Orientering om organisationsjustering i Socialforvaltningen
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget tager orienteringen om organisationsjusteringen i Socialforvaltningen til efterretning
Problemstilling
De seneste år har forvaltningen arbejdet målrettet med at skabe en større sammenhæng i den indsats, man yder over for borgeren. Det er et vigtigt mål både i tillidsreformen, forvaltningens Vision 2017 og Socialudvalgets grundlagspapir. I det sidste handler særligt det andet, tredje og fjerde princip om, at forvaltningen skal arbejde ud fra et helhedsperspektiv og sikre den individuelle, sammenhængende indsats for og sammen med borgeren.
Men opsplitningen mellem et myndighedsområde og et udførerområde har vist sig at gøre det vanskeligt at nå målet om at skabe en bedre sammenhæng i indsatsen. Det skyldes ikke mindst, at opsplitningen har gjort det svært at samtænke myndighedsarbejdet og det pædagogiske arbejde på tilbuddene.
Derfor har forvaltningen nu valgt at nedbryde skellene mellem myndighed og udfører ved at skabe fire store borgercentre, der samler hvert målgruppeområde. Herudover etableres også to centre, der skal understøtte borgercentrene og det politiske niveau.
Løsning
Fra 1. januar til 1. juni 2015 etableres der seks nye centre i Socialforvaltningen, heraf fire nye Borgercentre, et Center for Politik og et Stabscenter.
Hvert borgercenter rummer alle enheder på området: dvs. myndighedsområdets institutioner, det tidligere drifts- og udviklingskontor, samt centerfællesskaber og alle institutioner og tilbud under disse (se bilag 1b. Organisationsdiagram 2015).
- skabe en bedre sammenhæng i indsatsen over for borgeren, ved at myndighedsarbejdet og arbejdet på udføreområdet koordineres og tænkes tættere sammen end i dag.
- skabe faglig synergi ved at udnytte den faglighed, der er i de to områder, bedre på tværs.
- sikre en stærkere økonomisk koordinering og prioritering på målgruppeområderne.
- sikre at udvikling sker tæt på og sammen med borgerne med udgangspunkt i viden om, hvad der virker i praksis.
I borgercentrene kommer myndighedschefen og drifts- og udviklingschefen og deres stabe til at sidde sammen – og de kommer til at sidde et sted, hvor der er borgerkontakt. Det skal give dem langt bedre mulighed for at arbejde sammen på tværs, end de har i dag.
Borgercentre vil blive geografisk placeret på nedenstående adresser:
- Borgercenter Børn og Unge vil blive geografisk placeret i Griffenfeldsgade 44, sådan at Drift- og udviklingskontoret for Børn og familier flytter til Griffenfeldsgade og samlokaliseres med Børnefamiliecenter Københavns stab og børnefamilieenhed samt Center for Familiepleje. Det sker i uge 8.
- Borgercenter Voksne placeres på Islands Brygge 37, hvor Socialcenter Københavns stab og visitation, Rådgivningscenter Københavns stab og Drift- og udviklingskontoret for udsatte og psykiatri samlokaliseres. Det sker den 1. maj 2015.
- Borgercenter Handicap bliver placeret på Thoravej 29/35, hvor Drift- og udviklingskontoret for handicap samlokaliseres med Handicapcenter København. Det sker 1. marts.
- Borgercenter Hjemmepleje forbliver indtil videre i Bernstorffsgade 21, hvor Den sociale hjemmeplejes stab og visitation allerede bor. På sigt skal centeret samlokaliseres med Borgercenter Handicap på en ny og mere central adresse.
Udover de fire nye borgercentre omfatter organisationsjusteringen også de centrale kontorer med etableringen af to nye centre, Center for Politik og Stabscenter SOF, der skal understøtte de borgerrettede enheder samtidig med, at udvalg, borgmester og direktionen fortsat får en god betjening af høj faglig kvalitet.
Center for Politik og Stabscenter SOF skal:
- skabe et mere forpligtigende samarbejde inden for centralforvaltningen og på tværs af organisationen.
- være mere understøttende og faciliterende i forhold til Borgercentrene, herunder generere og sprede viden om, hvad der virker.
- komme med proaktive løsninger på udfordringer i samarbejde med Borgercentrene, civilsamfundet og borgerne.
- skabe en mere sammenhængende og effektiv direktions- og udvalgsbetjening.
Stabscentret placeres ligeledes i Bernstorffsgade 17. (Se endvidere bilag 2 for et mere detaljeret overblik over opsigelser/indgåelser af lejemål m.m. i forbindelse med samlokaliseringerne af de nye centre.)
Økonomi
Businesscasen bag samlokaliseringer er således følgende:
Engangs-udgifter i 2015 |
Husleje-besparelse fra 2016 |
Tilbagebetalings-horisont, år |
|
Businesscase |
3.278.586 kr. |
-874.733 kr. |
3,8 |
Videre proces
Anette Laigaard
/Helle Vibeke Carstensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.