Mødedato: 14.12.2022, kl. 12:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Status for plejehjemsbyggerier og nedsættelse af følgegrupper

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen arbejder i efteråret 2022 med 22 konkrete plejehjemsbyggerier samt 2 sundhedsbyggerier. Dele af byggeprojekterne er i planlægningsfasen, andre i udviklingsfasen, og et enkelt er under opførelse. Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om status for igangværende plejehjemsbyggerier, og skal godkende ny organisering for følgegrupper for plejehjemsbyggerier, herunder udpege medlemmer til følgegrupperne. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget, 

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens igangværende plejehjemsbyggerier til efterretning
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget vælger enten model 1 eller 2 for organiseringen af følgegrupperne for plejehjemsbyggerierne, og udpeger to medlemmer til hver af følgegrupperne.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har på udvalgsmødet den 16. maj 2022 besluttet, at udvalget halvårligt skal orienteres om status for plejehjemsbyggerierne. Udvalget har endvidere besluttet, at der etableres følgegrupper for de igangværende byggeprojekter.

Der er på denne baggrund udarbejdet en statusoversigt for de igangværende 24 byggeprojekter.

Med henblik på at sikre en kontinuerlig og fleksibel inddragelse af udvalget i arbejdet med plejehjemsbyggerierne er der endvidere udarbejdet to modeller for organiseringen af følgegrupperne som udvalget kan vælge imellem.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen arbejder løbende med ombygning af utidssvarende plejehjem og byggeri af nye plejehjem, som følge af den demografiske udvikling. 

I forbindelse med plejehjemsbyggerier er det Teknik- og Miljøforvaltningen, som har ansvar for startredegørelse og lokalplan. En almen boligorganisation udpeges som bygherre for plejehjemsbyggeriet, som skal opføres inden for rammerne af almenboligloven. Boligselskabet har dermed ansvar for økonomi, entrepriseudbud og opførelse af plejehjemmet. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har dermed ikke formelt ansvar for plejehjemsbyggeriet, men inddrages i alle processer af betydning for plejehjemmets udformning og indretning. 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tager i sit arbejde udgangspunkt i de 10 principper for Fremtidens Plejehjem som beskriver de overordnede rammer for plejehjemsbyggerier (bilag 1). Principperne er vedtaget af Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2020.

Sundhedsbyggerierne opføres af kommunen med Byggeri København som bygherre.

Status for byggerierne

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen arbejder i efteråret 2022 med 22 konkrete plejehjemsbyggerier samt 2 sundhedsbyggerier. Dele af plejehjemsbyggerierne er i planlægningsfasen, andre i udviklingsfasen, og et byggeri er under opførelse.

Det bemærkes, at de stærkt stigende byggepriser har medført, at det almene boligbyggeri - herunder plejehjemsbyggerierne - er under pres og en række byggerier er blevet forsinket på grund af for høje byggepriser. De kapacitetsmæssige konsekvenser af forsinkelserne indarbejdes så vidt muligt i den samlede moderniseringsplan for plejehjem (bl.a. ved udskydelse af lukning af ældre plejehjem) og det bemærkes, at 4-ugersgarantien pt. ikke er under pres.  

I bilag 2 findes en status over de igangværende plejehjemsprojekter, herunder status for bl.a. Sølund, Eilersminde og Sundparken. I bilag 3 er vedlagt et kort over byggerierne.  

Inddragelse af udvalget

For at sikre en tidlig og dialogbaseret inddragelse af Sundheds- og Omsorgsudvalget i plejehjemsbyggerier, besluttede udvalget i maj 2022, at der etableres følgegrupper for igangværende plejehjemsbyggerier. Det er endvidere besluttet, at to repræsentanter for Sundheds- og Omsorgsudvalget indgår i følgegrupperne. Endvidere inviteres en repræsentant fra Ældrerådet til at indgå i følgegrupperne. Det er følgegruppens opgave at komme med ideer og anbefalinger til plejehjemsbyggeriet. Vælger bygherre at afholde en arkitektkonkurrence indgår endvidere følgegruppens repræsentanter i dommerkomiteen.

Det bemærkes, at byggeprojekterne typisk strækker sig over 5-6 år og dermed over mere end én valgperiode.

For at skabe en overskuelig og fleksibel organisering omkring byggerierne, foreslås to modeller for følgegrupper som udvalget kan vælge i mellem. Det bemærkes, at projekterne i begge modeller er fordelt efter geografisk placering. Denne fordeling sikre dog også, at der i alle grupperne er en passende fordeling mellem projekter, der er i den indledende planlægningsfase og projekter der nærmer sig udførelse.

Model 1

Der etableres to følgegrupper, der følger hver ca. 12 projekter. Denne organisering vil give medlemmerne af grupperne mulighed for at følge flere projekter samtidigt og drage erfaring og viden på tværs af disse og dermed medvirke til at sikre en forskellighed mellem projekterne som beskrevet i de 10 principper for fremtidens plejehjem.

Grupperne foreslås at dække følgende projekter:

  • Gruppe 1: Vesterbro/Kongens Enghave/Amager: Enghavevej, Godsbaneterrænnet, Molestien, Sydhavnsgade, Bådehavnsgade, Fælledbyen, Sundparken, Peder Lykke Centeret, Artillerivej og Højdevang Sogn. 
  • Gruppe 2: Valby/Østerbro/Nørrebro/Bispebjerg/Brønshøj/Husum: Vigerslev station, Hanstedsvej, Ny Kirsebærhaven, Følgager 2, Strømmen, William 2, Ørnevej, Beauvaisgrunden, Ny Sølund, Bystævneparken, Eilersminde, Østre Gasværk samt sundhedsbyggerierne Center for Diabetes og Hjertesygdomme og Neurorehabilitering-Kbh.

Der forventes afholdt 2-3 årlige møder i hver af de to følgegrupper. 

Model 2

Der etableres fire følgegrupper for plejehjemsbyggerier samt en gruppe for sundhedsbyggerierne. Hver følgegruppe dækker 4 - 6 plejehjemsbyggerier. Dette vil sikre, at følgegruppernes medlemmer kontinuerligt kan følge de enkelte projekter. Sammensætning af byggeprojekter i de enkelte følgegrupper tager udgangspunkt i byggeriernes placering i kommunen og projekternes status. Der er tidligere etableret en følgegruppe for plejehjem på Godsbaneterrænet. Projektet foreslås fremover at indgå i én af de fire følgegrupper.

Grupperne foreslås at dække følgende projekter:

  • Gruppe 1 - Vesterbro/Kongens Enghave: Enghavevej, Godsbaneterrænnet, Molestien, Sydhavnsgade og Bådehavnsgade. 
  • Gruppe 2 - Amager: Fælledbyen, Sundparken, Peder Lykke Centeret, Artillerivej og Højdevang Sogn. 
  • Gruppe 3 - Valby: Vigerslev station, Hanstedsvej, Ny Kirsebærhaven, Følgager 2, Strømmen og William 2.
  • Gruppe 4 - Østerbro/Nørrebro/Bispebjerg/Brønshøj/Husum: Ørnevej, Beauvaisgrunden, Ny Sølund, Bystævneparken, Eilersminde og Østre Gasværk.
  • Gruppe 5 - Sundhedsbyggerier: Center for Diabetes og Hjertesygdomme og Neurorehabilitering-Kbh.

Der forventes afholdt 2-3 årlige møder i hver af de fem følgegrupper. 

Følgegruppernes arbejde

Følgegrupperne vil - uanset valg af organiseringsmodel - som udgangspunkt blive inddraget i de 4 hovedfaser, der er i forbindelse med et plejehjemsbyggeri, herunder:    

A: Planlægningsfasen: Plejehjemmets størrelse, placering på grund, ydre rammer mv, forhold som fastsættes i lokalplan. 

B. Udviklingsfasen: Visioner for plejehjemmet samt udarbejdelse af skitseforslag, fastsættelse af funktioner og fysisk indretning, som endelig beskrives i bygge- eller konkurrenceprogram.  

C. Byggefasen: Prioriteringer i byggesagen. Til- og fravalg i forhold til byggerierne sker i en løbende proces, i samarbejde med boligselskabet, i takt med projektet færdigudvikles. 

D. Ibrugtagningsfasen: Plejehjemmets indretning, herunder møbler og udsmykning.

I bilag 4 findes en beskrivelse af roller og ansvar i plejehjemsbyggerier samt en beskrivelse af de fire faser følgegrupperne som udgangspunkt inddrages i.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Efter udpegelse af medlemmer til følgegrupperne, indkalder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til møder i de respektive følgegrupper.

Jakob Krogh

/Per Christensen

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Under indstillingens 2. at-punkt valgte udvalget model 1 samt udpegede følgende udvalgsmedlemmer til at deltage i følgegrupperne:

  1. Yildiz Akdogan (A) og Claus Buch (V) fra den store valggruppe og
  2. Jean Thierry (Ø) og Ramus Steenberger (F) fra den lille valggruppe.
Til top