Prioritering af økonomisk råderum i 2025
Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) har i 2025 et økonomisk råderum til intern omplacering, som pt. ikke er disponeret. Råderummet kommer fra overudmøntning ifm. de administrative besparelser, der blev gennemført til Budget 2025 og uforbrugte midler fra Ældrereformen.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at udvalget drøfter og godkender disponering af det økonomiske råderum i 2025.
Problemstilling
Økonomisk råderum som følge af administrative besparelser
Som led i Budget 2025 blev SOU pålagt at finde administrative besparelser på 4,1 mio. kr. årligt frem mod 2030, dvs. knap 25 mio. kr. for den samlede periode. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) valgte at gennemføre besparelserne samlet allerede i 2025 og 2026 (og en lille rest i 2027). Dels for at minimere tiden med usikkerhed for organisationen, dels for i perioden frem til 2030 at kunne frigøre yderligere midler til strategisk vigtige områder, dette bl.a. henset til at nye krav og reformer på SUFs område må forventes at medføre et behov for omstilling af SUF som organisation. SOU har som følge af de administrative besparelser et økonomisk råderum i 2025 til administrative indsatser på 12,9 mio. kr. Det bemærkes, at midlerne ikke er varige, og disponeringerne kan således heller ikke kan være varige.
Økonomisk råderum som følge ad uforbrugte midler fra Ældrereformen
Som en del af udmøntningen af midlerne fra Ældrereformen besluttede SOU den 19. september 2024, at der skulle afsættes midler til et aktivitetscenter på Christianshavn. Der er i 2025 et mindreforbrug på indsatsen på 2,2 mio. kr., bl.a. pga. at SUF først skal betale husleje pr. 1/3-2026 og ikke som forudsat allerede pr. 1/1-2025. De uforbrugte midler kan disponeres til indsatser i 2025.
Tabel 1. Overblik over samlet økonomisk råderum i 2025
|
Beløb i 2025 (mio. kr.) |
Økonomisk råderum som følge af administrative besparelser |
12,9 |
Økonomisk råderum som følge af uforbrugte midler fra Ældrereformen |
2,2 |
I alt |
15,1 |
Løsning
På SOUs udvalgsmøde den 20. februar 2025 disponerede udvalget det økonomiske råderum som følge af administrative besparelser for 2026, men udvalget har endnu ikke disponeret råderummet for 2025. Som det fremgår ovenfor, har SOU i 2025 mulighed for at disponere 12,9 mio. kr. samt mindreforbruget på 2,2 mio. kr. fra indsatsen vedr. aktivitetscenteret Christianshavn. Midlerne kan benyttes til 1-årige indsatser/projekter.
Forvaltningen har udarbejdet en række forslag til administrative indsatser, som vedrører dels digitalisering, dels forberedelse af Sundhedsreformen. Forvaltningen har derudover udarbejdet yderligere forslag til, hvordan det resterende råderum kan prioriteres. Forslagene er udarbejdet på baggrund af tidligere drøftelser i udvalget samt SOU-bestillingerne vedr. forebyggelse af brug af nikotin og udvidelse af Sundhedstjek. Disse to forslag er begge 1-årige og blev ikke prioriteret til Overførselssagen 2024/2025. Ved udvalgets beslutning om disponering af ældremidlerne var der enighed om, at der senere skulle ses på madområdet. Der er derfor forslag om, at de resterende midler fra ældrereformbevillingen på 2,2 mio. kr. i 2025 benyttes til madområdet.
Forslagenes samlede økonomi er indsat i tabel 2 og beskrevet i sin helhed i bilag 1. Udvalget kan naturligvis også vælge at anvende midlerne til andre indsatser end de her oplistede. Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at indsatserne skal kunne færdiggøres i 2025, da råderummet på 15,1 mio. kr. kun er i 2025.
Tabel 2. Overblik over idéer til prioritering af råderum i 2025
Forslag |
Beløb i 2025 (mio. kr.) |
Administrative forslag |
6,3 |
Digitalisering |
4,3 |
Understøttelse af sundhedsreformen |
2,0 |
Yderligere forslag |
10,7 |
Forebyggelse af brug af nikotin blandt københavnske børn og unge |
1,0 |
Udvidelse af Sundhedstjek |
0,5 |
Biologisk lys, inkl. opsætning* |
7,0 |
Madområdet |
2,2 |
I alt |
17,0 |
*Denne post kan skaleres
Økonomi
SOUs har et økonomisk råderum som følge af administrative besparelser og uforbrugte midler fra Ældrereformen i 2025 på 15,1 mio. kr. I sagen oplistes forslag til anvendelse. I alt er der forslag for 17,0 mio. kr.
Videre proces
Efter udvalget har drøftet og godkendt disponeringen af det økonomiske råderum i 2025 vil midlerne vil blive udmøntet til de forskellige indsatser med den næste sag om bevillingsmæssige ændringer vedr. Budget 2025.
Anna Schou Johansen
/ Camilla Vang Taankvist
Anna Schou Johansen
/ Camilla Vang Taankvist