Mødedato: 22.04.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

UDSAT. Drøftelse af retningslinjer for håndtering af materiale med fortrolige oplysninger

Se alle bilag
Socialudvalget gav på deres møde d. 11. marts 2015 udtryk for, at udvalget ønsker at drøfte, hvordan medlemmerne modtager politikersvar, redegørelser og lignende materialer, der indeholder fortrolige oplysninger.

Tidligere beslutninger

Socialudvalget besluttede på udvalgets møde d. 25. marts 2015:

Indstillingen blev udsat til behandling på et af Socialudvalgets kommende møder.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget, at Socialudvalget drøfter,

1. om den procedure for håndtering af materiale med fortrolige oplysninger (bilag 1), som Socialforvaltningen i dag følger, svarer til Socialudvalgets ønsker og behov, og

2. om Socialforvaltningen fremover skal sende en orientering, der ikke i sig selv indeholder fortrolige oplysninger, til alle medlemmerne af Socialudvalget, når et medlem har afgivet et politikerspørgsmål af fortrolig karakter.

Problemstilling

Socialforvaltningens retningslinjer for, hvordan forvaltningen orienterer Socialudvalget om fortroligt materiale, bygger på beslutninger truffet af det tidligere Socialudvalg (bilag 2 og 3). På Socialudvalgets møde d. 11. marts 2015 modtog udvalget en mundtlig orientering om proceduren. På baggrund af orienteringen gav Socialudvalget udtryk for, at udvalget ønskede at drøfte proceduren på det næstkommende møde.

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet en orientering til Socialudvalget om proceduren for håndtering af materialer med fortrolige oplysninger (bilag 1) til brug for drøftelsen. Af orienteringen fremgår det, hvordan Socialforvaltningen i dag håndterer hhv. ikke-fortrolige og fortrolige materialer som fx politikersvar, redegørelser, indstillinger og bilag.

Hvis Socialudvalget i forbindelse med drøftelsen peger på ønsker til ændringer af proceduren, vil Socialforvaltningen undersøge, om disse ændringer er i overensstemmelse med lovgivningen. Hvis dette er tilfældet, vil de blive indarbejdet i proceduren, som derefter vil blive forelagt udvalget orientering.

I forbindelse med orienteringen på Socialudvalgsmødet d. 11. marts blev der rejst et konkret forslag om, at Socialforvaltningen fremover skal sende en orientering, der ikke i sig selv indeholder fortrolige oplysninger, til alle medlemmerne af Socialudvalget, når et medlem har afgivet et politikerspørgsmål af fortrolig karakter. I dag orienteres udvalget først, når Socialforvaltningen har afgivet sit svar på det fortrolige spørgsmål. Denne ændring kan umiddelbart implementeres, hvis udvalget ønsker det.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis drøftelsen fører til ønsker om ændringer i proceduren for håndtering af fortrolige oplysninger, vil disse, for så vidt de er i overensstemmelse med lovgivningen, blive indarbejdet i proceduren, hvorefter udvalget vil få den reviderede udgave forelagt til orientering.

Hvis der alene foretages den ændring, som er beskrevet i andet indstillingspunkt, forelægges den reviderede udgave ikke for udvalget.

Den evt. reviderede udgave af proceduren vil blive anvendt ved håndteringen af alle kommende materialer.
Anette Laigaard


                            / Marie Kruse

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Socialborgmester Jesper Christensen (A) stillede ændringsforslag om, at indstillingen blev ændret, således det af indstillingsboksen fremgår, at:

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget, at Socialudvalget godkender,

1. at den procedure for håndtering af materiale med fortrolige oplysninger (bilag 1), som Socialforvaltningen i dag følger, svarer til Socialudvalgets ønsker og behov, og

2. at Socialforvaltningen fremover skal sende en orientering, der ikke i sig selv indeholder fortrolige oplysninger, til alle medlemmerne af Socialudvalget, når et medlem har afgivet et politikerspørgsmål af fortrolig karakter
”.

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Socialborgmester Jesper Christensen (A) foreslog ligeledes, at der blev tilføjet følgende at-punkter til indstillingen:

3. at. At Socialforvaltningen formulerer orienteringer om stillede fortrolige politikerspørgsmål på en sådan måde, at der kun indgår de oplysninger, der ikke er fortrolige.

4. at. At Socialudvalget godkender den praksis, at det enkelte udvalgsmedlem har mulighed for at orientere Socialforvaltningen om det pågældende udvalgsmedlem ønsker løbende at modtage orienteringer om stillede fortrolige politikerspørgsmål og tilhørende svar i sin fulde fortrolige form.”

Dansk Folkeparti (O) begærede afstemning om det stillede ændringsforslag, der blev vedtaget med følgende stemmeafgivelse:

For: (7)
A (2)
B (2)
C (1)
V (1)
Ø (1)

Blankt: (1)
O (1)

Indstillingen blev godkendt i den således ændrede form.

 

Til top