Mødedato: 05.09.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Etablering af innovativt affaldsbehandlingsanlæg til dagrenovation

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en løsning for etablering af et innovativt affaldsbehandlingsanlæg.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen indleder et samarbejde med Økonomiforvaltningen og HOFOR-koncernen med henblik på at stifte et selskab til etablering og drift af et innovativt affaldsbehandlingsanlæg til 50.000 ton affald med produktion af biogas og udvikling af grøn teknologi.
  2. at Københavns Kommune indskyder 190 mio. kr. i indskudskapital til selskabet i 2017. De 190 mio. kr. finansieres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet og det forudsete råderum i 2017-2019 anvendes hertil, se også afsnittet Økonomi.

Problemstilling

Ressource- og Affaldsplan 2018 indeholder mål om at genanvende næringsstofferne i affald, fx fosfor (på landbrugsjord) og udnytte energien (biogas til tung transport) i organisk affald. Etablering af biogasproduktion er også et element i KBH 2025 Klimaplanen.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 18. januar 2016, at Teknik- og Miljøforvaltningen skulle udarbejde en udbudsstrategi for et udviklingsorienteret affaldsbehandlingsanlæg, der kan behandle 50.000 ton dagrenovation som supplement til kildesortering. Mængden svarer til dagrenovationen fra Indre By, og de indre brokvarterer på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Amagerbro.

Teknik- og Miljøudvalget behandlede sagen den 20. juni 2016, hvor indstillingen blev sendt tilbage til forvaltningen. Indstilling var på dagsordenen på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. august 2016, men blev ikke behandlet, da forvaltningen valgte at trække indstillingen. Denne indstilling er således en genfremlæggelse af indstillingen den 22. august.

Løsning

Det innovative affaldsanlæg skal som udgangspunkt producere biogas og genanvende metal og plast. Der skal vedtages en løsning, der understøtter innovation af nye teknologier til yderligere genanvendelse af plast, udnyttelse af CO2 fra biogassen fx som fossilfri industrigas og eventuelt på sigt oprensning af fosfor- og kvælstofgødning til udnyttelse på landbrugsjord mv. Der er tale om ny teknologi, og dermed om et miljøteknologisk udviklingsprojekt med dertil forbundet risiko, hvilket er baggrunden for Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i januar 2016 om et anlæg med én produktionslinje til 50.000 ton affald årligt. Ved et større anlæg øges den økonomiske risiko ved projektet markant. Det innovative affaldsanlæg indgår desuden i indstillingen om virkemidler til realisering af målene i Ressource- og Affaldsplan 2018 på samme møde.

Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt fire forskellige organisationsmodeller for et innovativt affaldsbehandlingsanlæg med fokus på høj biogasproduktion, udvikling af grøn teknologi og grøn vækst:

  1. Kommunalt A/S, hvor Københavns Kommune har ejerskabet
  2. Et selskab, hvor Københavns Kommune har ejerskabet, i HOFOR-koncernen
  3. Et offentligt privat partnerskab (OPP), hvor Københavns Kommune udbyder affaldsbehandling og en privat virksomhed har ejerskabet
  4. Et offentligt/privatejet selskab (OP A/S) hvor Københavns Kommune har delvist ejerskab

De fire modeller er vist på tegninger i bilag 1. Skemaet i bilag 2 viser en oversigt over kommunens styringsmuligheder, finansiering og driftsøkonomi samt fleksibilitet ved de fire modeller. Skemaet er kort opsummeret herunder. Krydserne i skemaet angiver, hvor godt modellerne understøtter projektet i forhold til kompetencer, styring, innovation og økonomi. Tre krydser er bedst, to krydser knap så godt, ved et kryds er der kun en lille effekt og ved ingen krydser understøttes projektet ikke:

 

Kompetencer

Kommunal styring

Innovation og

grøn vækst

Økonomi

Kommunalt A/S

 

+++

+

++

Selskab i HOFOR-koncernen

++

++

++

++

Et offentligt privat partnerskab (OPP)

++

 

++

 

Et offentligt/privatejet selskab (OP A/S)

++

+

++

+

Anbefalet løsning
Det vurderes, at målsætningen om innovation og grøn-teknologi-eksport understøttes bedst af model 2, hvor der desuden vil være adgang til nødvendige projekt- og driftsmæssige kompetencer. Der indledes derfor et samarbejde mellem Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen og HOFOR, hvor den endelige selskabskonstruktion afklares. Selskabet skal udbyde, etablere og drive et affaldsbehandlingsanlæg i samarbejde med teknologileverandøren. Anlægget skal levere høj biogasproduktion og genanvendelse af metal og plast. Målsætningen om innovation, udvikling af genanvendelse og grøn teknologi samt teknologieksport indskrives i vedtægten for selskabet. Med denne model vil ansvaret for styring af selskabets økonomi og aktivitet, og dermed for affaldsbehandlingsaktiviteterne ligge i Økonomiforvaltningen, jf. Københavns Kommunes vedtagne aktive ejerstrategi. Derfor anbefales det, at der i vedtægten indskrives et konkret samarbejde mellem selskabet og Teknik- og Miljøforvaltningen for at understøtte, at affaldsbehandlingen i selskabet får tæt tilknytning til den affaldsplanlægning, der foregår i forvaltningen. Forvaltningen anbefaler, at anlægsomkostningerne finansieres ved kommunal indskudskapital fra det gebyrfinansierede område, fordi det vil spare finansieringsomkostninger og dermed give den økonomisk set bedste løsning.

Industriel symbiose og klimagevinster
Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at affaldsbehandlingsanlægget kan indgå i samarbejder med andre forsyningsvirksomheder og fx udnytter renset spildevand og eksisterende bioforgasningskapacitet på BIOFOS. De 50.000 ton dagrenovation forventes at give omkring 3,8 mio. m3 oprenset biometan. Biogassen fra københavnernes affald kan benyttes som drivmiddel i tung trafik, fx i skraldebilerne, der allerede kører på certificeret biogas og eventuelt i bybusserne, eller den kan erstatte en del af naturgasindholdet i bygassen, hvilket vil give en årlig klimagevinst på omkring 8.400 ton CO2. Ved fuld drift og med et input på 50.000 ton dagrenovation årligt forventes 40.000 ton til affaldsforbrænding efter bioforgasning. Forsøg har vist, at 750 ton genanvendeligt metal og 1.800 ton hård plast kan frasorteres til genanvendelse, hvilket svarer til en CO2-besparelse på 4.400 ton. Projektet rummer et potentiale for øget genanvendelse fx af blød plast samt på sigt innovation i forhold til at oprense gødningsstoffer (NPK), så de kan recirkuleres til landbrugsjord.

Etablering af det nye anlæg
Design- og anlægsfasen tager mindst 2 år og anlægget kan derfor tidligst forventes at stå klar til drift ultimo 2018/ primo 2019. Fasen omfatter myndighedsbehandling af områdets lokalplan, en VVM-proces, udarbejdelse og høring af miljøgodkendelsen for anlægget samt byggetilladelse mv. Hvis planer eller godkendelser påklages kan myndighedsbehandlingen tage længere tid. Herefter forventes anlæg af affaldsbehandlingsanlægget at tage mindst 12 måneder.

Økonomi

Der er udarbejdet en businesscase for et innovativt affaldsbehandlingsanlæg. Det bemærkes, at businesscasen er baseret på anlægsoverslag, men ikke på konkrete priser indhentet ved udbud. Businesscasen er kvalitetssikret af uafhængige konsulenter, men det kan være nødvendigt at justere økonomien i projektet, når der foreligger konkrete tilbudspriser. Affaldsområdet er et ”hvile i sig selv” område, og derfor vil selskabet ikke fremvise et driftsoverskud.
Anlægsomkostningerne er opgjort til 190 mio. kr., som foreslås finansieret fra affaldsområdet jf. nedenstående tabel. Da affaldsområdets økonomi er underlagt hvile i sig selv, kan et underskud i 2017 finansieres over gebyrerne i de kommende år, så området økonomisk set balancerer over en kort årrække. Der er forudset et råderum på 160 mio. kr. på dette område fra 2017 – 2019, som delvist kan dække finansieringen af anlægsomkostningerne på 190 mio. kr. De resterende 30 mio. kr. svarer til en gebyrstigning på 35 kr./husstand, fordelt over tre år i 2017 til 2019. Gebyrstigningen vil blive behandlet på samme møde i Teknik- og Miljøudvalget i august 2016 i indstillingen om de øvrige affaldsgebyrer for 2017 afhængigt af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om innovativt behandlingsanlæg. Den besluttede nedsættelse af affaldsgebyrerne i 2016 er gennemført som planlagt og berøres ikke af denne indstilling

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

 

Varig?
ja/nej

2017

2018

2019

 

2.

TMU

7456 - Affaldsområdet

1.38.65.1

U

-63.333

-63.333

-63.333

 

Nej

2.

ØU

Finansposter

8.22.05.5

U

-126.667

63.333

63.333

 

Nej

2.

TMU

3458 – Taktsfinansieret anlæg

1.38.66.3

U

190.000

0

0

 

Nej

I alt

-

-

-

-

0

0

0

 

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Indskuddet på de 190 mio. kr. udbetales fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Takstfinansieret anlæg i 2017, jf. nedenstående tabel:

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

År 2017

TMU

Etablering af innovativt affaldsbehandlingsanlæg til dagrenovation

3458 – Taktsfinansieret anlæg

1.38.66.3

190.000

I alt

 

 

 

190.000

Ved kommunalt indskud af anlægskapitalen forventes en behandlingspris på omkring 660 kr./ton og dermed en samlet årlig behandlingsomkostning på 33 mio. kr. årligt fra 2019. Behandlingsprisen omfatter forbrænding og genanvendelse af de materialestrømme, der kommer fra anlægget. Den forventede gennemsnitlige behandlingsomkostning til forbrænding på 440 kr./ton, som svarer til 22 mio. kr. årligt, spares, og derved bliver der årligt en merpris for kommunen på 11 mio. kr., hvilket svarer til en stigning i dagrenovationsgebyret på 39 kr. per husstand. For en gennemsnitlig etagebolig svarer dette til en stigning på omkring 2 % i dagrenovationsgebyret. Beløbet skal indregnes i det gebyrfinansierede områdes budget fra 2019 og frem. Både anlægsomkostninger og forventet årlig behandlingsomkostning skal revideres, når anlægsdesignet er fastlagt, udbudt og tilbud foreligger.

Videre proces

Sagen forventes forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen ultimo 2016. Herefter indledes et samarbejde mellem Københavns Kommune og HOFOR-koncernen ultimo 2016 som besluttet. Når selskabet er stiftet, hvilket forventes i 2017, indskydes anlægskapital på 190 mio. kr. Ansvaret for etablering af anlægget ligger i selskabets bestyrelse. Teknik- og Miljøforvaltningen vil være inddraget i arbejdet og vil holde udvalget orienteret om projektets økonomi og fremdrift i genanvendelses- og udviklingspotentialet.

                                  Pernille Andersen                                             

                                                                       /Jakob Møller Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 5. september 2016

Indstillingen blev ikke anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Til top