Status på indsatser vedr. fastholdelse og rekruttering i SUF finansieret i Budget 2023 - november 2023
Resumé
I aftale om Københavns Kommunes Budget 2023 blev der afsat 21 mio. kr. årligt i 2023-2026 til rekruttering og fastholdelse på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område. Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om status på indsatserne.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status på indsatser vedr. fastholdelse og rekruttering finansieret i Budget 2023 til efterretning.
Problemstilling
I aftale om Københavns Kommunes Budget 2023 blev der afsat 21 mio. kr. årligt i 2023-2026 til rekruttering og fastholdelse på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område, som udvalget udmøntede til konkrete indsatser den 17. oktober 2022.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen giver to gange årligt en status på disse indsatser. Seneste status var den 4. maj 2023.
Løsning
De 21 mio. kr. årligt i 2023-2026 i Budget 2023 blev udmøntet til følgende indsatser:
- Nedbringelse af ledelsesspændet i hjemmeplejen
- Etablering af ny intern driftsrettet rekrutteringsfunktion
- Styrket fagligt introduktionsforløb
- Fastholdelse af seniorer
- Bedre elevforløb og fastholdelse af elever
- Styrkelse af Socialrådgiverindsatsen
Størstedelen af indsatserne kører planmæssigt, og for den resterende del arbejdes der med at indfase eller tilpasse indsatserne til organisationens behov og den tilgængelige systemunderstøttelse. Nedenfor er en kort beskrivelse af status på indsatserne, som uddybes i bilag 1.
Nedbringelse af ledelsesspændet i hjemmeplejen
Der er ansat ekstra ledere i tre af de fire hjemmeplejeenheder, der har fået ressourcer til at nedbringe ledelsesspændet. Den fjerde hjemmeplejeenhed forventes at have ansat en ekstra leder pr. 1. december 2023.
Etablering af ny intern driftsrettet rekrutteringsfunktion
Den interne rekrutteringsfunktion har etableret sig både som intern understøttelse af enhedernes opgaver med rekruttering og ansættelse og som brobygning mellem elever og ansøgere på den ene side og SUF som arbejdsplads på den anden. Funktionen har indtil videre håndteret knapt 900 henvendelser om understøttelse af enheder og ansat 114 medarbejdere på kordinerede stillingsopslag.
Styrket fagligt introduktionsforløb
Systemudviklingen er forsinket, og det har vist sig, at IT-systemet Plan2Learn ikke kan understøtte de ønskede faglige introduktionsprogrammer. Forvaltningen forventer at kunne tilbyde en ny model for systemunderstøttet introduktion i 2024, og udbyder i 2023 et 2-dages fagligt introduktionskursus for nyansatte assistenter og sygeplejersker.
Bedre fastholdelse af seniorer, herunder anvendelse af mentorordning for nyansatte medarbejdere
Indsatserne følger implementeringsplanen. Der er udarbejdet en række materialer, som understøtter seniorsamtaler ligesom seniorfastholdelsesbonus, der udbetales til medarbejdere på 65+ år, er sat i værk og kører. Indsatserne med seniorer som mentorer for nyansatte og puljemidler til senioraftaler har begge haft mindre søgning end forventet. Ift. puljemidlerne til senioraftaler ses en stigende interesse og større søgning i 2. halvår 2023.
Bedre elevforløb og fastholdelse af elever - SOSU-assistenteleven i centrum
Indsatsen kører planmæssigt. Der er ansat tværgående vejledere, der på baggrund af elevernes ønsker og behov iværksætter de første aktiviteter i efteråret 2023.Der arbejdes desuden bl.a. med udvikling af samarbejdet med SOSU H om bedre overgang fra skole til første oplæring.
Styrkelse af Socialrådgiverindsatsen
Indsatsen kører planmæssigt. Antallet af socialrådgivere i SUF er opnormeret fra 2 til 5 årsværk pr. 1. maj 2023.
Økonomi
Der forventes et mindreforbrug i 2023 på enkelte af indsatserne. Udvalget får mulighed for at tage stilling til anvendelse af midlerne i forbindelse med sag om 3. prognose på nærværende møde.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges næste status medio 2024.
Anna Schou Johansen
/ Nina Allin