Mødedato: 21.05.2015, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høring af fælles uddannelsesstrategi for KKR Hovedstaden - fællesindstilling

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at tage orienteringen omkring KKR's fælles uddannelsesstrategi til efterretning
  2. at godkende, at det vedhæftede høringssvar (bilag 1) sendes til KKR Hovedstaden som Københavns Kommunes samlede bemærkninger til KKR Hovedstadens uddannelsesstrategi.

Problemstilling

Som led i at styrke kommunernes fokus på uddannelsesområdet er der i regi af Embedsmandsudvalget for Vækst, Uddannelse og Beskæftigelse i KKR Hovedstaden udarbejdet et udkast til en fælles uddannelsesstrategi for KKR Hovedstaden.

KKR Hovedstaden drøftede strategien på møde den 23. februar 2015 og besluttede, at strategien sendes i høring i alle kommunalbestyrelser frem til sommer 2015.

Løsning

Orientering om KKR Hovedstadens fælles uddannelsesstrategi

Formålet med den fælles uddannelsesstrategi for KKR Hovedstaden er at sikre bedre sammenhæng mellem udbuddet af nyuddannet arbejdskraft og kommunernes opgavemæssige udfordringer. En fælles uddannelsesstrategi skal derfor bidrage til at styrke kommunernes samlede indflydelse på udviklingen af velfærdsuddannelserne via fælles strategiske udviklingsmål.

Strategien fokuserer på fælles kommunale interesser i de velfærdsuddannelser, som kommunerne selv er aftagere og meduddannere af. Konkret drejer det sig om følgende uddannelser: socialrådgiveruddannelsen, læreruddannelsen, pædagoguddannelsen, sygeplejerskeuddannelsen, ergo- og fysioterapeutuddannelsen, pædagogisk assistentuddannelse (PAU) og social- og sundhedsuddannelserne (SOSU).

Målgruppen for uddannelsesstrategien er kommunerne i KKR Hovedstaden samt de kommunale repræsentanter, som KKR Hovedstaden har udpeget til bestyrelser og uddannelsesudvalg på professionshøjskoler m.v.

Strategiens fokusområder omhandler sammenhæng mellem skole og praktik, fokus på tværfaglighed, fagprofessionel kommunikation og kompetencer, brug af velfærdsteknologiske løsninger samt en styrket indsats for at forberede elever og studerende på, hvad en kommunal ansættelse indebærer.

Strategien indeholder anbefalinger, som er rettet mod kommunernes muligheder for, via praktikforløbene, at skabe de bedste rammer for elever og studerende og samtidig medvirke til at sikre sammenhæng i uddannelserne, herunder at kommunerne stiller praksisviden til rådighed for uddannelsesinstitutionerne. Udkast til strategien findes i bilag 2.

 Det er fra KKR Hovedstadens side anbefalet, at strategien vurderes efter 2 år, således senest i 2017. 

Uddannelsesstrategien i Københavns Kommune

Kommunen er helt afhængig af, at vi får uddannet dygtige medarbejdere til at løse fremtidens velfærdsopgaver inden for pleje, omsorg, uddannelse, socialrådgivning, pædagogik mv. BUF, BIF, SOF og SUF ser udformningen af den fælles uddannelsesstrategi for KKR Hovedstaden som en god mulighed for at styrke kommunernes samlede indflydelse på udviklingen af velfærdsuddannelserne, så de tilpasses kommunernes fremtidige udfordringer indenfor velfærdsområderne. Der er imidlertid ikke knyttet nogen konkrete handlinger og aktiviteter til uddannelsesstrategien. Det er afgørende, at mål og intentioner i strategien omsættes til konkret udvikling af professionsuddannelserne, så de udvikler sig i overensstemmelse og samspil med kommunens fremadrettede behov. Alle forvaltningerne samarbejder i dag med professionshøjskolerne om udvikling af professionsuddannelserne indenfor deres eget område. Men der er potentiale for at få større udbytte af de samarbejder, hvis vi som kommune koordinerer samarbejdet og også får løftet det til et mere strategisk niveau. 

Uddannelsesstrategien er et godt afsæt for at styrke Københavns Kommunes udvikling af grund- og professionsuddannelsesområdet. Forvaltningerne vil derfor forankre implementeringen af den fælles uddannelsesstrategi i Grunduddannelse København med reference til HR-Kredsen. Grunduddannelse København har blandt andet til opgave at styrke samarbejdet i forhold til de grund- og professionsuddannelser, som uddannelsesstrategien omfatter - fx ved at styrke kommunens interessevaretagelse i forhold til grund- og professionsuddannelserne og ved at styrke kommunens egne driftsopgaver i forhold til grund- og professionsuddannelserne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Implementering af uddannelsesstrategien i Københavns Kommune kan medføre behov for budgetønsker fremadrettet.

Videre proces

Den fælles uddannelsesstrategi for KKR Hovedstaden behandles som en fællesindstilling i henholdsvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 18. maj, Børne- og Ungdomsudvalget den 20. maj, Sundheds- og Omsorgsudvalget den 21. maj og i Socialudvalget den 27. maj 2015.

Høringen behandles derefter i ØU den 9. juni og i BR den 18. juni 2015 med henblik på endelig tilbagemelding til KKR den 22. juni 2015.

Katja Kayser                                                    Anette Laigaard        

Else Sommer                                                   Birgitte Hansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 18. maj 2015:

”Det er underligt, at Københavns Kommune ikke mener, at uddannelsen Professionsbachelor i Offentlig Administration er en relevant uddannelse at forholde sig til. Uddannelsen er primært rettet mod kommunerne, og som ny uddannelse har den stadig udfordringer med at få kommunerne til at tage praktikanter, så de studerende kan gennemføre deres uddannelser”.

Til top