Mødedato: 24.11.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Drøftelse af temaer for budget 2023

Se alle bilag

Resumé

Socialforvaltningen har igangsat arbejdet med at udarbejde investerings- og effektiviseringsforslag til omprioriteringsprocessen for budget 2023. Forslagene vil blive præsenteret for udvalget på budgetseminaret i februar 2022. Med denne indstilling lægges der op til, at Socialudvalget drøfter mulige temaer til investerings- og effektiviseringsforslag, som Socialforvaltningen kan arbejde videre med. Vedlagt som bilag er høringssvar fra forvaltningens selvejende tilbud med driftsoverenskomst samt bruger- og organisationsråd.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. At Socialudvalget drøfter mulige temaer til investerings- og effektiviseringsforslag, som Socialforvaltningen kan arbejde videre med til omprioriteringsprocessen for budget 2023.

Problemstilling

Forvaltningen igangsatte i foråret 2021 arbejdet med at udarbejde investerings- og effektiviseringsforslag, der skal lede frem til, at Socialudvalget kan drøfte et katalog af forslag på budgetseminaret den 9. og 10. februar 2022. Socialudvalget skal senere på foråret i 2022 indlevere et budget i balance for 2023, herunder have identificeret de tiltag, som skal muliggøre opfyldelse af udvalgets omprioriteringsbidrag til budget 2023. Måltallet for forvaltningens omprioriteringsbidrag fastlægges primo 2022 af Økonomiudvalget.

Som en del af omprioriteringsprocessen frem mod budget 2021 og budget 2022 inviterede borgmesteren til et møde i efteråret hhv. i 2019 og 2020, hvor forvaltningens selvejende tilbud med driftsoverenskomst og bruger- og organisationsråd havde mulighed for i et kort oplæg over for udvalget at pege på forslag til konkrete effektiviseringer. Mødet er i år blevet afløst af en skriftlig høringsrunde med udgangspunkt i samme spørgsmål, som har dannet udgangspunkt for møderne de to foregående år.

Temadrøftelsen er indført efter udvalgets ønske på et møde den 20. juni 2018. Her blev det besluttet, at udvalget skulle inddrages tidligere i processen med at finde effektiviseringer.

Løsning

Socialforvaltningen arbejder for nuværende, blandt andet, med følgende temaer til budget 2023:

  • Faglig omstilling med udgangspunkt i de omstillingsplaner, forvaltningens borgercentre har udarbejdet
  • Kapacitetstilpasning, herunder omstilling og lukning af tilbud
  • Digitalisering og IT-understøttelse
  • Effektiv drift af tilbud
  • Besparelser på administrations- og myndighedsområdet

Socialudvalget kan drøfte disse temaer samt om der er yderligere temaer til investerings- og effektiviseringsforslag, som udvalget gerne ser, at forvaltningen inddrager i det videre arbejde med omprioriterings-processen til budget 2023.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen vil arbejde videre med forberedelsen af et samlet katalog af effektiviserings- og investeringsforslag frem mod budgetseminaret i februar.

 

Mikkel Boje

                                 /Anders Johannes Kristensen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling. 


Til top