Mødedato: 04.10.2006, kl. 15:00

Toiletenhed til opstilling i Københavns offentlige byrum

Se alle bilag

Toiletenhed til opstilling i Københavns offentlige byrum

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2006

 

 

Sager til beslutning

 

13.      Toiletenhed til opstilling i Københavns offentlige byrum

 

TMU 636/2006  J.nr. 2280.0003/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

-         designet af den nye toiletenhed

-         indretningen af enhedens handicaptoilet

 

 

RESUME

Toilethandlingsplanen for Københavns Kommune omfatter bl.a., at alle ubemandede gadetoiletter udskiftes med en lille automatisk toiletenhed, der består af et handicapvenligt toilet med betaling samt et gratis pissoir.

Forvaltningen har fået bevilget midler til indkøb af 5 toiletenheder og har nu gennemført et udbud.

Ved behandlingen af toilethandlingsplanen i foråret 2006 tilkendegav Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer, at udvalget skal have forelagt udformningen af den kommende toiletenhed til godkendelse.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Standarden for forsyningen med offentlige toiletter i Københavns Kommune har længe været utidssvarende og utilfredsstillende. Derfor har Teknik- og Miljøudvalget på sit møde den 5. april 2006 (TMU 197/2006, J.nr. 2280.0003/06) vedtaget en Toilethandlingsplan.

Toilethandlingsplanen for Københavns Kommune omfatter bl.a., at alle ubemandede gadetoiletter udskiftes med en automatisk toiletenhed, der består af et handicapvenligt toilet med betaling samt et gratis pissoir.

Ved behandlingen af toilethandlingsplanen i foråret 2006 udtrykte Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer ønske om, at godkende design for den kommende toiletenhed. Derfor fremlægges udformningen af toiletenheden nu til godkendelse.

Forvaltningen har fået midler til indkøb af 5 toiletenheder til opstilling på Brønshøj torv, Husum Torv, Emdrup Torv, Sundbyøster Plads og Sct. Hans Torv.

 

Design

Forvaltningen foreslår, at toiletenheden udformes som beskrevet i bilag 1. Forvaltningen finder, at det foreslåede design har den ønskede københavneridentitet, hvor det let genkendelige formsprog refererer til bl.a. brohusene på Knippelsbro og Toldkammerbygningen i Havnegade.

Toiletbygningen fremstår med enkelhed og elegance i et integreret design. Facadebeklædningen er udført i malet stål i identitetsfarven grafital grå med stående false som vandrette bånd. Som ønsket af mange borgere bliver der dagslys på toilettet gennem glasbåndet lige under det lette svævende tag.

 

Tilgængelighed

Forvaltningen har drøftet principperne for toilettets tilgængelighed med repræsentanter for de forskellige handicaporganisationer. Repræsentanterne er ud fra hensynet til forskellige former for handicap ikke enige om den mest hensigtsmæssige indretning. Uenigheden drejer sig mest om den indbyrdes placering af håndvask og toiletstol.

Dansk handicap forbund foretrækker en hjørneløsning, hvor toilet og håndvask er vinklet 90 grader i forhold til hinanden, så det er let at nå håndvasken mens man sidder på toilettet.

De samvirkende Invalideorganisationers (DSI)s repræsentant i Vej & Parks handicappanel har efterlyst en løsning med god tilgængelighed til toiletstolen fra begge sider, så to hjælpere kan hjælpe de svageste handicappede på toilettet. Endvidere tager denne placering hensyn til at nogle handicappede er stærkest i højre side og andre i venstre side.

En brugerundersøgelse udført af Dansk Center for Tilgængelighed 2002 konkluderer: "... at der er en konflikt imellem at tilgodese en stor gruppes behov for overhovedet at kunne komme over på wc'et og en mindre gruppes behov for at kunne nå rindende vand siddende på wc. Hvis de flestes behov skal tilgodeses, er der ingen tvivl om, at det at sørge for at wc og håndvask placeres, så der er plads til en kørestol eller en hjælper på begge sider af wc'et." 

Forvaltningen har også drøftet problemstillingen med Arbejdstilsynet, der vejledende anbefaler, at der er gode pladsforhold på begge sider af toiletstolen, så de ansatte, der skal hjælpe de handicappede ved toiletterne, kan udføre arbejdet med forsvarlige arbejdsbevægelser og arbejdsstillinger. I Sverige stiller arbejdstilsynet krav om god plads på begge sider af toiletstolen

Forvaltningen anbefaler i lyset af ovenstående, at vælge en løsning med god plads på begge sider af toiletstolen. Forvaltningen vurderer at denne løsning både vil tilgodese flest mulige brugere herunder også de svageste blandt de handicappede.

 

Hærværkssikring

For at modvirke eventuelt hærværk er håndvasken på det handicaptoilet, som forvaltningen anbefaler bygget ind i væggen med berøringsfrie vand-, sæbe og lufttørringselementer. Der er en fordybning i væggen under vasken, så der er god plads til benene for kørestolsbrugere. Dansk handicapforbund ønsker vasken trukket længere frem, så der er mulighed for at støtte sig til vasken.

 

Økonomi

Borgerrepræsentationen vedtog d. 24. november 2005 (BR 629/05, Anvendelse af frie midler i budget 2005), at der er i 2006 afsættes 4,15 millioner kr. til indkøb af 5 små toiletenheder til placering på Brønshøj torv, Husum Torv, Emdrup Torv, Sundbyøster Plads og Sct. Hans Torv.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes, men der er i udbudsmaterialet for toiletenheden stillet krav til ressourceforbruget for vand, energi og materialer i overensstemmelse med de retningslinier der er opstillet i Københavns Kommunes vedtagne pjece: "Miljø i byggeri og anlæg",

 

Høring

Vej & Park har drøftet høringsformen med De Samvirkende Invalideorganisationers repræsentanter, der anbefaler , at Københavns Kommunes Handicapråd inddrages i vurderingen af toiletenhedens indretning af handicaptoilettet. Indretningen vil derfor søges forelagt  Handicaprådet på dets møde 24. oktober 2006.

Efter mødet i Handicaprådet vil Vej & Park vurdere om toiletproduktionen kan sættes i gang med den valgte udformning. Hvis dette ikke er tilfældet, vender forvaltningen tilbage til Teknik- og Miljøudvalget med en ny indstilling

 

BILAG VEDLAGT

1a     Udvendigt design for toiletenheden.

1b    Tegninger af indretningen af handicaptoilettet.

 

Ole Bach


 

Til top