Mødedato: 08.10.2008, kl. 15:00
Helhedsplan for Dialog Vesterbro, Landsbyggefondens 2008/09 midler
Se alle bilag
Til top
Helhedsplan for Dialog Vesterbro, Landsbyggefondens 2008/09 midler
9. Helhedsplan for Dialog Vesterbro, Landsbyggefondens 2008/09 midler (2008-101272)
Borgerrepræsentationen skal godkende en helhedsplan for Dialog Vesterbro og den kommunale medfinansiering
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at godkende helhedsplanen for Dialog Vesterbro (bilag 1)
Socialforvaltningen indstiller,
at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen yder medfinansiering af helhedsplan Dialog Vesterbro på 1.300.000 kr. fra den boligsociale ramme samt 12.000 kr. i form af arbejdstimer på Socialcenter Vesterbro-Kgs. Enghave lagt i styregruppe.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiger Teknik- og Miljøforvaltningen til at foretage mindre ændringer i projektet, herunder økonomiske
Problemstilling
Boligorganisationen AAB har i samarbejde med Københavns Kommune udarbejdet en helhedsplan for to almene boligafdelinger på Vesterbro og har fået et foreløbigt støttetilsagn fra Landsbyggefonden.
Borgerrepræsentationen skal godkende helhedsplanen og står ved sin godkendelse inde for, at den foreslåede løsning (helhedsplanen) er egnet til at afhjælpe boligafdelingernes problemer.
Løsning
Helhedsplanen tager sit udgangspunkt i to AAB-afdelinger, som ligger overfor hinanden på indre Vesterbro. Målet med helhedsplanen er at skabe kulturel brobygning mellem de forskellige kulturer i området ved hjælp af seks indsatsområder:
Samarbejde mellem og sammenlægning af de to afdelinger (beboerne skal i højere grad være inddraget i afdelingernes udvikling, og alle beboergrupper skal være repræsenteret)
Øget samarbejde i lokalområdet (flere beboere skal deltage i aktiviteter og benytte sig af tilbud i lokalområdet)
Områdebaseret beskæftigelsesindsats (beboerne skal opbygge kvalifikationer og relationer til arbejdsmarkedet, og der skal etableres særlige beskæftigelsesnetværk)
Forbedring af børn og unges vilkår (der skal etableres legefaciliteter og lektiehjælp mv., og flere børn og unge skal deltage i organiserede fritidsaktiviteter samt gå i gang med arbejde eller med at videreuddanne sig efter endt skolegang)
Sundhed og gode vaner (motionsaktiviteter, fællesspisning, studiekreds om madvaner mv.)
Tryghed og sikkerhed (der skal samarbejdes med lokalsamfundet på den kriminalpræventive front, og der skal skabes trygge og attraktive udemiljøer)
Indsatserne skal resultere i social og etnisk integration afdelingerne imellem og i forhold til lokalsamfundet. Det forventes desuden, at projektet vil medføre en stærkere organisation, der vil kunne fastholde aktivitetsniveauet i de ovennævnte indsatser på sigt. Projektet løber fra 2009-2012.
Vesterbro Lokaludvalg kommenterede i marts 2008, på baggrund af den foreløbige helhedsplan for Dialog Vesterbro, der blev sendt til Landsbyggefonden den 1. november 2007, at de anbefaler, at der arbejdes videre med helhedsplanen (jf. bilag 3).
Økonomi
Boligorganisationen har fået et midlertidigt støttetilsagn fra Landsbyggefonden til Dialog Vesterbro på i alt 3.000.000 kr., hvilket giver et minimumskrav om medfinansiering på 1.000.000 kr. Medfinansieringen kan komme fra boligorganisation, boligafdeling, kommune og andre puljer.
Projektet er medfinansieret med følgende midler:
Socialudvalget: 1.312.000 kr.
AAB: 589.500 kr.
I alt 1.901.500 kr., heraf kommunal medfinansiering 1.312.000 kr.
Der er 901.500 kr. for meget i medfinansiering til projektet i forhold til Landsbyggefondens minimumskrav.
Videre proces
Der er udarbejdet helhedsplaner for de 20 projekter, Landsbyggefonden har givet foreløbigt støttetilsagn til fra 2008-09 midlerne (projekterne er oplistet i bilag 2). 17 af helhedsplanerne forelægges Borgerrepræsentationen den 27. november 2008. Kgs. Enghave forelægges Borgerrepræsentationen den 30. oktober 2008 og Sundholmsvejkvarteret primo januar 2009. Helhedsplanen for Sjælør Boulevard forelægges kun Teknik- og Miljøudvalget den 8. oktober 2008 i et efterretningsnotat, da den ikke indeholder kommunal medfinansiering.
Helhedsplanen for Dialog Vesterbro
Helhedsplanen for Dialog Vesterbro skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget, Socialudvalget, samt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Efter aftale med Landsbyggefonden bliver helhedsplanen kun behandlet i fagudvalgene, inden den sendes til Landsbyggefonden den 1. november 2008 med forbehold for endelig politisk godkendelse i Borgerrepræsentationen. Når Landsbyggefonden har godkendt helhedsplanen, kan projektet sættes i gang i foråret 2009.
Hjalte Aaberg Anette Laigaard
bilag
1. Helhedsplan for Dialog Vesterbro
2. Baggrundsnotat til fællesindstillinger LBF 2008/09 midler
3. Høringssvar fra Vesterbro Lokaludvalg
4. Kommentar til høringssvar fra Vesterbro Lokaludvalg
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 08.10.2008
1. at blev anbefalet.
3. at blev godkendt.