Mødedato: 31.10.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Fjerde afrapportering på ledelsestilsyn i Borgercenter Børn og Unge

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget præsenteres for resultaterne af fjerde runde af ledelsestilsyn med myndighedsindsatsen i Borgercenter Børn og Unge.

Indstillingen præsenterer generelle tendenser i fjerde runde af tilsynet, herunder områder hvor der ses særlige fremskridt:  Inddragelse af forældre, vejledning om bisidder og rettidig opfølgning. Derudover præsenteres to områder, hvor der er behov for særligt fokus: Handleplan i forbindelse med forebyggende foranstaltning og afdækning og inddragelse af netværk i den børnefaglige undersøgelse.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager fjerde afrapportering om resultatet af ledelsestilsynet med myndighedsindsatsen i Borgercenter Børn og Unge til efterretning.

Problemstilling

Socialforvaltningen iværksatte i august 2017 en udvidet handleplan for styrket myndighedsindsats i Borgercenter Børn og Unge. Baggrunden var, at forvaltningens egen og Borgerrådgiverens gennemgang af 77 anbringelsessager ikke viste den fornødne kvalitet i sagsbehandlingen.

Handleplanen indeholdt en række tiltag, der skulle styrke sagsbehandlingen. Tilsynet indebærer, at fire niveauer af ledelse og centralt placerede jurister i forvaltnin­gen gennemgår en række sager ud fra 144 parametre. Sagerne dækker både anbrin­gelser og forebyg­gende foranstaltninger.

Resultaterne fra første, anden og tredje runde af ledelsestilsynet blev forelagt Socialudvalget hhv. den 13. december 2017, 25. april 2018 og 29. august 2018.

I det følgende orienteres Socialudvalget om resultaterne af fjerde runde af ledelsestilsynet, der blev gennemført i perioden maj-september 2018. Der henvises til bilag 1 for en detaljeret oversigt over resultatet af ledelsestilsynet. Det bemærkes, at der fremadrettet afrapporteres på samtlige 144 spørgsmål. Socialudvalget har ved tidligere afrapporteringer for overskuelighedens skyld modtaget en oversigt over 79 spørgsmål. I bilag 1 fremgår de samlede spørgsmål med en markering af, hvilke spørgsmål der har indgået i de tidligere afrapporteringer, og hvilke spørgsmål Socialstyrelsens Task Force har kigget på i deres analyserapport fra april 2018. Endelig er resultaterne for ledelsestilsynet, efter ønske fra Socialudvalget, også opdelt på bydelsniveau.

I gennemgangen af sagerne til ledelsestilsynet er der fundet to sager, som gav anledning til særlig opfølgning. De to sager er beskrevet i et fortroligt notat, som efter Socialudvalgets ønske lægges på aflæggerbordet.

Løsning

Der er over de seneste år gennemført en række tiltag i Borgercenter Børn og Unge, der skal styrke myndighedsarbejdet.

Arbejdet med myndighedsarbejdet har generelt styrket sagsbehandlingen. Ledelsestilsynet viser, at der træffes flere og bedre begrundede afgørelser, der bliver fulgt relevant op i sagerne og justeret på en indsats, når der vurderes at være behov for en justering, ligesom der samlet set er en mere korrekt journalføring.

Vedlagt denne sag (bilag 2) er Borgercenter Børn og Unges rapport om fjerde runde af ledelsestilsynet. Rapporten danner grundlag for dialogen om resultaterne af ledelsestilsynet i de enkelte enheder, og har på den baggrund flere resultater med fra tilsynet, end der præsenterede nedenfor.

Generelle tendenser i fjerde runde af ledelsestilsynet

I fjerde runde af ledelsestilsynet ses der særligt fremskridt på følgende områder:

  • Inddragelse af forældre
  • Vejledning om bisidder
  • Rettidig opfølgning

Fjerde runde viser også, at der er behov for særligt fokus på:

  • Handleplan i forbindelse med forebyggende foranstaltning
  • Afdækning og inddragelse af netværk i den børnefaglige undersøgelse

Områderne uddybes nedenfor.

Områder med særlige fremskridt

Inddragelse af forældre

Det er et krav i serviceloven, at en social indsats understøtter barnet eller den unges familiemæssige relationer (jf. serviceloven § 46 stk. 1). Samtidig ved vi, at børn og forældre oftest er tæt forbundne – også selvom et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, hvorfor samarbejdet med forældremyndighedsindehaverne er et vigtigt fokusområde i indsatser overfor udsatte børn og unge.

Fjerde afrapportering af ledelsestilsynet viser en stigning i forhold til inddragelse af forældremyndighedsindehaverne både i undersøgelsesfasen og i udarbejdelsen af handleplaner. Samtidig er flere forældremyndighedsindehavere bl.a. blevet vejledt om advokatbistand, i de sager der skal behandles i Børne- og Ungeudvalget, og flere er tilbudt en forældrehandleplan.  

Ved tredje afrapportering på ledelsestilsynet viste tilsynet, at der var behov for fokus på inddragelse af forældre, og der har således været arbejdet konkret i alle enheder med, hvordan forældre inddrages i sagsbehandlingen.

Fjerde runde af ledelsestilsynet viser dog også, at der fortsat er behov for fokus på inddragelse af forældrene i forhold til opfølgning på en anbringelse. Inddragelse af forældre og netværk er desuden et fokusområde for Socialstyrelsens Task Force og indgår i den udviklingsplan, der behandles på nærværende møde.

Vejledning om bisidder

Børn og unge har ret til at lade sig bistå af andre på ethvert tidspunkt i behandlingen af deres sag (jf. serviceloven § 48a). Ledelsestilsynet har tidligere vist udfordringer i forhold til, om det er dokumenteret på sagen, at børn og unge er blevet tilbudt en bisidder, og Borgercenter Børn og Unge har haft et stort fokus på dette blandt andet via lokale læringsforløb.

Fjerde runde af ledelsestilsynet viser, at flere børn og unge vejledes om retten til bisidder. Det gælder både i undersøgelsesfasen, i udarbejdelsen af en handleplan i forbindelse med anbringelse og forebyggende foranstaltning samt ved opfølgning på anbringelse og forebyggende foranstaltning. Herudover viser fjerde runde af ledelsestilsynet, at også flere forældremyndighedsindehavere er blevet vejledt om retten til en bisidder.

Rettidig opfølgning

For at sikre at en iværksat foranstaltning opfylder formålet, skal forvaltningen følge op på de iværksatte foranstaltninger. Samtidig skal der mindst to gange om året føres tilsyn med et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet (personrettet tilsyn efter servicelovens § 70). Opfølgning på sagerne og personrettet tilsyn har været et fokusområde i tredje runde af ledelsestilsynet og i Task Forcens gennemgang af sagsbehandlingen i København.

Fjerde runde af ledelsestilsynet viser fremgang i forhold til, at der sker en rettidig opfølgning på både anbringelsessager og forebyggende sager. Derudover er der sket en stigning i antallet af anbringelsessager, hvor der bliver ført et rettidigt personrettet tilsyn. Borgercenter Børn og Unge har haft fokus på rettidig opfølgning gennem ledelsesinformation, og der er systematiske drøftelser af området på blandt andet myndighedschefmøder på tværs af enhederne.

Områder hvor der er behov for særligt fokus

Handleplan i forbindelse med forebyggende foranstaltning

For at sikre systematik i børnesager, sikre en god opfølgning på effekten af indsatsen og give familien et overblik over sagens forløb, er det et krav, at der opstilles en handleplan på baggrund af den gennemførte børnefaglige undersøgelse.

I fjerde runde af ledelsestilsynet ses der i de forebyggende foranstaltningssager en nedgang i forhold til at opstille klare mål for barnets udvikling i handleplanen. Udfordringen gælder særligt i forhold til at udarbejde en handleplan, før foranstaltningen iværksættes.

Det bemærkes, at der i tredje runde af ledelsestilsynet sås en fremgang på dette område.

Borgercenter Børn og Unge har fortsat fokus på udarbejdelse af handleplaner. Det er en del af den fremadrettede udviklingsplan, at der skal arbejdes med, hvordan der udarbejdes kvalificerede mål i handleplanen. Samtidig vil udarbejdelse af handleplaner indgå som et specifikt tema i de læringsforløb, der tilrettelægges på baggrund af fundene i fjerde runde af tilsynet.

Endelig bemærkes det, at det af hensyn til barnet kan være nødvendigt at iværksætte en foranstaltning, før undersøgelsen af en families forhold er afsluttet. I så fald skal der udarbejdes en handleplan hurtigst muligt og senest inden fire måneder. Der er udarbejdet handleplan inden fire måneder i 89 pct. af tilfældene i denne runde af ledelsestilsynet. 

Afdækning og inddragelse af netværk i den børnefaglige undersøgelse

Der ses et fald i antallet af sager, hvor barnet eller den unges netværk er blevet afdækket og relevant inddraget i undersøgelsesfasen. Inddragelsen af netværket er centralt i forhold til at understøtte, at barnet eller den unge har et sikkerhedsnet og flere voksne omsorgspersoner. I tredje afrapportering lå niveauet for inddragelse af det private netværk også på et lavt niveau.

På den baggrund er inddragelse af netværk og inddragelse af relevant tværfaglig viden et fokuspunkt i den kommende udviklingsplan. Blandt andet pilottestes nye metoder for inddragelse af netværket, og inddragelse af barnets private og professionelle netværk indgår som en central del af den introuddannelse, som alle nye sagsbehandlere på børneområdet tilbydes. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Ledelsestilsynet på børneområdet er et af Danmarks mest omfattende ledelsestilsyn. Socialudvalget vedtog på udvalgsmødet den 29. august 2018 et nyt koncept for tilsynet. Det nye koncept betyder en nedjustering i kadencen samt antallet af sager, der udtrækkes til tilsyn, til fordel for mere tid til systematisk læring i enhederne. Med det nye tilsyn udtrækkes der 220 sager i kvartalet, og der måles fortsat på 144 parametre.

Som en del af beslutningen på udvalgsmødet den 29. august arbejder forvaltningen videre med, hvorvidt ledelsestilsynet på sigt kan overgå til den model, som Socialstyrelsens Task Force anbefalede, hvor der udtrækkes færre sager og laves en gennemgang af sagerne med udgangspunkt i en ”base” af lovkrav. Hermed vil læringsperspektivet blive yderligere fremtrædende.  

Socialudvalget får forelagt femte afrapportering på ledelsestilsynet i marts 2019.

 

Nina Eg Hansen              

                                     / Lise Stidsen Vandahl

 

 

Beslutning

Kontorchef Lise Stidsen Vandahl og borgercenterchef Anne Steenberg deltog under punktets behandling.

Socialborgmesteren gjorde opmærksom på to sager, der var beskrevet i et fortroligt notat, der lå i aflæggermappen.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top