Bevaring af bebyggelse beliggende Svanevej 10, Bispebjerg
En grundejer har i forbindelse med en forhåndsdialog med Teknik- og Miljøforvaltningen i juni 2023 tilkendegivet, at de ønsker at nedrive eksisterende byggeri, en villa og en kirke, på Svanevej 10, for at opføre nybyggeri på grunden. Projektet indebærer opførelse af nybyggeri i tilknytning til et trossamfund samt ungdomsboliger. Det nuværende byggeri er i en startredegørelse fra 2020 vurderet til at skulle udpeges som bevaringsværdigt. Startredegørelsen er sidenhen ikke blevet fulgt op af en lokalplan. På grund af det korte sagsforløb vurderer forvaltningen, at der er en lav procesrisiko for sagens videre behandling, og at der på den baggrund kan nedlægges et § 14- forbud.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at bebyggelsen beliggende Svanevej 10 søges bevaret ved, at der nedlægges et § 14-forbud og udarbejdes en bevarende lokalplan, jf. Løsning.
Problemstilling
Grundejer af Svanevej 10 i Nordvest har i forbindelse med en forhåndsdialog med forvaltningen tilkendegivet, at de ønsker at nedrive eksisterende bebyggelse på Svanevej 10. Teknik- og Miljøudvalget har den 28. september 2020 vedtaget en startredegørelse for en ny lokalplan for området, hvor det fremgår, at eksisterende bebyggelse på Svanevej 10 (en villa og en kirke) bør udpeges som bevaringsværdig. Startredegørelsen er endnu ikke fulgt op af en lokalplan, da bygherre frafaldt byggeønskerne. Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til, om bebyggelsen fortsat ønskes bevaret i en lokalplan. I vurderingen af muligheden for at nedlægge et § 14-forbud har forvaltningen forholdt sig til den procesrisiko, der som følge af de historiske forhold i sagen vil være forbundet med at nedlægge et § 14-forbud på ejendommen.
Løsning
Forvaltningen har indledt proces for nedlæggelse af et § 14-forbud og varslet forbuddet overfor berørte parter. Varsling om eventuel nedlæggelse af et § 14-forbud har været i partshøring i perioden den 24. august til den 16. september 2023. Partshøringen har til formål at sikre, at ejere af ejendommen samt andre, som forbuddet retter sig imod (fx lejere), har mulighed for at udtale sig. Forvaltningen har modtaget tre henvendelser, der ikke har givet anledning til ændringer.
Historik og procesrisiko
Teknik- og Miljøforvaltningen har den 25. april 2023 modtaget en anmodning om forhåndsdialog samt materiale for et konkret byggeprojekt på Svanevej 10. Forvaltningen har på den baggrund afholdt et forhåndsdialogmøde om projektet med grundejer den 7. juni 2023. Grundejer ønsker at nedrive eksisterende bebyggelse på ejendommen, Adventskirken og en bagvedliggende villa, samt opføre ny bebyggelse, der giver mulighed for forskellige aktiviteter i tilknytning til trossamfundet. Samtidig ønsker grundejer at opføre ungdomsboliger på ejendommen.
Forvaltningen har på mødet den 7. juni 2023 orienteret grundejer om, at der den 28. september 2020 er vedtaget en startredegørelse for området (bilag 2), herunder for Svanevej 10, København NV. Ifølge startredegørelsen bør bebyggelsen på ejendommen (villa og kirke) udpeges som bevaringsværdig. Forvaltningen har desuden på mødet orienteret grundejer om, at forvaltningen på den baggrund vil varslet et forbud mod nedrivning af eksisterende bebyggelse på grunden. Der er ikke indsendt bygge- eller nedrivningsansøgning i sagen.
Vurdering af bygningernes bevaringsværdi
Der er to eksisterende bygninger på ejendommen. Bygning 1 (kirken) er placeret tættest på Svanevej. Den er opført i 1944 og registreret med SAVE-værdi 5 (middel bevaringsværdi). Bygning 2 (villaen) er placeret mere tilbagetrukket på ejendommen. Den er opført i 1903 og registreret med SAVE-værdi 4 (middel bevaringsværdi). Billeder af bygningerne fremgår af bilag 3.
Det fremgår af startredegørelsen, at bygningerne på Svanevej 10 (villa og kirke) skal fastlægges som bevaringsværdige i den videre planlægning. Derudover fremgår det af startredegørelsen, at udvikling skal ske i overensstemmelse med den lokale egenarts særlige karakter for at sikre områdets bevaringsværdige kulturmiljøer og en blanding mellem det gamle og det nye samt det grønne og det bebyggede. I området er Hejrevej 5 et af de få bevarede industrimiljøer, der er tilbage. Selvom bygningerne er ændrede i forhold til deres oprindelige udseende, er den tidligere anvendelse stadig aflæselig. Dette er fortsat forvaltningens vurdering. Derudover har Bispebjerg Lokaludvalg stor bevågenhed på bevaring i området.
Forvaltningens vurdering
Det vurderes, at der ikke er udvist passivitet fra forvaltningens side. Der lægges i den forbindelse vægt på, at der er anmodet om forhåndsdialog i april 2023, og at der er afholdt forhåndsdialogmøde den 7. juni 2023, hvor forvaltningen har gjort bygherre opmærksom på, at der er et tidligere politisk ønske om bevaring. Derudover vurderes bygningerne at være bevaringsværdige (hhv. SAVE værdi 4 og 5). Forvaltningen vurderer på denne baggrund, at det vil være muligt at nedlægge et § 14-forbud mod nedrivning af eksisterende bebyggelse (villa og kirke) på Svanevej 10.
Partshøring
Forvaltningen har modtaget tre høringssvar indenfor høringsperioden fra hhv. Adventistkirken og fra en repræsentant for grundejer (bilag 4).
Det fremgår generelt af høringssvarene, at bebyggelsen ikke bør bevares, da den er i meget dårlig stand. Grundejer ønsker at opføre ny bebyggelse til skole-, spejder- og kirkeformål på ejendommen. Den nye bebyggelse skal desuden fungere som et nyt samlingssted til gavn for området og lokalsamfundet. Skitser og beskrivelser af det ønskede projekt fremgår af høringssvarene.
I høringssvaret fra Adventistkirken er vedlagt en teknisk gennemgang af ejendommen Svanevej 10. I den tekniske gennemgang, som er ledsaget af aktuelle billeder af bebyggelsen, peges der på, at bygningerne fremstår i en bygningsmæssig dårlig stand sammenlignet med tilsvarende bygninger ift. tidsalder og med tilsvarende materialevalg. Det fremgår også, at der er observeret et tydeligt forfald og flere steder uoprettelige nedbrydninger i bygningsdele.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at bebyggelsen ikke skal bevares. Forvaltningen vil i givet fald, hvis der indsendes en nedrivningsansøgning, meddele nedrivningstilladelse til bygherre, forudsat betingelserne for at meddele nedrivningstilladelse er opfyldt.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen påbegynde proces med nedlæggelse af et § 14-forbud og udarbejdelse af en lokalplan.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. oktober 2023
Indstillingen blev godkendt med 6 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C, Ø og Å
Imod stemte: A, B, F og V
Indstillingen blev standset af Christopher Røhl (B), jf. kommunestyrelseslovens § 23, og indstillingen indbringes dermed i sin helhed til afgørelse i Borgerrepræsentationen.