Administration af Arrangementspuljen 2020
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at ansøgningsfristen for støtte fra Arrangementspuljen ændres til 1. september 2020
- at kravet om minimum 6 point efter det gældende ratingsystem bortfalder for Arrangementspuljen 2020 for at kunne tilgodese mindre arrangementer som følge af forbuddet mod store forsamlinger.
- at 2. runde for udbetaling af støtte fra Arrangementspuljen 2020 bortfalder.
Problemstilling
Da den normale afvikling af arrangementer i København ikke er mulig i 2020 på grund af den ekstraordinære situation omkring COVID-19, er der behov for at tage stilling til udsættelse af fristen for ansøgninger om støtte fra Arrangementspuljen 2020 til 1. september 2020 samt at justere kriterierne til fordel for mindre arrangementer. Processen foreslås ændret, så tildelingskravet om minimum 6 point efter det politisk besluttede ratingsystem suspenderes for 2020. Det betyder, at der kan tildeles støtte til mindre arrangementer, som ellers ikke ville kunne opnå det nødvendige antal minimumspoint samt til arrangementer, der bliver afholdt i perioden 1. oktober til 31. december og som ellers heller ikke ville komme i betragtning. Desuden foreslås det, at der kun bliver én ansøgningsrunde i 2020.
De ændrede kriterier for Arrangementspuljen 2020, vil gøre det muligt at udnytte puljen i 2020. Da der er tale om en driftsbevilling kan puljen på 800.000 kr. ikke overføres til næste år.
Løsning
På grund af COVID-19 pandemien er der udstedt forbud mod forsamlinger på over 10 personer frem til 8. juni 2020. Regeringen har i forbindelse med genåbningen af samfundet etape 3 tilkendegivet at forsamlingsforbuddet fra den 8. juni 2020 forventes at blive øget til 30-50 personer. Desuden har statsministeren orienteret om, at deltagerantallet frem til den 31. august 2020 maksimalt vil kunne stige til 500 personer. Afhængig af udviklingen i COVID-19 betyder dette, at arrangementer med op til 500 deltagere vil kunne blive tilladt hen over sommeren.
Store arrangementer som bl.a. Distortion, 1. maj og Priden, som plejer at opnå støtte til renholdet fra Arrangementspuljen, bl.a. på grund af det store deltagerantal til arrangementerne, er i år enten blevet helt aflyst eller radikalt ændret på grund af forsamlingsforbuddet. For at puljemidlerne kan blive udnyttet til deres formål i 2020, er der derfor behov for at ændre proceduren for tildeling i 2020.
Arrangementspuljen er på 800.000 kr. og forvaltningen behandler under ordinære omstændigheder ansøgninger om støtte fra Arrangementspuljen efter det ratingsystem, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 9. april 2018. Ud fra ratingsystemet vurderes arrangementerne ud fra åbenhed, størrelse og geografisk spredning.
Arrangementerne skal normalt have 6 point for at komme i betragtning til støtte og skal derudover afholdes i perioden 1. januar 2020 til 30. september 2020. Ansøgere tildeles det ansøgte beløb (dog maksimalt 100.000 kr.) eller en forholdsmæssig del heraf, hvis der er flere ansøgninger med samme pointniveau.
På baggrund af de aktuelt foreliggende ansøgninger, vil Arrangementspuljen ikke kunne udnyttes fuldt ud uden justerede kriterier og ansøgningsfrist (jf. bilag 2). Derfor foreslår forvaltningen, at ansøgningsfristen i 2020 ændres fra 1. maj til 1. september, ligesom arrangementer med færre end 6 point og arrangementer, der afholdes i perioden 1. oktober til 31. december 2020, vil kunne søge om støtte fra dette års Arrangementspulje. Tidligere er ansøgninger med færre end 6 point og arrangementer i fra 1. oktober til 31. december blevet afvist
Formålet med ændringerne er, at forvaltningen derved får mulighed for umiddelbart at støtte arrangører, der bidrager til mangfoldigheden i det lokale kulturliv og bidrager til et aktivt byliv, og på den måde sikres et økonomisk incitament til at gennemføre deres arrangement trods COVID-19.
Teknik- og Miljøudvalget forelægges en indstilling om godkendelse af støtte efter ansøgningsfristen 1. september. Hvis det skulle vise sig nødvendigt at annullere udbetaling af Arrangementspuljen for 2020 forelægges udvalget en indstilling herom.
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, for så vidt som Arrangementspuljen kan anvendes som foreslået.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen opdatere hjemmesiden og skrive til samtlige ansøgere om udsættelse af ansøgningsfrist, at ratingsystemet frafaldes, samt at der i 2020 kun bliver én ansøgningsrunde om støtte fra Arrangementspuljen.
Snarest efter udløbet af ansøgningsfristens den 1. september forelægges Teknik- og Miljøudvalget en indstilling om godkendelse af udbetaling – alternativt en indstilling om, at det ikke er muligt at udmønte Arrangementspuljen i 2020.
Søren Wille
/Hans Christian Karsten
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. juni 2020
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at arrangementspuljen afskaffes.”
Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at forvaltningen vender tilbage til udvalget med en indstilling, hvor administrationsgrundlaget tilrettes så mindre arrangementer af agiterende karakter ikke tæller med i opgørelsen af arrangementer i de enkelte bydele.”