Mødedato: 20.06.2019, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høring: Mere byggeri for pengene og smartere brug af m2

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal afgive høringssvar vedrørende forslag til mere byggeri for pengene og smartere brug af m2          


Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at godkende, at vedlagte bilag 2 sendes til Økonomiudvalget som Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar vedrørende forslag til mere byggeri for pengene og smartere brug af m2 

Problemstilling

Københavns Kommune vokser med ca. 10.000 nye indbyggere om året og skal derfor fortsat bygge mange skolespor, daginstitutioner, idrætshaller og fodboldbaner. I Budget 2019 blev parterne derfor enige om, at Økonomiforvaltningen i samarbejde med forvaltningerne skal afdække måder hvorpå, kommunen kan bruge eksisterende og kommende m2 optimalt og bygge billigere.

Økonomiforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et katalog over forskellige muligheder og forslag hertil. Økonomiudvalget har nu sendt forslag til mere byggeri for pengene og smartere brug af m2 i høring i fagudvalgene, som skal udpege de relevante spor, der kan arbejdes videre med.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har udarbejdet udkast til udvalgets høringssvar, som her forelægges til udvalgets godkendelse.

Løsning

Økonomiforvaltningens forslag centrerer sig om følgende områder:

  • Forslag til at reducere byggeudgifter
  • Forslag til at reducere udbygningsbehovet
  • Smartere brug af m2 – forslag til tværgående brug af m2

Forslagene vedrørende ovenstående udpeger en række greb og metoder der kan undersøges nærmere for eksekverbarhed og potentiale. For uddybning af de tre områder henvises til bilag 1.

Økonomiforvaltningens udspil omhandler bedre udnyttelse af m2 og bedre byggeøkonomi på et presset og dyrt bolig- og byggemarked. Sagen drejer sig dog primært om kommunens eget byggeri og ikke det byggeri, SUF samarbejder med de almene boligselskaber om og således heller ikke de udfordringer med rammebelagt byggeri inden for almenboligloven, som udvalget løbende (senest på møde den 23. maj 2019) har drøftet.

I forhold til SUF's område er der i forslaget fra Økonomiforvaltningen fokus på arealmæssig samtænkning med Socialforvaltningen (SOF) ved byggeri af nye plejehjem og boenheder, bl.a. ved deling af indgangsparti og servicearealer.

Det er her forvaltningens vurdering, at de forelagte tiltag for bedre arealudnyttelse vil kunne bidrage positivt til den udfordrede byggeøkonomi på plejehjem, hvis der kan ske bedre udnyttelse af ressourcerne til servicearealer. Dog løser det ikke udfordringerne med det rammebelagte byggeri af plejeboliger, som finansieres løsrevet fra servicearealerne (se også SOU-dagsorden den 23. maj punkt 4: Drøftelse af økonomi i plejehjemsbyggeri).

Udkast til Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar

I forvaltningens udkast til udvalgets høringssvar (bilag 2) bakkes der op om samtænkningen af arealer med SOF, mens der lægges op til en mere ambitiøs samtænkning af plejehjem, daginstitutioner, skoler og kulturfunktioner, som der i de kommende år skal bygges i stort antal. Forvaltningen ser derfor gode perspektiver i, at der tages initiativ til en samlet kommunal strategi for bygningsmæssig samlokalisering af plejehjem og andre kommunale institutioner.

I tråd med de drøftelser udvalget har haft om udfordringer med plejehjemsbyggeri, påpeges det ligeledes i høringssvaret, at der i højere grad end i det forelagte forslag, bør være fokus på rammebestemmelser, som fordyrer byggeri (bl.a. Miljø i Byggeri og Anlæg (MBA), arkitektur- og træpolitik samt parkeringsregler) med henblik på at sikre, at de kommunale rammebestemmelser ikke i sig selv er unødvendigt udgiftsdrivende, samtidig med, at der er fokus på miljømæssige og arkitektoniske bæredygtige byggerier.

Forvaltningen det positivt, at nye plejehjem - hvor det er fysisk muligt - bygges sammen med andre kommunale funktioner, for at skabe større integration og kontakt på tværs af generationerne, hvilket de fysiske rammer i de nye byggerier skal være med til at sikre. Den fælles arealudnyttelse skal også ses i lyset af den demografiske udvikling inden for ældreområdet, hvor plejeboligkapaciteten frem til 2030 skal udvides med ca. 1.000 boliger. Det vil skabe pres på at finde ledige og egnede grundarealer samtidigt med, at der skal findes plads til nye skoler, daginstitutioner og boenheder mv. Det vil forudsætte bedre arealudnyttelse på tværs af forvaltningerne.

Konkret arbejder Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med samtænkningsmuligheder i Folehaven i Valby, hvor Kirsebærhavens plejehjem skal moderniseres og Socialforvaltningen skal have etableret en boenhed til hjerneskadede borgere. Det er pt. planen, at den nuværende plejehjemsbygning nedrives, og at der bygges et helt nyt og moderne plejehjem på grundarealet. Det vil være arealmæssigt muligt at etablere en boenhed i det nye bygningskompleks således, at der er to adskilte institutioner i bygningen, hvor der på den ene side tages hensyn til de forskelle målgruppers behov og livsform og på den anden side muliggøres en fælles udnyttelse af arealer begge institutioner har behov for. Det kan eksempelvis være fælles adgangsarealer, træningslokaler, personaleomklædning, mødefaciliteter mv. Ved at sikre en fælles udnyttelse af relevante arealer vil det samlet set være muligt at etablere flere boliger på grundarealet, end hvis de to institutioner blev bygget separat.

Forvaltningen ser på denne baggrund og under hensyn til målgruppernes forskellighed store perspektiver i samarbejdet med Socialforvaltningen ved byggeri af nye institutioner.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Sundheds- og Omsorgsudvalget har godkendt indstillingen, oversendes høringssvaret til Økonomiudvalget.

 

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen:

For stemte: A, B, F, O, V og Ø (9)
Imod: Å (1)

Indstillingen blev således godkendt.

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Byggeri er en af de mest klimabelastende produktioner og velvidende den gældende lovgivning for plejehjemsbyggeri ønsker Å ikke at gå på kompromis med de høje miljøstandarder Københavns Kommune har besluttet for byggeri”

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er vigtigt, at ældre der skal på plejehjem i København, har tilstrækkeligt med plejehjemspladser. Der skal bygges, så der er plads til 30.000 flere ældre i de kommende år, men staten har lagt et loft for, hvor meget kommunen må betale for nybyggeri, og det betyder, at de nuværende høje miljøkrav ikke kan lade sig gøre”.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er vigtigt, at ældre der skal på plejehjem i København, har tilstrækkeligt med plejehjemspladser. Der skal bygges, så der er plads til 30.000 flere ældre i de kommende år, men staten har lagt et loft for, hvor meget kommunen må betale for nybyggeri, og det betyder, at ønsket om at fastholde de nuværende høje miljøstandarder for plejehjemsbyggeri de facto vil betyde et totalt byggestop for plejehjem i København. Partierne ønsker ikke, at de ældre tages til gidsler i det dilemma.”

Til top