B-sag. Godkendelse af ansøgning til satspulje til projektet ”Barndom i balance – hjælp til børn og unge i familier med rusmiddelproblemer”
Resumé
Socialforvaltningen ansøger satspuljen ”Behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug” om midler til projektet ”Barndom i balance – hjælp til børn og unge i familier med rusmiddelproblemer”.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens ansøgning til satspuljen ”Behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug, 2020-2023”.
- at såfremt ansøgningen imødekommes, hæves Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget med 30,9 mio. kr. i perioden 2020-2023 på bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
Mange danske børn og unge vokser op i familier med rusmiddelproblemer. I København er antallet af børn og unge under 25 år, der vokser op i familier med alkoholproblemer, estimeret til mere end 22.000 i 2019. Medregnes børn og unge fra familier med et problematisk forbrug af hash og andre stoffer, vil dette tal være en del højere.
En del børn og unge oplever mistrivsel, udvikler sig ikke alderssvarende, har sociale problemer, ustabil skolegang og risikerer at udvikle, angst, depression eller selv at udvikle et rusmiddelproblem. Behovet for hjælp til målgruppen underbygges desuden af den markante stigning, vi ser i antallet af underretninger, hvor underretningsårsagen er ”(rus)misbrug i hjemmet”. Alene fra 2016 til 2018 er dette tal steget med 64 procent i København, jf. temadrøftelsen om børne- og ungeområdet.
Løsning
Københavns Kommune fik midler fra Socialstyrelsens varige satspulje ”Behandlingstilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug” fra 2016 til udgangen af 2019. Satspuljefinansieringen på ca. 4,5 mio. kroner årligt har muliggjort en udvidelse og videreudvikling af tilbuddet ”DeDrikkerDerhjemme” (målgruppe fra 0-25 år), etablering af ”Familieværkstedet” (et specialiseret tilbud til småbørnsfamilier 0-5 år) og etablering af en indsats med fokus på opsporing og hjælp til børn og unge, hvis forældre er i behandling i Center for Rusmiddelbehandling København (målgruppe 0-25 år).
Projektet har vist gode resultater med hensyn til at skabe sikkerhed, tryghed og trivsel for de yngste i samspil med forældre og pårørende. De større børn og unge har desuden fået hjælp til selv at bearbejde og håndtere de komplekse problemer, som de står i, og de har oplevet positive forandringer i deres skolegang eller uddannelse.
Da satspuljen er blevet genudbudt for perioden 2020 til 2023, har Socialforvaltningen derfor pr. 3. juli 2019 indsendt en ansøgning om midler til forlængelse og udbygning af projektindsatserne. Årsagen til, at det ansøgte beløb er betragteligt større end ved den forrige ansøgning er bl.a., at projektet har haft positive resultater og stor søgning. Styregruppen har sammenholdt dette med målgruppens estimerede størrelse og de eksisterende fysiske rammer og er derved endt på det ansøgte beløb.
I det nye projekt samles to af projektindsatserne til én indsats. Indsatsen i Center for Rusmiddelbehandling København lægges således ind under ”DeDrikkerDerhjemme” og kommer til at fungere som en udgående indsats derfra. Dette sker for at sikre et samlet fagligt miljø omkring opsporing, rådgivning og behandling for de 0-24-årige. Samtidig etableres et endnu tættere samspil med Familieværkstedet.
DeDrikkerDerhjemme vil fortsat afholde individuelle samtaler og forløb med børn, unge og familier (i eget hus, på BBU-enheder og i ny fremskudt indsats). De vil desuden fortsætte børnegruppeforløbene med børn i alderen 9-13 år. Familieværkstedet vil fortsat tilbyde forløb for småbørnsfamilier med bl.a. spædbørns- og legeterapi, samtaler mm.
Indsatserne for de 0-18-årige sker i tæt samarbejde med BBU-myndighed, og der skal bygges videre på samarbejdet med daginstitutioner, skoler, sundhedspleje mm. Samarbejdet med TUBA København omkring brobygning mellem tilbuddene samt løbende videndeling fortsætter, og der er udarbejdet en ny partnerskabserklæring (jf. bilag 2: ”Partnerskabserklæring TUBA KK 2019”).
Økonomi
Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget hæves med 30,9 mio. kr. (2019 pl) i perioden 2020-2023 på bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov.
I satspuljen søges finansiering til i alt 11 stillinger til afholdelse af aktiviteter med børn og familier, samt til projektledelse og administration. Hermed udvides projektet med ca. 3,5 stillinger fra 2020.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling |
Funktion |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr.* |
Varig? |
|||
(nr. og navn) |
Udgift (U) |
(angiv pl-niveau) |
ja/nej |
||||||
|
|
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
|
|||
2 |
SUD |
3000- |
528211016 |
U |
7.416 |
7.714 |
7.806 |
7.916 |
nej |
Børnefamilier med særlige behov |
|||||||||
2 |
SUD |
3000- |
528211016 |
I |
-7.416 |
-7.714 |
-7.806 |
-7.916 |
nej |
Børnefamilier med særlige behov |
|||||||||
I alt |
- |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Såfremt ansøgningen imødekommes af Socialstyrelsen vil de bevillingsmæssige konsekvenser i form af tilpasning af Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget håndteres i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.
Hvis projektet ikke opnår finansiering via satspuljen, vil det betyde, at:
-
Familieværkstedet nedlægges pr. 31. december 2019.
-
Indsatsen i DeDrikkerDerhjemme vil pr. 31. december 2019 vende tilbage til kapaciteten i 2015 (1,5 årsværk til dækning af målgruppen 0-24 år) og gruppetilbuddet for de 9-13-årige ophører.
-
Det familieorienterede fokus i rusmiddelbehandlingen (CRK) vil blive mindsket, da den målrettede indsats i form af børnesamtaler med de indskrevne brugeres børn vil ophøre.
Ved en delvis finansiering nedskaleres projektet og vil blive tilpasset derefter.
Videre Proces
Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, vil Socialforvaltningen igangsætte projekt ”Barndom i balance – hjælp til børn og unge i familier med rusmiddelproblemer”, hvis projektansøgningen imødekommes af Socialstyrelsen.
Nina Eg Hansen
/ Christina Skytte Christensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen.