Mødedato: 07.10.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Etablering af tre fælles gårdhaver samt igangsættelse af tre nye gårdhaveprojekter, flere bydele

Se alle bilag
Teknik- og Miljøforvaltningen skal tage stilling til etablering af byfornyelses­forslagene til tre fælles gårdhaver, Blåmejsegården, Elbagade og Rantzausgade-Kapelvej, samt udvikling af tre nye gårdhaveprojekter, Helga Larsens Plads, Hanebred og Thyregodsvej. De færdige byfornyelsesforslag har været i høring og til afstemning hos beboere, bestyrelser og ejere. Der var opbakning til alle tre projekter, og processen har ikke givet anledning til væsentlige ændringer. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til frigivelse af midler til anlæg af projektforslagene samt til udvikling af de tre nye gårdhaveprojekter.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at byfornyelsesforslag om fælles gårdhave for Blåmejsegården: Blåmejsevej 2-24, Vibevej 67-71, Rørsangervej 1-25 og Hillerødgade 74-76 anlægges, jf. bilag 3.
  2. at byfornyelsesforslag om fælles gårdhave for Elbagade: Lombardigade 2-8, Keplersgade 24-26, Elbagade 1-11 og Amagerbrogade 169-173 anlægges, jf. bilag 4.
  3. at byfornyelsesforslag om fælles gårdhave for Rantzausgade-Kapelvej: Rantzausgade 20, 20A, 20B, 22A, 22B og 24 og Kapelvej 46, 46B, 46C, 46D, 46E og 48 anlægges, jf. bilag 5.
  4. at der igangsættes projektudvikling af tre nye gårdhaver ved Helga Larsens Plads, Hanebred samt Thyregodsvej.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  5. at der overføres og frigives 9,0 mio. kr. fra Byfornyelsesrammen til etablering af fælles gårdhave for Blåmejsegården jf. økonomiafsnittet og bilag 12.
  6.  at der overføres og frigives 4,5 mio. kr. fra Byfornyelsesrammen til etablering af fælles gårdhave for Elbagade jf. økonomiafsnittet og bilag 12.
  7.  at der overføres og frigives 4,0 mio. kr. fra Byfornyelsesrammen til etablering af fælles gårdhave for Rantzausgade-Kapelvej jf. økonomiafsnittet og bilag 12.
  8. at der overføres og frigives 1,5 mio. kr. til projektudvikling af tre nye gårdhaver fra Byfornyelsesrammen, jf. økonomiafsnittet og bilag 2, 11 og 12.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 3. juni 2021, at forvaltningen skulle udarbejde byfornyelsesforslag til de tre gårdhaver Blåmejsegården, Elbagade og Rantzausgade-Kapelvej og sende dem i høring og til afstemning blandt beboerne for at undersøge opbakningen hertil. Høringerne blev afsluttet i august 2024 og har ikke givet anledning til væsentlige ændringer af projektforslagene.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om de tre byfornyelsesforslag skal danne grundlag for anlæg, samt om forvaltningen skal igangsætte udviklingen af tre nye gårdhaveprojekter ved Helga Larsens Plads, Hanebred samt Thyregodsvej. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til frigivelse af midler til anlæg af gårdhaveprojekterne samt til projektudvikling af de tre nye gårdhaver.

Løsning

For at sikre københavnerne adgang til rekreative arealer etablerer Københavns Kommune fælles gårdhaver. De fælles gårdhaver bliver til i dialog med beboerne og bidrager til at realisere målene i Vores København, bl.a. ved at gøre København grønnere, give gårdhaverne forskellig karakter og skabe gode rammer for fællesskaber, et bæredygtigt hverdagsliv samt klimatilpasning på private arealer.

Placeringen af de tre karréer Blåmejsegården, Elbagade og Rantzausgade-Kapelvej, der skal anlægges, samt de tre gårdhaveprojekter, som skal igangsættes, fremgår af bilag 2. Beboerne har søgt om at få etableret fælles gårdhaver. Gårdhaverne lever op til de politisk vedtagne kriterier om at prioritere projekter i udsatte byområder/i igangværende områdefornyelser og med særligt klimatilpasningspotentiale (TMU 19. november 2018). Igangsættelses­projekterne lever derudover op til de supplerende kriterier vedrørende gårdhavernes kompleksitet, størrelse og hvor utidssvarende gårdhaverne er (TMU 6. maj 2024). 

Etableringen af tre fælles gårdhaver
Med fælles gårdhaver får de tre karréer Blåmejsegården, Elbagade og Rantzausgade-Kapelvej tilført mere bynatur og bedre opholds- og legemuligheder samt bedre forhold for affaldshåndtering og cykler. De tre gårdhaver begrønnes mest muligt med træer, græs, stauder, buske og slyngplanter i det omfang, der er plads til det. I Elbagade anlægger Hofor et integreret regnvandsteknisk anlæg. Fakta om forslagene til de enkelte gårdhaver er beskrevet i bilag 7.

Elbagade er placeret i det tidligere Områdefornyelsen Sundby. Blåmejsegården og Rantzausgade-Kapelvej er placeret i Udsat By-områder.

Høring
Projektforslagene er blevet til i dialog med beboerne og er tilpasset beboerønsker med bred opbakning. Gårdhaveprojekterne har været i høring og til afstemning via e-Boks i perioden fra 25. juni 2024 til den 19. august 2024, jf. bilag 3-5. Høringssvarene fordeler sig som vist i nedenstående tabel og fremgår af bilag 9. Forvaltningens bemærkninger til høringssvarene fra gårdhaverne fremgår i fuld længde af bilag 10.

Fordeling af antal høringssvar på karréer

 

Holdning til det samlede projektforslag

Høringssvar afgivet af

I alt

Positive

Negative

Neutrale

Beboere

Bestyrelser og ejere

Blåmejsegården

27

12

0

15

26

1

Elbagade

18

4

7

7

18

0

Rantzausgade-Kapelvej

8

5

0

3

8

0




 

 

 

Høringssvarene på tværs af de tre gårdhaver vedrører især ønsker om mere beplantning, begrønning og cykelparkering samt konkrete forslag til indretning og placering af blandt andet skure. I fire høringssvar vedrørende Elbagade udtrykkes bekymring for projekt- og driftsøkonomien.

Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer ikke, at høringssvarene giver anledning til væsentlige ændringer i projektforslagene. Forvaltningen vil inddrage de indkomne høringsforslag i forbindelse med detailprojekteringen og realisere konkrete ønsker i det omfang, økonomi samt plads- og brandkrav tillader det. I forhold til bekymringerne om projekt- og driftsøkonomien, er det gårdlauget, der selv fastlægger driftsniveau- og budget med afsæt i den driftsmanual, der udarbejdes til hvert projekt. Gårdenes indretning tilpasses projektøkonomien.

Opbakning ved afstemning
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 27. april 2015, at mere end 2/3 af de afgivne stemmer skal være for en fælles gårdhave, og at ejendomme med flertal af ja-stemmer skal repræsentere mindst halvdelen af bruttoetagearealet. I alle tre karréer er kriterierne opfyldt, og der er således opbakning til gårdhaverne. Resultaterne er uddybet i nedenstående tabel og bilag 8.

Opgørelse over afgivne og mulige stemmer

Mulige stemmer

Afgivne stemmer

Stemme-procent

Antal ja-Stemmer

Antal nej-stemmer

Ja-stemmer
(% af afgivne)

Blåmejsegården

176

119

68 %

118

1

99%

Elbagade

157

108

68,8%

92

16

85,2%

Rantzausgade-Kapelvej

87

39

44,8 %

36

3

92,3 %

Igangsættelse af tre nye gårdhaveprojekter
Forvaltningen foreslår at igangsætte projektudviklingen af tre nye gårdhaveprojekter ved Helga Larsens Plads, Hanebred samt Thyregodsvej og at frigive 1,5 mio. kr. hertil. Gårdhaveprojekterne har klimatilpasningspotentiale og er komplekse og utidssvarende, hvilket Teknik- og Miljøudvalget besluttede at prioritere den 6. maj 2024. Hvis projektudviklingen afdækker, at det ikke er muligt at etablere regnvandstekniske anlæg, gennemføres projekterne dog uden klimatilpasning. De tre nye gårdhaver ligger ikke i en områdefornyelse eller udsat by. To af gårdhaverne er placeret i Vanløse og en i Valby. Gårdhavernes placering samt information om kvarteret, klimatilpasningspotentialet og økonomi fremgår af bilag 11.

Parkering og træer
I de tre gårdhaveprojekter, der skal vedtages endeligt, er der ingen parkeringsarealer, som berøres i projektforslagene. I Blåmejsegården bevares 37 træer, mens der fældes 16 træer på grund af kort restlevetid og brandkrav. Der er ingen eksisterende træer i de to øvrige gårde. Der plantes i alt 178 nye træer, heraf 151 i Blåmejsegården, 21 i Elbagade og 6 i Rantzausgade-Kapelvej.

Politisk handlerum
Det er ikke muligt gennemføre de beskrevne projekter med en skaleret økonomi. Det kan politisk besluttes, at:

  • udskyde etableringen af en eller flere fælles gårdhaver. Forvaltningen anbefaler dog at fastholde etableringen i umiddelbar forlængelse af det seneste års projektudvikling og høring af beboere m.m., bl.a. for at sikre borgernes oplevelse af kontinuitet.
  • udskyde projektudvikling af en eller flere nye gårdhaver. Det vil dog betyde, at forvaltningen ikke kan efterleve den politiske beslutning om løbende at udvikle og anlægge nye gårdhaver, jf. økonomiafsnittet.

Økonomi

Bevillingerne til anlæg og projektudvikling er finansieret af den flerårige byfornyelsesramme, som forvaltningen løbende indstiller projekter til. Udgiftsbevillingerne til gårdhaverne indgår i Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. bilag 12. Udgiften til at etablere gårdhaverne forventes at blive 9,0 mio. kr. i Blåmejsegården, 4,5 mio. kr. i Elbagade og 4,0 mio. kr. i Rantzausgade-Kapelvej samt 1,5 mio. kr. til projektudvikling af tre nye gårdhaver ved Helga Larsens Plads, Hanebred samt Thyregodsvej.

Det er politisk besluttet at afsætte 16 % af byfornyelsesrammen årligt svarende til 26 mio. kr. til anlæg af 6 gårdhaver (BR 3. juni 2021). Da byfornyelsesrammen ikke p/l-reguleres, rækker midlerne kun til igangsættelse af 3-4 projekter om året fremover.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, indledes projekterings- og anlægsfasen, jf. proces for etablering af fælles gårdhaver, bilag 6. Ejere og beboerrepræsentanter i de tre etableringsprojekter vil blive inddraget i detailprojekteringen. Der tinglyses en servitut på ejendommene om fælles gårdhave og ejernes pligt til at indgå i et fælles gårdlaug, som står for den efterfølgende drift. Gårdhaverne forventes færdiganlagte i 2025/2026.

Forvaltningen vil påbegynde inddragelsesforløb og indgå kontrakter med rådgivere vedrørende de tre igangsættelsesprojekter. Skitseforslagene sendes i høring og til afstemning blandt karréernes beboere, ejere og erhvervsdrivende. Hvis projekterne opfylder de politiske vedtagne kriterier (TMU 27. april 2015), indstilles projekterne til Borgerrepræsentationen med henblik på frigivelse af anlægsbevillinger. 

Søren Wille                       

/Peter Højer

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. oktober 2024

 

Indstillingens 1.-4. at-punkt blev godkendt med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte: C og V

 

Indstillingens 5.-8. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å

Imod stemte: C og V

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte indstillingen, da der gives

penge fra offentlige midler til at understøtte private gårdhaver – fra det Konservative Folkepartis side mener vi, at offentlige midler skal bruges til at understøtte offentlige tiltag og ikke private tiltag – så hvis der skal bruges offentlige midler på gårde eller haver, skal det være steder, hvor alle byens borger har adgang. De borgere der får gavn af en ny og forbedret gårdhave, og som følger heraf stigninger i ejendomspriserne, må selv finansers forbedringerne. Kommunen skal ikke aktivt medvirker

til at drive boligpriserne op ad.”

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

"Venstre mener ikke, det er en offentlig opgave at forbedre københavnernes private gårdhaver. Vi mener samtidig, det er forkert, at københavnske borgeres skattekroner går til projekter, der direkte øger værdien af private ejendomme, som ejendomsejerne får gavn af.”

Til top