Mødedato: 19.09.2024, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Ældrerådets forslag om analyse af behovet for boliger til ældre borgere

Se alle bilag

Resumé

Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) skal med denne indstilling drøfte forslag fra Ældrerådet om udarbejdelse af en strategi for boliger til ældre. SOU skal desuden tage stilling til, om udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentation (BR) at tiltræde Ældrerådets forslag om en boligstrategi.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter Ældrerådets forslag om udarbejdelse af boligstrategi for ældre.
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager stilling til, om udvalget vil anbefale overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der igangsættes en analyse af behovet for boliger til ældre borgere med henblik på udarbejdelse af en strategi for boliger til ældre

Problemstilling

Baggrunden for ønsket er, at befolkningen i København forventes at vokse de kommende år, og det er især den ældre del af befolkningen, der bliver flere af. Københavns Kommune forventer, at antallet af borgere over 80 år, vil være steget med 53 % frem mod 2033. Samtidig vil antallet af 65-79-årige borgere stige markant. 

Løsning

Analyse af behovet for boliger til ældre

Ældrerådet bemærker, at det stigende antal ældre i kommunen kalder på mere viden om behovet for boliger til ældre og foreslår, at der skal udarbejdes en analyse af behovet for boliger til ældre. Ældrerådet pointerer, at boliger til ældre ikke særskilt er nævnt og undersøgt i kommuneplanstrategi 2023 eller Boligredegørelsen 2023.

Forvaltningen er enig i, at der er behov for mere viden om behov og ønsker ift. boliger til ældre.

Derfor sættes der i Boligredegørelsen 2024 fokus på boliger til ældre, blandt andet via en større spørgeskemaundersøgelse blandt 60-75-årige københavnere. Formålet med undersøgelsen er at kortlægge, hvordan de ældre bor i dag, og hvilke ønsker og behov de har til deres bolig nu og i fremtiden. Boligredegørelsen 2024 udkommer 23. oktober 2024.

Strategi

Ældrerådet ønsker, at der udarbejdes en strategi for boliger til ældre, der tager udgangspunkt i den eksisterende boligmasse, da man ikke mener, at det fremtidige boligbyggeri kan løse manglen på boliger til den voksende ældre befolkning.

SUF deler fuldt ud Ældrerådets synspunkter vedrørende nødvendigheden af at tilpasse boligmassen til ældre i takt med den demografiske udvikling samt målgruppens ønsker og behov.

SUF vil i den forbindelse fremhæve, at der allerede er igangsat flere initiativer, herunder Boligredegørelse 2024, som er målrettet disse behov. Desuden er der en løbende dialog med de almene boligselskaber og Danmarks almene boligforeninger (BL) om behovet for boliger til ældre.

I forlængelse af arbejdet med afbureaukratisering har SOU tidligere besluttet, at der arbejdes med få overordnede politikker og strategier, hvormed der som udgangspunkt alene igangsættes udviklingsarbejder, der vurderes at være et særligt behov.

SOU skal derfor drøfte og beslutte, hvorvidt udvalget vurderer, at der er grundlag for at igangsætte endnu en analyse af behovet for boliger til ældre, eller om det vurderes, at Ældrerådet perspektiver kan indgå i de eksisterende initiativer og i det videre arbejde.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med denne indstilling.

Videre proces

Københavns Ældreråds forslag om udarbejdelse af en strategi for boliger til ældre

Karen Nørskov Toke/
Per Christensen

Beslutning

Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede indstillingen, og oversendte indstillingen til videre behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.  

Et samlet Sundheds- og Omsorgsudvalg fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Sundheds- og Omsorgsudvalget er glade for, at ældrerådet rejser dette vigtige emne og glæder sig over, at denne meget vigtige debat rejses af ældrerådet i borgerrepræsentationssalen. Fremtidens bolig til byens ældre er en meget vigtig dagsorden, der ligger Sundheds- og Omsorgsudvalget meget på sinde. Vi glæder os derfor til, at dette års boligredegørelse kommer i løbet af efteråret, og at den som noget nyt sætter fokus på emnet i år, og vi håber, at vi på baggrund af rapporten kan have en drøftelse af, hvordan ældrerådet og udvalget kan arbejde videre med at sikre, at kommunens boligmasse også imødegår de ældres ønsker og behov i fremtiden”. 

Til top