Fællesindstilling - Status på indsatsen overfor udsatte kontanthjælpsmodtagere
Udvalgene forelægges et ønskeforslag om pilotprojekt vedrørende en forstærket indsats overfor udsatte kontanthjælpsmodtagere, samt en status for den fælles strategi.
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller,
1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget tiltræder at pilotforsøg vedrørende en forstærket indsats overfor de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere fremmes i forbindelse med drøftelsen af anvendelsen af de overførte midler fra budget 2011 til budget 2012.
2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget i forbindelse med drøftelserne af budget 2013 fremmer, at pilotprojektet forankres i forvaltningerne med henblik på varig drift, såfremt der opnås bevilling hertil.
3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget godkender, at revideret strategi forelægges udvalgene, når der er afklaring på forslaget om en forstærket indsats for fælles match 3 borgere
Problemstilling
Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte henholdsvis den 15. juni 2011 og 20. juni 2011 budgetforslag til en forstærket indsats overfor de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere. Budgetforslaget var udarbejdet på baggrund af et godkendt medlemsforslag i begge udvalg. Budgetforslaget omkring en forstærket indsats til udsatte ledige fik ikke bevilget midler ved budget 2012. Derfor forelægges forslag til pilotprojekt til udvalgenes efterretning mhp. at forslaget kan indgå i de politiske drøftelser om overførsel af midler fra budget 2011 til budget 2012.
Endvidere forelægges status for resultatmålene på Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens og Socialforvaltningens fællesstrategi, samt proces for det videre samarbejde.
Løsning
Den foreslåede løsning bygger på en indsats overfor to målgrupper; mennesker med stofmisbrug i behandling og hjemløse. Borgere med sindslidende vil ikke være omfattet i nedenstående løsning.
Pilotprojekt
Mennesker med misbrug der er matchet 3
De fælles borgere, som er matchet 3, har andre problemer end ledighed, og mange gange vil disse problemer vanskeliggøre progression mod arbejdsmarkedet. Udover sociale problemer vil der også være personer, som har længerevarende/ kronisk sygdom, eller en blanding af sygdom og sociale problemer. Arbejdsmarkedsstyrelsens definition af match 3 er: ”Borgere, der vurderes at have så alvorlige problemer, at de hverken kan arbejde eller deltage i en beskæftigelsesrettet indsats.” Borgere i matchgruppe 3 er derfor midlertidigt passive, når det gælder et beskæftigelsestilbud.
Det forslås, at der i 2012 iværksættes et pilotprojekt for fælles match 3 borgere, der er i behandling for stofmisbrug. Fællesborgere, der er under behandling for et stofmisbrug, er tilknyttet Socialforvaltningens behandlingsenheder. Dette indebærer, at Socialforvaltningen har en høj kontaktfrekvens til denne målgruppe. Det vurderes derfor, at projektet for denne gruppe ikke er så ressourcekrævende at iværksætte. Hvad angår borgere med sindslidelse og hjemløse har Socialforvaltningen en mindre kontaktfrekvens. Det vurderes derfor, at kræve flere ressourcer, at gennemføre projektet, da der som minimum skal være kontakt hver 12. uge for afholdelse af jobsamtalen.
Socialforvaltningen overtager det lovpligtige kontaktforløb for de fælles match 3 borgere, der er under behandling for stofmisbrug. Dette betyder, at borgerne kun skal tilknyttes én forvaltning. Dette forventes at betyde en mere helhedsorienteret indsats, der vil sikre mere stabile og progressive kontanthjælpsforløb og færre sanktioneringer.
Socialforvaltningen har mulighed for at følge fællesborgeren tættere og handle målrettet og retningsbestemt, når muligheden byder sig. Når Socialforvaltningen vurderer, at borgeren er klar til et tilbud efter beskæftigelseslovgivningen, vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen indgå dialog med henblik på at borgeren tilbydes et relevant beskæftigelsestilbud.
Det er vigtigt, at der fokuseres på, at borgeren rykker sig i en positiv retning, og der vil blive målt på borgernes progression i perioden.
Ledige hjemløse i match 2 og 3
Blandt fællesborgerne findes der en gruppe af særligt marginaliserede hjemløse kontanthjælpsmodtagere; både i match 2 og i match 3. Borgerne i denne målgruppe er særligt svære at rykke i forhold til behandling, bolig, aktivering og (på længere sigt) i forhold til at komme i en form for uddannelse og beskæftigelse. Dette skyldes primært borgernes ofte kaotiske livsførelse, der gør det svært at etablere kontakt og opnå det nødvendige kendskab til den enkelte i forhold til udredning og i forhold til at arbejde med borgerens motivation for behandling, bolig, uddannelse og beskæftigelse – samt i forhold til at udarbejde realistiske job- og udredninger/handleplaner. Der er ca. 640 hjemløse fællesborgere, der fordeler sig med 450 fællesborgere i match 2 og 190 fællesborgere i match 3.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at denne gruppe tilbydes en fremskudt sagsbehandling, hvor den sociale - og beskæftigelsesmæssige indsats kombineres. Indsatsen har været afprøvet under det tidligere projekt Fælles Ansvar II med gode resultater. Såfremt indsatsen skal forsætte, vil det kræve, at der afsættes særskilte ressourcer til Budget 2013.
Borgere med sindslidelse
Der findes en stor gruppe psykiske syge i fællesborger gruppen mellem Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Opgørelser viser, at der er stort flow mellem match 3 og match 2 i gruppen, og mange borgere med sindslidelse relativt hurtigt matches 2 igen. Dette kan skyldes, at borgeren får behandling for sin lidelse, hvilket gør det muligt for den enkelte, at kunne modtage tilbud i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Der vil kunne forberedes forslag omfattende borgere med sindslidelse i forbindelse med budget 2013
Tilladelse til projektet – anvendelse af udfordingsretten
For at iværksætte den forstærkede indsats til match 3 borgerne er det en forudsætning, at jobsamtalen, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen normalt foretager, delegeres til Socialforvaltningen. Arbejdsmarkedsstyrelsen har den 30. september 2011 konkluderet, at det vil være i strid med styringsloven at delegere varetagelsen af kontakten til den fælles match 3 gruppe fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen til Socialforvaltningen. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har derfor ansøgt Økonomi- og Indenrigsministeriet om dispensation efter udfordringsretten. Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser, at sagsbehandlingstiden er ca. 3 måneder, hvilket betyder, at kommunen kan forvente et svar i marts 2012.
Status for resultatmål for fælles strategi for fælles borgere 2009-2011
I ”Fælles strategi for fællesborgere i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen 2009-2011” er der fastsatte resultatmål vedrørende udarbejdelse af sociale handleplaner og aktiveringsgrad. Målene er nået og tiltagene i handleplanen er implementeret, jf. bilag 2: Status på fælles strategi til fælles borgere i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen.
Der vil fortsat blive udarbejdet udredninger og handleplaner på fællesborgerne, men der er ikke fastsat nye resultatmål. I de tilfælde hvor fællesborgeren ikke skal lave en handleplan, vil sagsbehandlerne lave en vurdering af behovet for en udredning og handleplan til brug for både den sociale og beskæftigelsesmæssige indsats. Der vil stadig blive registreret antallet af udredninger af handleplaner, samt aktiveringsgrad, så der stadig forefindes et godt datamateriale omkring fællesborgergruppen.
Revideret fællesstrategi
Det forslås, at Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget først forelægges en ny fælles strategi for alle fællesborgere, når der er kommet svar på ansøgningen om udfordringsretten, og når det er afklaret, om der er finansiering til forslaget. De allerede implementerede tiltag fra strategien 2009-2011 vil fortsætte, jf. bilag 2. Såfremt der ikke tilføres midler til projektet eller der kommer afslag på ansøgningen om udfordringsretten, vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen drøfte denne situation og mulige løsningsmodeller.
Den reviderede strategi vil indeholde indsatser for alle fællesborgerne i match 2 og 3.
Omkring match 2 borgerne er tankerne i højere grad at kigge på den enkelte borgers behov, og tilrettelægge indsatsen derefter. Det vil betyde at indsatsen og ressourcerne omlægges, så nogle borgere vil få en mere intensiv indsats og derved vil nogle andre borgere få en mindre indsats. Det må anerkendes, at der er stor forskel på fællesborgernes behov og motivation.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser af pilotprojektet (som alene vedrører borgere indskrevet i stofmisbrugsbehandling, og således ikke de hjemløse borgere) er i 2012 1 mio. kr., som ønskes finansieret via overførslerne fra budget 2011 til budget 2012. Midlerne fordeler sig med 500 t. kr. til kompetenceudvikling af Socialforvaltningens medarbejdere, samt 500 t. kr. til progressionsmåling, progressionsfremmende aktiviteter og forberedelse af forankring af indsatsen.
Indsatsen kan, såfremt den ønskes forankret i driften, indgå i drøftelserne om budget 2013. Udvalgene behandlede forslag hertil på møder hhv. 15. og 20.juni 2011.
Videre proces
Anette Laigaard Morten Binder
Beslutning
Konstitueret kontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling
Indstillingen blev godkendt