Mødedato: 03.02.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Genbehandling af stillingtagen til Distortion X på Den Røde Plads, 2025, Nørrebro

Se alle bilag

Arrangøren af Distortion, har ikke fået tilsagn til afholdelse af Distortion X (lukkede musikzoner mod betaling) på Den Røde Plads, Nørrebro, i 2025. På baggrund af medlemsforslag om genbehandling af stillingtagen til spørgsmålet, stillet af Radikale Venstre, skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om der efter ny information om afviklingen af Distortion X i 2024 sammesteds, alligevel kan gives tilsagn til afholdelsen i 2025 også. Forvaltningen vurderer, at der kan gives tilsagn til arrangementet.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at arrangøren af Distortion (Nus/Nus ApS) får principielt tilsagn om at kunne afvikle Distortion X-arrangementet på Den Røde Plads i 2025.
  2. at medlemsforslag om genbehandling af stillingtagen til Distortion X på Den Røde Plads stillet af Radikale Venstre, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 18. november 2024 er hermed håndteret (bilag 2).

Problemstilling

Den 8. april 2024 indstillede Teknik- og Miljøforvaltningen, at Teknik- og Miljøudvalget gav principielt tilsagn til, at arrangøren af Distortion, i 2025 kunne afvikle Distortion-gadefesten samt forskellige Distortion X-arrangementer, herunder på Den Røde Plads. Ifm. behandlingen vedtog Teknik- og Miljøudvalget et ændringsforslag om, at Den Røde Plads skulle friholdes for det i bilag 3-skitserede Distortion X-arrangement torsdag den 5. juni 2025.

Arrangøren af Distortion har haft tilsagn til at afholde Distortion X på Den Røde Plads i 2024. Efter afholdelse af arrangementet, har de udarbejdet en evaluering (bilag 4) og oplyst forvaltningen herom. Konklusionerne i evalueringen, sammenholdt med forvaltningens egne tilsynserfaringer og den oprindelige vurdering gør, at forvaltningen vurderer, at der kan gives tilsagn til Distortion X-arrangementet på Den Røde Plads i 2025.

Løsning

Tilsagnet til arrangementet dækker overordnede placeringer og datoer samt tidsrammer. Som det fremgår af bilag 3, vil Distortion X på Den Røde Plads, i tilfælde af tilsagn til afvikling, blive afholdt den 5. juni 2025 fra kl. 16:00-23:00.

Distortion X-arrangementer er lukkede arrangementsområder hvor der opkræves betaling. Arrangementet på Den Røde Plads omfatter indhegnede musikzoner og vil bl.a. have et højere sikkerhedsberedskab med crowd safety og vagtkontrol ved indgangspartiet. Billetsalget vil sikre, at der ikke sælges flere billetter end den maksimale kapacitet i den enkelte musikzone. Forvaltningens vurdering ved tilsyn under Distortion 2023 og 2024 er, at Distortion X-arrangementernes koncept har mindsket det publikumsmæssige pres på den åbne gadefest og de mere rolige aktiviteter. Arrangørens egen evaluering konkluderer ligeledes, at Distortion X-arrangementerne sikrer mere plads samt mere ordnede forhold under den større gadefest, og at betalingszonerne var populære med mange deltagere. Samtidig bemærker arrangøren i deres evaluering, at der i forhold til 2019 ses et fald på 20 % i sanitetsrelaterede klager på deres Nabo-hotline. Arrangørens egen klageoversigt fremgår i bilag 5.

Forvaltningens vurdering

Forvaltningen vurderer, at Distortion X på Den Røde Plads ikke vil være problematisk, baseret på antallet af registrerede klager i forvaltningen, arrangørens afvikling af arrangementet i 2023 og 2024, og arrangørens oplæg til afvikling i 2025. Hertil kommer, at Distortion X-arrangementerne, bidrager med oplevelsesmæssige- og kulturelle værdier til byen. Forvaltningen vil, som tidligere, stille vilkår til arrangøren, så afholdelsen af Distortion ikke giver unødvendige og urimelige gener for borgere og erhvervsdrivende i lokalområdet.

Politisk handlerum

Udvalget kan vælge at give afslag til Distortion X på Den Røde Plads i 2025, hvor begrundelsen fx kan være, at udvalget ønsker at friholde pladsen til andre arrangementer, der ikke kræver betaling for deltagelse.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Ansøgeren har i Kultur- og Fritidsudvalget fået tildelt cirka 1,5 mio. kr. årligt fra Festivalpuljen i en treårig aftale, løbende fra 2025 til 2027.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele arrangøren, at der er givet et tilsagn til afholdelse af Distortion X på Den Røde Plads i 2025.

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 3. februar 2025

 

Indstillingen blev godkendt med 7 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, V og Å

Imod stemte: F og Ø

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”For det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at Distortion placeres, så

det generer byens borgere mindste muligt, dette betyder, at arrangementet i videst mulige omfang skal placeres, så det ikke foregår foran folks soveværelsesvindue. Desuden er det væsentligt, at arrangørerne sikrer indsamling af skrald, renhold og efterfølgende oprydning.”

 

Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”SF ønsker, at der skal være plads til Distortion i København, men mener ikke at der skal være betalingszone på Røde Plads. Vi så hellere, at det fx var på Øster Voldgade, som også tidligere har været i spil. Vi mener også fortsat, at Distortion skal flytte rundt mellem de forskellige bydele.”

Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:

"Socialdemokratiet er ikke fortaler for, at arrangementer på offentlige arealer generelt skal kunne opkræve entré, men vi kan med udgangspunkt i den konkrete sag og af hensyn til afvikling af arrangementet godt stemme for indstillingen, da betalingszonen medvirker til en roligere afvikling. I den forbindelse er det dog vigtigt for os at understrege, at Distortion skal sikre reel rotation i dets placeringer, således afholdelserne sker i hele København og ikke kun skiftevis i enkelte brokvarterer."

 

Til top