Mødedato: 12.12.2024, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Godkendelse af tilsynspolitik og -koncept 2025

Se alle bilag

Tilsynsmaterialet, der indstilles til godkendelse, gælder tilsynsåret 1. januar 2025 - 1. juli 2025.

Kommunernes tilsynsforpligtelse fremgår af servicelovens §151. Tilsynspolitikken (bilag 1) og -konceptet (bilag 2) beskriver henholdsvis udmøntningen af den kommunale tilsynsforpligtelse og rammen for gennemførslen af de kommunale tilsyn. Begge dele godkendes årligt af Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU).

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at godkende tilsynspolitik og -koncept 2025, inklusiv det beskrevne fokus på enheder, der har størst risiko for at opleve udfordringer med kvaliteten i det første halve år af 2025.

Problemstilling

På baggrund af ældrereformen forventer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF), at den kommunale tilsynsforpligtelse efter servicelovens §151 frafalder pr. 1. juli 2025, hvorefter de danske kommuner ikke længere er forpligtede til at udføre de kommunale tilsyn. Fra den 1. juli 2025 igangsættes i stedet det nye tværkommunale ældretilsyn, herunder også princippet om samtilsyn på plejehjem. 

I forbindelse med den årlige godkendelse af tilsynspolitikken, skal der tages stilling til, hvordan tilsynene skal gennemføres, indtil den nye lovgivning træder i kraft.

Løsning

Frem mod igangsættelse af det nye ældretilsyn den 1. juli 2025 anbefaler SUF, at de kommunale tilsyn har fokus på de enheder, hvor forvaltningen vurderer, at der er størst risiko for kvalitetsproblemer.

Der udtages enheder, som ved det kommunale tilsyn i 2024 får vurderingen: 3 Tilfredsstillende, 4 Mindre tilfredsstillende eller 5 Ikke tilfredsstillende. Med denne risikobaserede tilgang lægger tilgangen til tilsyn sig op ad oplægget til det nye ældretilsyn, der også bliver risikobaseret.

Hvis det nye ældretilsyn mod forventning forsinkes væsentligt, vil forvaltningen udvide gennemførelsen af det kommunale tilsyn i sidste halvdel af 2025, så alle enheder jf. lovgivningen modtager et tilsyn med ca. et års mellemrum.

Herudover er der ikke foretaget ændringer i tilsynspolitik eller -koncept for 2025 sammenlignet med 2024, hvorfor de udtrukne enheder vil opleve at modtage tilsyn som vanligt.

Høring ved Københavns Ældreråd

Det samlede tilsynsmateriale har været i høring i Ældrerådet, jf. bilag 3. Rådet bemærker, at de generelt er positive over for kommunens tilsynskoncept. Rådet støtter forvaltningens fokus på de enheder, hvor der er størst risiko for kvalitetsproblemer ved det kommunale tilsyn i første halvår af 2025.

Tilsyn i første halvår af 2025 - Tilsyn med selvudpegede hjælpere

Ældrerådet udtrykker bekymring over tilsynsformen for selvudpegede hjælpere, da rådet ikke mener, at interview med både borger og hjælper bør gennemføres, mens de begge er til stede.

Forvaltningen kan oplyse, at der i den nye ældrelov ikke er fastlagt specifikke krav til tilsyn med selvudpegede hjælpere. Forvaltningen har derfor endnu ikke klarhed over, hvordan disse tilsyn fremover vil blive gennemført.

Det tværkommunale ældretilsyn

Udover bemærkningerne til tilsynspolitik og -koncept har Ældrerådet en række generelle kommentarer til det tværkommunale ældretilsyn, herunder en bekymring for, at antallet af tilsyn bliver færre, og at de er varslede.

Forvaltningen gør opmærksom på, at det er i tråd med intentionerne i den nye ældrelov, at et mindre omfattende tilsyn og dermed mindre bureaukrati indebærer, at enhederne ikke kan følges i samme omfang som tidligere.  

Rådet håber desuden, i samarbejde med forvaltningen, at finde en kommunal tilgang, hvor det fortsat inddrages og høres i forhold til tilsynsområdet.

Forvaltningen gør opmærksom på, at processerne i forbindelse med de kommende tværkommunale tilsyn endnu ikke er fastlagt, herunder hvordan Ældrerådet involveres i høringsprocesserne om resultaterne af gennemførte tilsyn. Processerne vil blive tilrettelagt, så der tages hensyn til Ældrerådets ønske om gennemsigtighed på tilsynsområdet, samtidig med at der tages hensyn til intentionerne i Ældreloven om mindst muligt bureaukrati for driftsenhederne omfattet af tilsynene.

Sammenhæng til sag om tilpasning af SUF’s brugerundersøgelser

 Sagen har sammenhæng til særskilt sag om tilpasning af SUF’s brugerundersøgelser til de nye nationale undersøgelser på hjemmepleje- og plejeboligområdet. Hvis SUF’s brugerundersøgelser gennemføres med lavere kadence eller ikke længere gennemføres, vil mulighederne for at følge den borgeroplevede kvalitet på enhederne blive mindre.

Økonomi

Den samlede kontraktsum for udførelsen af kommunale tilsyn var i 2024 ca. 2 mio. kr. Den samlede sum forventes at være ca. 400.000 kr. i 2025. Dette grundet det kortere tilsynsår samt fokus på enheder i størst risiko for kvalitetsbrist.

Videre proces

Ved SOU's godkendelse af tilsynspolitik og -koncept skal tilsynsopgaven forhandles med ekstern leverandør med henblik på indgåelse af kontrakt fra primo 2025.

Anna Schou Johansen

  /Thomas Tarp Thorgaard

Beslutning

Indstillingen blev godkendt. 
Til top