Etablering af højresving for rødt for cyklister
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til etablering af højresving for rødt for cyklister. Forvaltningen har kortlagt egnede kryds, hvor cyklende kan foretage højresving for rødt, men det har vist sig vanskeligt at finde kryds, hvor højresving for rødt kan overholde anbefalingerne i Cykelfokus 2024. Forvaltningen har dog identificeret fem egnede kryds, hvor der med mindre tilpasninger kan etableres højresving for rødt for cyklister.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen etablerer højresving for rødt for cyklister i fem egnede kryds jf. løsningsafsnit og økonomiafsnit.
Problemstilling
I Budget 2024 (BR 5. oktober 2023)( A, B, C, F, I, O og V) indgik hensigtserklæring om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal kortlægge egnede kryds, hvor trafikanter kan foretage højresving for rødt med henblik på at ansøge Københavns Politi om tilladelse. Forvaltningen håndterer hensigtserklæringen ved at udarbejde et budgetnotat til Borgerrepræsentationens orientering på den indstillede løsning, hvor resultaterne af kortlægningen fremgår sammen med de indstillede tiltag. Indstillingen kræver ikke, at der henvises midler i budgetnotatet.
Løsning
Forvaltningen har foretaget en overordnet screening af egnede kryds, der blandt andet bygger på erfaringerne med tidligere forsøg. På den baggrund af anbefaler forvaltningen, at der arbejdes videre med at etablere højresving for rødt i op til fem kryds. Etablering af højresving for rødt forudsætter politiets samtykke. Det vil kræve en mere tilbundsgående analyse at identificere flere egnede kryds.
Højresving for rødt etableres ved hjælp af kanalisering, hvilket betyder, at cykelstien opdeles i ligeud- og højresvingsbane, og ved afmærkning med undertavle samt højresvingspil på signalmasten.
I forvaltningens kortlægning af egnede kryds har det vist sig vanskeligt at identificere kryds, der lever op til de anbefalede retningslinjer for højresving for rødt og kanalisering, som de fremgår i Cykelfokus 2024 (TMU 4. december 2023). I Cykelfokus anbefales det, at cykelstien har en vis minimumsbredde for, at der kan etableres kanalisering. Minimumsbredden afhænger af forventet antal cyklister i spidstime. Forvaltningen vurderer dog, at det vil være muligt at gennemføre tiltaget i op til fem kryds, hvor der i forvejen eksisterer kanalisering. Her er der tale om mindre tilpasninger, der kan finansieres af en eksisterende pulje, jf. økonomiafsnit. Det kunne være i nedenstående kryds, hvor Forvaltningen vurderer, at den eksisterende kanalisering og den samlede mængde trafikanter gør det muligt at gennemføre tiltaget, hvis politiet giver samtykke:
- Fra Tagensvej til Tuborgvej.
- Fra Ryvangs Allé til Strandvejen (efter anlægsprojekt på Svanemøllebroen er færdigt).
- Fra Kalvebod Brygge til Lille Langebro.
- Fra Grønningen til Folke Bernadottes Allé.
- Fra H.C. Andersens Boulevard til Nørre Farimagsgade.
I kortlægningen har forvaltningen vurderet, at etablering af svingbaner til højresving for rødt for cyklister vil reducere fremkommeligheden for de ligeudkørende cyklister i kryds med store cykeltrafikmængder. I kryds med mange ligeudkørende cyklister vil en opdeling af cykelstien kunne medføre kø, som vil gøre det svært for cyklister at komme ind i højresvingsbanen. Fremkommelighedsreduktionen vil være mindre på de brede cykelstier, hvor der er mange højresvingende cyklister.
Hvis der afsættes midler ved kommende budgetforhandlinger, kan forvaltningen foretage en udvidet dybdegående kortlægning af egnede kryds, hvor anbefalingerne fra Cykelfokus 2024 potentielt kan afviges. Analysen vil også inkludere kryds og t-kryds, der kræver anlægstiltag, for at højresving for rødt kan etableres.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte at henvise finansiering af en udvidet kortlægning af egnede kryds samt tilhørende anlægsbevilling til etablering af konkrete tiltag til kommende forhandlinger om Overførselssag 2024-2025 eller Budget 2026. Derved kan forvaltningen afdække mulighederne for at etablere højresving for rødt i kryds, der ikke lever op til anbefalingerne i Cykelfokus 2024, samt kryds og t-kryds, som kræver anlægstiltag.
Økonomi
I Budget 2023 (BR 6. oktober 2022) (B, C, D, I, O, V, Ø og Å) blev der afsat en pulje på 2,9 mio. kr. (2023 p/l) til mindre forbedringer af cykelforhold. Hele bevillingen blev stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen. Forvaltningen vurderer, at tiltaget kan gennemføres for ca. 0,1 mio. kr. (2025 p/l).
Projektet medfører uændrede udgifter til årlig afledt drift.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen gå i dialog med politiet om de fem kryds og efterfølgende orientere Teknik- og Miljøudvalget om status og ibrugtagning.
Søren Wille
/ Peter Højer