealer og fællesanlæg.

 

Det foreslås, at lokalplanforslaget opdeler området i underområder med differentierede bebyggelsesprocenter med højest tæthed i den nordlige del nær metrostationen.

Der vil bl.a. blive lagt vægt på, at bebyggelse og byrum har høj kvalitet og at stueetager mod Øresundsvej og Amager Strandvej i betydelig grad indrettes til publikumsorienterede serviceerhverv med åbne facader. I den forbindelse vil der  blive arbejdet for, at en større del end 1/3 af parkeringen placeres i konstruktion og at  udformning af bebyggelsesplan og placering af funktioner tager hensyn til trafikstøj fra vejene.

 

Videre forhandlingsforløb

Helhedsplanen vil danne grundlag for det videre planarbejde og forhandlinger om enkeltprojekter. Det kan forventes, at enkelte grundejere i området, såvel eksisterende som nye, der ikke aktivt har deltaget i helhedsplanarbejdet, vil have ønsker om ændringer eller supplering af planen. F.eks. ønsker den nye ejer af Amager Strandvej 110, at ombygge det fredede krudthus på ejendommen til en café og opføre et bolighøjhus umiddelbart op ad bygningen.  Tilsvarende har Filipskolen mod Amager Strandvej ønsker til revision af helhedsplanen.

Forvaltningen vil fortsætte forhandlingerne med grundejerne og søge ønsker indpasset i overensstemmelse med helhedsplanens idéer og med de forudsatte rammer for bebyggelsens anvendelse og omfang, friarealforhold og parkering.  I forhandlingerne vil endvidere indgå, hvordan grundejerne stilles lige i forhold til byggeretten. Realisering af intentionerne i forslag helhedsplan og lokalplanforslag forudsætter, at der træffes aftale mellem grundejerne om køb og salg af byggeret således, at grundejerne stilles lige, uanset om man ejer en grund, der forudsættes intensivt udnyttet, eller om man ejer en grund, der forudsættes ekstensivt udnyttet. Indpasning af billige boliger vil fortsat indgå i drøftelserne med investorerne.

 

Se startredegørelsen, vedlagt som bilag 1.

En foreløbig miljøvurdering er vedlagt som bilag 2 og en tilgængelighedsvurdering som bilag 3.

 

ØKONOMI

Der er ønske fra flere grundejere om erhvervelse af kommunens arealer ved Amager Strandvej. Når dette bliver aktuelt, vil Økonomiforvaltningen forelægge sagen til politisk behandling.

 

VIDERE PROCES

Når startredegørelsen er drøftet i udvalgene, gennemføres en indkaldelse af idéer og forslag til ændringer af kommuneplanen på grund af indpasning af højhuse i området, jf. Planlovens § 23 c, og en intern høring af forvaltningerne. Endvidere gennemførers en byvandring i området for alle interesserede.

Forvaltningerne forventer at forelægge forslag til lokalplan og kommuneplantillæg til politisk behandling i januar/februar 2008.

 

BILAG

 

1.      Startredegørelse

2.      Miljøvurdering

3.      Tilgængelighedsvurdering

 

 

Claus Juhl                                                 Hjalte Aaberg



 

Til top