Mødedato: 27.04.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialforvaltningens interne tilsyn på voksenområdet

Se alle bilag
Socialudvalget skal orienteres om resultaterne af det interne tilsynsarbejde på voksenområdet, som Socialforvaltningen stadig udfører efter, at udvalget i 2009 besluttede at lægge tilsyn med en række bo- og dagtilbud udenfor kommunen.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,
  1. at Socialudvalget tager Socialforvaltningens afrapportering vedr. det interne tilsyn på voksenområdet til efterretning

Problemstilling

Socialforvaltningen udfører fortsat internt tilsyn med nogle tilbud efter, at Socialudvalget i 2009 besluttede at lægge tilsyn med en række bo- og dagtilbud udenfor kommunen.

Løsning

Socialforvaltningen har udført tilsyn for tilsynsårene 2009/2010 med tre forskellige typer af tilbud:

·    17 aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelse efter Serviceloven § 104.
·   3 akitivtets- og samværstilbud på udsatteområdet

·    5 beskyttede beskæftigelsestilbud og øvrige tilbud, som er dagtilbud til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter Serviceloven § 103.

·    6 daghøjskoler, som Københavns Kommune har indgået driftsoverenskomster med på baggrund af Folkeoplysningsloven § 45.

Der blev i alt afviklet 31 anmeldte tilsynsbesøg.

 

Rapporten for den interne tilsynsvirksomhed på voksenområdet er nu udarbejdet og vedlægges.

Rapporten indeholder:

·    En generel beskrivelse af den interne tilsynsvirksomhed, herunder tilsynets proces og fokusområder.

·    En beskrivelse af tilsynets generelle vurderinger og resultater for de tre typer af tilbud.

·    En kort beskrivelse af det enkelte tilbud.

 

Tilsynets resultater

Det fremgår af oversigten i pkt. 1.4 i Rapporten 2009/2010, at der samlet er givet 41 råd og vejledninger, 5 henstillinger og 2 påbud på de tre typer af tilbud. Henstillingerne og påbuddene er givet til aktivitets- og samværstilbud, og de omfatter overtrædelse af Københavns Kommunes rygepolitik og alkoholpolitik, mangel på sikker opbevaring af brugermapper med personlige oplysninger, udbedring af en VVS-installation samt mangel på kendskab til retningslinjer for magtanvendelse.

Sammenfattende var det tilsynets generelle indtryk:

·    At tilbuddene fungerer efter hensigten, og at der ydes en engageret og kompetent indsats for at tilbyde brugerne og kursisterne en indholdsrig hverdag med relevante tilbud.

·    At brugerne og kursisterne trives godt i tilbuddene, og at de inddrages i tilstrækkelig grad i tilbuddets arbejde. 

·    At der generelt mødes engagerede og kompetente ledere og medarbejdere med relevante faglige forudsætninger for at løse deres opgaver. Generelt er omgangstonen præget af respekt, og atmosfæren er god.

·    At tilbuddets fysiske rammer fremstår pæne og vedligeholdte, men at der for nogle tilbuds vedkommende kan være fysisk pladsmangel.

·    At der generelt er kendskab til kommunens retningsliner og politikker med enkelte undtagelser.

 

Det bemærkes, at daghøjskolerne overgik til Kultur- og Fritidsforvaltningen pr. den 1. januar 2011. Socialforvaltningen skal derfor ikke fremover føre tilsyn med disse tilbud.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Rapporten vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

Beslutning

Punktet blev udsat.
Til top