Mødedato: 28.08.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialforvaltningens ledelsesinformation for 2018

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget forelægges Socialudvalgets ledelsesinformation for 2018. Ledelsesinformationerne fremlægges samlet, og omhandler et bredt udsnit af forvaltningens områder. Ledelsesinformationerne viser både positive og negative udviklingstendenser på områderne.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager Socialudvalgets ledelsesinformation for 2018 til efterretning (bilag 1).

Problemstilling

Socialudvalget får løbende forelagt informationer om forvaltningens drift, resultater og økonomi. Det nuværende Socialudvalg fik diverse ledelsesinformationer for 1. halvår af 2018 forelagt den 12. december 2018. Her besluttede udvalget at udvide materialet med status på risikobaseret tilsyn af patientsikkerhed og ventetid til botilbud.

Socialforvaltningen forelægger nu Socialudvalget ledelsesinformation for hele 2018.

Løsning

I bilag 1 er den samlede ledelsesinformation uddybende beskrevet i forhold til alle de emner, som Socialudvalget har ønsket. I det følgende fremhæves udvalgte positive og negative tendenser for 2018, som forvaltningen vurderer har særlig interesse:

Belægning på herberg og krisecentre

  • herbergerne er belægningen for 2018 95 %, svarende til en lille stigning sammenlignet med belægningsprocenten i 2017. Belægningen på krisecentrene er faldet til 85 % i 2018, hvilket primært skyldes et markant fald i belægningen på Baltic, som pga. indeklima-problemer blev lukket i juni 2018.
  • Det lovfastsatte selvhenvenderprincip på herberger og krisecentre giver styringsmæssige udfordringer på området. Der kan fx gå lang tid fra en borger er indskrevet på et privat eller udenbys tilbud, til forvaltningen får oplysning om det og kan handle på borgerens situation.

Antal borgere på anvisningsliste til et botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108

  • Antallet af borgere med handicap, der har ventet mere end seks måneder på et botilbud, har været faldende i 2018, fra 51 borgere i januar 2018 til to borgere i december 2018. Det store fald skyldes især åbningen af en række botilbudspladser, der har ført til mange indflytninger.
  • Antallet af borgere med sindslidelse, der har ventet mere end seks måneder på et botilbud, er steget i 2018, fra 47 borgere i januar 2018 til 59 borgere i december 2018. Stigningen kan tilskrives et stigende behov for botilbud, som endnu ikke kan modsvares af den eksisterende tilbudsvifte.
  • Antallet af udsatte borgere, der har ventet i mere end seks måneder på et botilbud, faldt i første halvdel af året, men steg igen i anden halvdel af 2018. I starten af året var der 17 borgere, der måtte vente mere end seks måneder. I december 2018 var antallet 16 borgere.

Status på Arbejdstilsynet

  • I perioden 1. januar 2018 til 31. december 2018 har Arbejdstilsynet truffet 54 endelige afgørelser på arbejdspladser i Socialforvaltningen, heraf 6 om strakspåbud, 2 om påbud, 0 om rådgivningspåbud, 4 om afgørelse uden en handlepligt, 11 om vejledning og 31 om grøn smiley. Til sammenligning traf Arbejdstilsynet i 2017 91 endelige afgørelser på arbejdspladser i Socialforvaltningen, heraf 3 om strakspåbud, 17 om påbud, 2 om rådgivningspåbud, 9 om afgørelse uden en handlepligt, 20 om vejledning og 40 om grøn smiley.
  • Socialforvaltningen arbejdede i 2018 målrettet med at forebygge og nedbringe antallet af arbejdsulykker på forvaltningens arbejdspladser, og det arbejde er fortsat ind i 2019.

 Status på Socialtilsynet

  • Der er ingen af Socialforvaltningens tilbud, der har fået påbud eller skærpet tilsyn fra Socialtilsynet i 2018. Borgercenter Handicap har dog modtaget påbud om skærpet tilsyn på to botilbud i starten af 2019. På ét af disse tilbud er påbuddet blevet ophævet igen. I 2017 modtog tre af Socialforvaltningens tilbud påbud fra Socialtilsynet.
  • I 2018 indledte forvaltningen et arbejde med mere systematisk brug af Socialtilsynets besøg og rapporter, således at bekymrende forhold i højere grad håndteres i tide.

Status på overholdelse af sagsbehandlingsfrister

  • Overholdelse af sagsbehandlingsfrister er er et af Socialstrategiens  Tegn på Succes, med baseline for fristoverholdelse på 77 % i 2017. I 2018 viser tallene, at sagsfristoverholdelses-procenten for de udvalgte paragraffer ligger på 78 % i Borgercenter Voksen og på 65 % i Borgercenter Handicap.
  • På pensionsområdet nåede forvaltningen målsætningen om 80 %, mens forvaltningen på enkeltydelsesområdet ligger tæt på målsætningen. Forvaltningen er imidlertid udfordret på nogle paragraffer på handicapområdet. Det har betydet, at antallet af ansøgninger har været stigende i 2018. Det skyldes især flere ansøgninger i og med at flere borgere, som følge af en funktionsnedsættelse, har brug for støtte. Der ses dog en positiv udvikling for personlige hjælpemidler samt tekniske hjælpemidler, som har en stor ansøgningsvolumen. I budget 2019 blev der tilført ekstra ressourcer til sagsbehandlere for at afhjælpe udfordringen.

Status på risikobaseret tilsyn af patientsikkerhed

  • I perioden 1. januar 2018 til 31. december 2018 har Styrelsen for Patientsikkerhed gennemført 13 tilsynsbesøg i Socialforvaltningen (der var ingen tilsyn i Borgercenter Hjemmepleje), hvoraf ingen resulterede i påbud. Fire tilbud under Borgercenter Voksne er efterfølgende blevet placeret i kategori 0, hvilket betyder, at der ikke er problemer af betydning for patientsikkerheden. To tilbud under Borgercenter Voksne, fire tilbud under Borgercenter Handicap og tre tilbud under Borgercenter Børn og Unge er efterfølgende blevet placeret i kategori 1, hvilket betyder, at der er mindre problemer af betydning for patientsikkerheden. I de tilbud har tilsynet opstillet et antal henstillinger, som tilbuddene skulle opfylde.  Ingen tilbud er placeret i kategori 2 eller 3 eller har modtaget påbud. Styrelsen for Patientsikkerhed har i foråret 2019 udstedt påbud for Borgercenter Hjemmeplejes Hjemmeplejecenter Nord om 1) at sikre forsvarlig medicinhåndtering, 2) at sikre at der er gennemført systematiske sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning herpå for samtlige patienter i aktuel behandling, 3) at sikre tilstrækkelig journalføring, og 4) at udarbejde og implementere en række sygeplejefaglige instrukser. Socialudvalget blev orienteret om påbuddet den 28. juni 2019. Som led i det uanmeldte tilsyn for 2018 med plejeenhederne i Borgercenter Hjemmepleje fremhævede konsulentvirksomheden BDO kritisable forhold vedr. patientsikkerheden i Hjemmeplejecenter Syd, herunder ift. medicinhåndtering, dokumentation og personalegennemstrømning.    
  • Socialforvaltningen har fokus på at anvende de udmeldte målepunkter fra Patienttilsynet som læringspunkter for at sikre patientsikkerheden.

Klagesagsstatistik på myndighedsområdet

  • Socialforvaltningen modtog i alt 1.567 realitetsklager (klager over selve afgørelsen) i 2018, svarende til en stigning på 4 % i antallet af klager fra 2017. Forvaltningen modtog i 2018 i alt 580 formalitetsklager (klager over selve sagsbehandlingen), svarende til en stigning på 31 % i antallet af klager fra 2017. 
  • Socialforvaltningen arbejder løbende med forskellige indsatser, der kan mindste antallet af realitets- og formalitetsklager, fx opnormering af sagsbehandlere, bedre dialog med borgere via metoden Styrket Borgerkontakt, mv.

I bilag 1 kan man læse nærmere om udviklingen på samtlige områder.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialudvalget får forelagt næste afrapportering om diverse ledelsesinformationer ultimo 2019.

         Nina Eg Hansen

                           /Lise Stidsen Vandahl

Beslutning

Konstitueret borgercenterchef Lise Stidsen Vandahl deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top