Mødedato: 22.06.2022, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Temadrøftelse vedr. Sikker By og Socialforvaltningens kriminalitetsforebyggende indsatser

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget introduceres til Socialforvaltningens kriminalitetsforebyggende indsatser, Sikker By og udfordringer på området. Forvaltningen har en bred vifte af kriminalitetsforbyggende indsatser, som spænder fra de tidligt forebyggende til de mere indgribende, visiterede indsatser. Forvaltningen arbejder bl.a. med at sætte ind på rette indsatsniveau og sikre, at den unge får en god overgang til det 18. år. Hertil kommer, at kommunens handleforpligtelse er forskellig for unge under og over 18 år. 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget drøfter Socialforvaltningens kriminalitetsforebyggende arbejde.

Problemstilling

Sagen introducerer Socialudvalget til Socialforvaltningens kriminalitetsforebyggende arbejde, Sikker By-samarbejdet og præsenterer udvalget for nogle faglige udfordringer på området. I bilag 1 findes et overblik over Københavns Kommunes vifte af kriminalitetsforebyggende tilbud, hvorudfra den ansvarlige fagforvaltning er angivet og om indsatsen er finansieret af Sikker By-budgetpakken. I bilag 2 fremgår en oversigt over Københavns Kommunes indsatser under Sikker By-budgetpakken, herunder Socialforvaltningens indsatser samt bevillingsudløb til og med 2025  I bilag 3 fremgår Sikker Bys effektopfølgning på kriminalpræventive indsatser for 2020.

Løsning

Målgruppe og indsatsvifte
Målgruppen for Socialforvaltningens kriminalpræventive arbejde spænder fra børn og unge, som kan være i risiko for at begå førstegangskriminalitet til dem, som har begået alvorlig og/eller gentagen kriminalitet. Derfor spænder forvaltningens tilbudsvifte lige fra den tidlige forebyggelse til en mere indgribende indsats. I figur 1 illustreres kommunens niveauer af kriminalitetsforebyggende indsatser, og de konkrete indsatser er oplistet i bilag 1.

Figur 1. Den kriminalitetsforebyggende indsatstrappe

 

Socialforvaltningens forebyggende indsatser (de orange) sætter ind overfor børn og unge, hvor der vurderes at være flere trivsels- eller adfærdsudfordringer, som øger risikoen for kriminalitet. Det kan fx være unge, der hænger på gaden eller mangler positive sociale fællesskaber. Socialforvaltningens mere indgribende indsatser (de røde) er målrettet børn og unge, som har begået kriminalitet, og hvor barnet/den unge har en social sag.

Det er en vigtig opgave at bringe den unge i trivsel og i en kriminalitetsfri hverdag, og kriminel adfærd og prokriminelle holdninger kan være et tegn på alvorlig mistrivsel eller risiko herfor.

Tværgående samarbejde
Hjørnestenen af det kriminalpræventive arbejde ligger i samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi (SSP). Her handler det særligt om den tidlige forebyggelse, hvor politiet og SSP-medarbejdere fra de forskellige forvaltninger (primært Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen) sikrer, at parterne koordinerer deres indsatser over for de konkrete unge, der har begået eller er i risiko for at begå kriminalitet. SSP-samarbejdet retter sig mod den konkrete operative koordinering af kommunens og politiets kriminalpræventive indsats overfor københavnske børn og unge.

Sikker By er et samarbejde mellem Københavns Kommunes forvaltninger, SSP København og Københavns Politi, som skal sikre strategisk sammenhæng mellem kriminalitetsforebyggende og tryghedsfremmende initiativer på tværs af kommune og politi. Sikker By-samarbejdet er forankret under Økonomiforvaltningen og koblet op på en fireårig strategi. Strategien for 2022-2025 er under udarbejdelse og bliver forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2022. Indsatserne i regi af Sikker By-samarbejdet er genstand for årlig effektopfølgning, hvor indsatsernes målopfyldelse opgøres og vurderes. Den seneste effektopfølgning, som er udarbejdet i 2021 og gælder for 2020, er vedlagt som bilag 3. Det bemærkes, at flere indsatser i både 2020 og 2021 har været præget af Covid-19.

Sikker By har derudover tre lokale tryghedspartnerskaber for Amager, Folehaven og Tingbjerg-Husum, som skal medvirke til at reducere kriminaliteten via styrket koordination og fokusering af eksisterende indsatser og igangsættelse af nye tryghedsskabende aktiviteter. Sikker By-samarbejdet udarbejder hvert år en budgetpakke, hvori flere af Socialforvaltningens kriminalitetsforebyggende indsatser er finansieret (se bilag 2 for oversigt over forvaltningens bevillinger og udløb til og med 2025 i regi af Sikker By).

Endelig indgår der midler til kriminalpræventive indsatser i Socialforvaltningen i regi af kommunens indsats for udsatte boligområder, hvor fokus er på de boligområder, der indgår på regeringens liste over parallelsamfund (tidligere ghettolisten). Det gælder blandt andet Ny Start gadeplan på dele af Nørrebro og Amager samt aktiviteter med Idrætsprojektet i otte udsatte boligområder.

Kriminalitetsudviklingen
Udviklingen i den borgervendte kriminalitet (indbrud, tyveri, vold mv.) i København har generelt været faldende de seneste 10-15 år. I 2020 ses det laveste anmeldelsesniveau i perioden 2011-2020 med 37,9 anmeldelser pr. 1.000 indbyggere, hvilket kan sammenholdes med knap 90 anmeldelser pr. 1.000 indbyggere i 2011. Antallet af mistanker/sigtelser mod både 10-14-årige og 15-17-årige pr. 1.000 indbyggere i aldersgruppen er ca. på samme niveau i 2020 som i 2011 for borgere med bopæl i Københavns Kommune.

SSP-sekretariatets seneste afrapportering vedrørende urolige områder i København, som udvalget fik til efterretning den 11. maj 2022, viste på flere parametre et fald fra 2020 til 2021: Antal sigtelser af borgere under 18 år bosiddende i Københavns Kommune er faldet fra 1914 til 1560; antallet af afhøringer af unge i København er faldet fra 682 til 422; og det samlede antal af SSP-enkeltsager er faldet fra 982 til 684.

Faglige udfordringer

Der ses i stigende grad en øget kompleksitet i ungegruppen, fx samtidige udfordringer ift. både kriminalitet, misbrug og psykiske vanskeligheder. Det stiller store krav i forhold til at iværksætte den rette indsats, og det øger vigtigheden af at sætte helhedsorienteret ind. Forvaltningen arbejder løbende med at forbedre præcisionen i valg af indsatser. I 2019 blev det forskningsvaliderede screeningsværktøj Youth Level of Service - Case Management Inventory (CMI) implementeret for 12-17-årige, som har begået kriminalitet. Via en systematisk screening af udfordringerne skal redskabet sikre en større præcision i valget af social foranstaltning, så der sættes ind med rette indsats første gang. Dette skal skabe mere virkningsfulde forløb for de unge og forebygge gentagen kriminalitet.

En anden udfordring er overgangen til det 18. år, som kan være særligt svær for udsatte unge. Det er en brydningstid, hvor de unge går fra barndom til voksenlivet - også rent juridisk. Det medfører også et skift i, hvilke støtteforanstaltninger der kan tilbydes, og hvilke krav der stilles. Socialforvaltningen arbejder til stadighed på at gøre overgangen mere smidig ved så vidt muligt at forberede den unge på at leve et så selvstændigt voksenliv som muligt. Dette gøres bl.a. ved 16+-handleplaner, der peger frem mod livet efter det fyldte 18 år, ligesom en stor del af de unge også vil være omfattet af den kommunale ungeindsats (KUI), der er et koordineringssamarbejde mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Derudover er der for en tungere del af målgruppen også et samarbejde mellem Borgercenter Børn og Unge og Enheden for Kriminalpræventive Indsatser i Borgercenter Voksne om kriminelle unge på 17 år, der vurderes at være i målgruppen for et exitforløb, når de fylder 18 år. Socialforvaltningen indgår endvidere i SSP+, som er en udvidet SSP-indsats for kriminalitetstruede unge i alderen 17½-25 år, sammen med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kriminalforsorgen og Københavns Politi. Formålet med SSP+ er at forebygge kriminalitet blandt kriminalitetstruede unge og at mindske tilbagefald til kriminalitet blandt unge, der har begået kriminalitet. SSP+ er finansieret under Sikker By-pakken.

Der er ikke samme grad af forpligtelse ift. kriminalitetsforebyggelse for unge over 18 år som for unge under 18 år. Kommunen driver dog bl.a. fem 18+ centre målrettet kriminalitets- og bandetruede unge i alderen 18-25 år. 18+ centrene fungerer som tryghedsskabende, relationelle platforme, der skal fremme inklusion, medborgerskab og øget social mobilitet. Målgruppen visiteres ikke, men kommer på eget initiativ. 18+ centrene er finansieret under Sikker By-pakken, jf. bilag 2. 18+ centrenes målgruppe er relativ tung, og det er fortsat en udfordring at få brugerne til at indgå i almene tilbud til unge vedrørende uddannelse, beskæftigelse og fritidsaktiviteter. Disse unge har en tendens til klubmentalitet og ønsker i mindre grad at bevæge sig ud af lokalområderne. Bl.a. som følge heraf har 18+-centrene de seneste år gennemgået en udvikling fra værestedslignende tilbud til mere aktivitetsbaserede tilbud, hvor en matrikel er base for personalets matrikelløse aktiviteter i området.

Socialforvaltningen har også et tilbud om exitforløb til voksne, der ønsker at forlade kriminelle miljøer. Indsatsen er forankret i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser (EKI), som også er finansieret under Sikker By-pakken. Tilbuddet består af koordinerede ydelser på tværs af Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, herunder motiverende samtaler, hjælp til udredning, hjælp til beskæftigelse, uddannelse og opskrivning af bolig.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen tager input fra udvalgets drøftelse med i det videre arbejde.

 

Mikkel Boje

                                          / Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet. 

Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling. 

Til top