Godkendelse af temaer i Sundheds- og Omsorgsudvalget 2014
Indstilling og beslutning
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til større temaer i Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2014.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal i 2014 blandt andet udarbejde en ny sundhedspolitik for Københavns Kommune, og der skal udarbejdes et nyt reformprogram for ældreområdet i kommunen.
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges hermed temaer til drøftelse på udvalgsmøderne i 2014.
Løsning
I forlængelse heraf er der en række større politikker på sundheds- og omsorgsområdet, der står over for at skulle fornyes. Sundhedspolitikken "Længe Leve København" udløber i 2014, og der skal derfor udarbejdes en ny sundhedspolitik fra 2015 og frem. På ældreområdet løber det politiske refomprogram "Aktiv og tryg - hele livet" frem til 2015, og det foreslås, at reformprogrammet revideres i 2014, da mange af udvalgets ønsker til temaer er omfattet af programmet. Et fornyet reformprogram kan dermed sætte et fornyet fokus på udviklingen af et sundt og aktivt ældreliv. Endelig skal der udarbejdes en ny sundhedsaftale mellem kommunerne og Region Hovedstaden gældende fra 2015. Forvaltningen vurderer ligeledes, at det er relevant, at udvalget drøfter frit valg og udbud på ældreområdet.
Forvaltningen foreslår nedenstående større temaer til drøftelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2014:
1. Lige muligheder på sundhedsområdet - ny sundhedspolitik
Sundheds- og Omsorgsudvalget havde på mødet den 23. januar 2014 fokus på, at der er store forskelle på københavnernes sundhed, og blandt andet på at løfte sundheden i udsatte områder i København. Udvalget pegede blandt andet også på temaer som mental sundhed, sundhed og seksualundervisning i folkeskolen og generel fokus på de sundhedstilbud og forebyggende tilbud, som kommunen tilbyder. Disse temaer vil være relevante at tage afsæt i, når udvalget skal i gang med at udarbejde en ny sundhedspolitik i 2014.
2. Udvikling af ældreområdet - revideret reformprogram
Inden for ældreområdet havde udvalget blandt andet fokus på arbejdet med at reducere ensomhed blandt ældre, samarbejde med frivillige, mad og måltider til de ældre og fokus på et godt liv på plejecentrene. Derudover nævnte udvalget også fokus på hjemmepleje, fokus på at reducere unødige indlæggelser og fokus på medarbejdernes arbejdsmiljø samt sygefravær. Det nuværende reformprogram "Aktiv og tryg - hele livet", der løber frem til 2015, har fokus på en række af disse temaer. Det foreslås derfor, at udvalget reviderer det nuværende program for udvikling af ældreområdet fra 2015 og frem.
3. Sundhedsaftale
Sundheds- og Omsorgsudvalget havde på mødet den 23. januar 2014 også fokus på for tidlig udskrivning fra hospitalerne og samarbejdet mellem hospital, kommune og almen praksis generelt, så der kan sikres bedre sammenhæng og kommunikation om borgerens forløb på tværs af sektorerne. I forbindelse med at der skal indgåes én ny sundhedsaftale for perioden 2015-18 mellem kommunerne og Region Hovedstaden, er disse temaer også relevante at sætte fokus på under dette arbejde i 2014.
4. Genoptræning
Udvalget havde også fokus på genoptræningsområdet, særlig med fokus på unge erhvervsaktive borgere og mulighederne for, at kommunen kan gøre tilbuddene om genoptræning mere fleksible ved for eksempel senere åbningstider på træningscentrene. Forvaltningen foreslår på den baggrund, at udvalget tager en nærmere temadrøftelse om genoptræningsområdet på Sundheds- og Omsorgsudvalgsmødet den 15. maj 2014.
5. Vækst og velfærdsteknologi
Udvalget satte også fokus på ældre og digitalisering - og udviklingen af nye velfærdsteknologiske løsninger, som kan være med til at sikre de svageste ældre og kronikere den omsorg og pleje, som de har brug for - herunder deres personlige frihed. Ved at være førende laboratorium for brug af velfærdsteknologi kan dannes grobund for eksport af innovative danske løsninger og at tiltrække udenlandske investeringer. Forvaltningen foreslår derfor også en nærmere temadrøftelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget på mødet den 19. juni 2014 om dette tema.
6. Frit valg
Endelig havde udvalget på mødet den 23. januar 2014 fokus på regler for frit valg og udbud på ældreområdet, hvor der pr. 1. april 2013 er trådt nye regler i kraft for frit valg og udbud. Konkurrenceudsættelse af hjemmehjælpen er blandt andet gjort lettere, eksempelvis bliver der adgang til at konkurrenceudsætte hjemmehjælpsydelser sammen med andre driftsområder, såsom plejecentre. Forvaltningen foreslår også, at udvalget på møde den 23. oktober 2014 tager en temadrøftelse om frit valgsområdet - også set i lyset af de større udbud af frit valg, som forvaltningen har været igennem.
Under hver af de seks overordnede temaer har forvaltningen foreslået en række underliggende specifikke temaer, som også fremgår af bilag 1. Disse underliggende temaer kan være med til at danne rammen for de forskellige temadrøftelser i 2014. Af bilag 2 fremgår et årshjul over den møderække, som forvaltningen foreslår, de seks temaer bliver drøftet under.
Temadrøftelserne i Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2014
Temadrøftelserne vil som udgangspunkt tage afsæt i effekt for borgerne. Med effekt menes de ændringer hos borgerne, som udvalget ønsker at opnå. Et klart fokus på effekt vil give både udvalg og forvaltning bedre mulighed for at styre i den ønskede retning og bedre mulighed for at følge op på, om man opnår de ønskede forandringer. Forvaltningen vil inddrage eller udarbejde materiale om tilgængelig evidens og viden om effekter på de enkelte områder til temadrøftelserne for at understøtte drøftelserne.
Ved at fokusere på effekt kan udvalget også give forvaltningen en klar retning for, hvad der skal arbejdes hen imod, samtidig med at forvaltningen får større metodefrihed til at vælge, hvordan effekterne for borgerne bedst kan opnås. Temadrøftelserne vil blive bygget op om nedenstående indhold:
Problemer: temadrøftelserne tager udgangspunkt i konkrete og aktuelle udfordringer på de enkelte områder. Forvaltningen vil udarbejde materiale og bruge tilgængelig viden og evidens om effekter til brug for temadrøftelserne. På baggrund heraf kan udvalget drøfte, hvilke problemer udvalget især gerne vil løse/afhjælpe.
Dilemmaer: I drøftelserne vil der være fokus på de dilemmaer, der er knyttet til området. Det kan fx være afvejninger af, hvor meget kommunen skal hjælpe ”i bredden eller i dybden”. Drøftelser af dilemmaer indebærer ofte, at der også drøftes prioriteringer.
Målsætninger: Temadrøftelserne kan også bruges til at drøfte, hvilke politiske målsætninger udvalget fremadrettet vil opstille. Forvaltningen foreslår, at de målsætninger, der opstilles, har fokus på effekt for borgerne, og at udvalget opstiller få og strategiske effektmål, som er lettere at prioritere efter og følge op på end de forholdsvis mange nuværende politiske mål.
Økonomi
Videre proces
Katja Kayser
/Rikke Blom