Mødedato: 23.11.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Procedure for godkendelse af og beslutning om besøgsrestriktioner

Se alle bilag

Problemstilling

Ved en ændring af serviceloven er der med virkning fra 1. juli 2011 gennemført en lovregulering af adgangen til at begrænse en konkret persons adgang til besøg hos beboere i plejeboliger, plejehjem, midlertidige og længerevarende botilbud samt almene ældreboliger til Socialforvaltningens målgrupper. Reglerne vedrører både begrænsning af besøgendes adgang til fællesboligarealer, bl.a. fælles opholdslokaler og fælleskøkken, og til den del af boligen, som borgeren alene har råderet over, dvs. beboerens eget værelse eller lejlighed.

Lovændringen indebærer, at afgørelse om besøgsrestriktioner fremadrettet skal træffes på et møde i Socialudvalget, og den endelige afgørelse kan ikke delegeres til forvaltningen. Afgørelsen skal træffes på et lukket dagsordenspunkt, idet sagen vil dreje sig om personfølsomme oplysninger.

Løsning

De nye regler

Reglerne om besøgsrestriktioner vedrører for Socialforvaltningens vedkommende midlertidige og længerevarende botilbud efter Servicelovens §§ 107 og 108 samt almene ældreboliger til udsatte, sindslidende og borgere med handicap efter almenboliglovens § 54.

 

Tidligere har adgangen til at træffe beslutning om besøgsbegrænsninger været overladt til det enkelte botilbud ud fra en konkret vurdering. Hjemlen til at træffe sådanne beslutninger har botilbuddene haft i uskrevne regler (”anstaltsbetragtninger”) om at lederen af en offentlig institution kan træffe konkrete eller generelle bestemmelser om beboeres eller besøgendes forhold til institutionen.

Hovedreglen efter de nye regler er, at beboeren selv bestemmer, hvem vedkommende vil have på besøg. Der kan dog undtagelsesvis og efter strenge betingelser iværksættes begrænsninger i besøgendes adgang til fællesboligarealer og den del af boligen, som beboeren alene har råderet over.  

 

Servicearealer, dvs. personalekontorer, terapirum, udenomsarealer mv. er ikke omfattet af reglerne. Hvis der er behov for at regulere besøgendes adgang på disse arealer, kan der fortsat fastsættes generelle regler om benyttelse af arealerne, fx i form af en husorden.

 

For så vidt angår fællesboligarealer, hvor der typisk vil være personale og andre beboere til stede, oplister loven de situationer, der kan begrunde, at der træffes beslutning om en begrænsning af den besøgendes adgang. Udgangspunktet for oplistningen er, at der udvises en adfærd, som er voldelig, truende eller som på anden vis er chikanerende eller generende, eller som har en karakter, så den i væsentlig grad vanskeliggør personalets udførelse af arbejdet.

 

En afgørelse om at begrænse en besøgendes adgang til fællesboligarealer er ikke til hinder for, at den konkrete besøgende fortsat kan aflægge besøg i den del af boligen, som beboeren alene har råderet over. Det betyder, at personalet må finde en praktisk løsning, hvis der kun er adgang til beboerens egen bolig via fællesboligarealerne.

 

Med hensyn til den del af boligen, som beboeren selv har råderet over, gælder det, at der som udgangspunkt ikke kan træffes beslutning om at begrænse besøg. Der er dog mulighed for at begrænse besøg fra konkrete besøgende i de tidsrum, hvor der leveres visiteret hjælp efter serviceloven. Også her skal der være tale om situationer, hvor der fra den besøgende udvises en adfærd, som er voldelig, truende eller som på anden vis er chikanerende eller generende, eller som har en karakter, der i væsentlig grad vanskeliggør personalets arbejde.

 

Både i forhold til besøgsrestriktioner på fællesarealer og i den del af boligen, som beboeren selv har råderet over, gælder, at mindre indgribende tiltag skal have været forsøgt først og at indgrebet ikke må være mere vidtgående, end hvad formålet tilsiger. Afgørelsen skal endvidere præcist angive omfanget af besøgsbegrænsningen med en angivelse af, hvilke områder i bebyggelsen afgørelsen dækker over samt den tidsmæssige udstrækning deraf.

 

Ifølge loven er det Socialudvalget, der skal træffe afgørelsen om en besøgsrestriktion. Forvaltningen (i praksis lederen af boformen) har dog mulighed for at træffe foreløbige afgørelser, hvis der er behov for det. Foreløbige afgørelser skal så hurtigt som muligt forelægges Socialudvalget til endelig afgørelse.

 

Såvel den besøgende som beboeren har partsstatus, og kan klage over en afgørelse til det sociale nævn.

 

Det vil formentlig være meget sjældent, at der opstår så store problemer med en besøgende  at det kan komme på tale at iværksætte besøgsbegrænsninger.

 

Procedure for beslutning om besøgsrestriktioner

Forvaltningen har på baggrund af ovenstående regelsæt udarbejdet en procedure for beslutning om besøgsrestriktioner i midlertidige og længerevarende botilbud og almene ældreboliger til udsatte borgere samt borgere med sindslidelse eller handicap. Proceduren er bygget op om to indstillingsskemaer som i tilfælde, hvor spørgsmålet om besøgsbegrænsning kommer på tale, skal udfyldes af lederen af boformen..

Skema A (jf. bilag 1) udfyldes i de situationer, hvor der ønskes truffet en beslutning om fremtidige besøgsrestriktioner. Skema B (jf. bilag 2) skal udfyldes i de situationer, hvor der ønskes godkendelse af en foreløbig beslutning om besøgsbegrænsninger, truffet af forvaltningen. På baggrund af de udfyldte skemaer udarbejder Socialforvaltningen en indstilling til beslutning (skema A) eller godkendelse (Skema B) i Socialudvalget.

Som et led i udmeldingen af proceduren vil de boformer, der er omfattet af proceduren få adgang til en samlet informationspakke, som foruden af de to skemaer består af en forretningsgang (bilag 3) samt en kort beskrivelse af reglerne om besøgsbegrænsninger (bilag 4). Herudover vil der blive lagt en tekst om de nye regler om besøgsbegrænsninger og den her foreslåede procedure på Københavns Kommunes hjemmeside.     

 

Videre proces

Hvis udvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen primo 2012 implementere den nye model for beslutning om besøgsrestriktioner i forvaltningens midlertidige og længerevarende botilbud og almene ældreboliger til udsatte borgere samt borgere med sindslidelse eller handicap.

Anette Laigaard

 

                                                                  /Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Konstitueret kontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling.

 

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at Socialudvalgets værdigrundlag ønskes indarbejdet i proceduren for godkendelse af og beslutning om besøgsrestriktioner. 

Til top