Drøftelse af implementering af sundhedsreform
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget med udgangspunkt i denne indstilling drøfter de overordnede rammer og sætter retning for, hvordan Københavns Kommune bør forholde sig til og søge at påvirke den faglige og lovgivningsmæssige udmøntning af sundhedsreformen.
Problemstilling
Med sundhedsreformen lægges der op til en ny organisering og struktur for sundhedsvæsenet i fremtiden. Reformen indebærer store ændringer, der vil få konsekvenser for, hvordan kommunerne fremover skal arbejde, og hvilke opgaver kommunerne skal løse. Den nye sundhedsreform forventes at få betydelige konsekvenser for især kommunernes nuværende patientrettede sundhedstilbud. Denne indstilling lægger op til en videre drøftelse i SOU om de strategiske prioriteringer og fokuspunkter i implementeringen af sundhedsreformen – særligt i forhold til den første fase, hvor Sundhedsstyrelsen skal afgrænse opgaver, der skal flyttes fra kommunerne.
Løsning
Sundhedsreformen træder i kraft den 1. januar 2027. På denne dato begynder det nye regionsråd for Østdanmark og de 17 sundhedsråd at virke samtidig med, at myndigheds- og finansieringsansvaret for nogle opgaver overføres fra kommuner til regioner. Det nye regionsråd for Region Østdanmark og sundhedsrådene vil forud for være forberedende i 2026.
Forvaltningen har udarbejdet et overblik over centrale initiativer i forbindelse med implementeringen af sundhedsreformen (bilag 1), som SOU blev forelagt på det seneste møde i december 2024.
Med denne sag lægges der op til en drøftelse af, hvordan SOU og forvaltningen griber udmøntningen af aftalen og implementeringen af reformen an. SOU kan drøfte og fastsætte rammer og retning for, hvordan vi går i dialog med de relevante regioner, kommuner, styrelser m.m. Målet er at sikre borgerne det bedst mulige sundhedsvæsen, og det forudsætter, at sundhedstilbuddene fortsat løses nært og i tæt samspil med øvrige kommunale opgaver.
Kommunerne skal fortsat have en central rolle i at udvikle og drive borgernære, patientrettede sundhedstilbud. KK vil påtage sig en proaktiv rolle ved tidligt og konstruktivt at indgå i dialog med regioner, sundhedsråd og andre relevante aktører og interessenter. Vi tager initiativ, sætter rammerne fra begyndelsen og engagerer os aktivt i samarbejdet for at sikre en stærk kommunal stemme i arbejdet med sundhedsreformen.
Økonomi
De potentielle økonomiske konsekvenser for SUF samt KK er under afklaring.
Videre proces
SOU vil løbende blive orienteret og inddraget i forhold til sundhedsreformen, herunder implementeringen heraf. Der vil være et kontinuerligt behov for at tage stilling til interessevaretagelse og indsatser i den forbindelse – både hvad angår fastholdelsen af sundhedsopgaver på kommunalt niveau og i relation til den kommende folkesundhedslov m.m.
Per Bennetsen
/ Thomas Brahm