Forebyggelse af udsættelse af bolig
Socialforvaltningen har på baggrund af Socialudvalgets ønske om løbende orientering om udsættelser, samlet yderligere viden om de borgere, som er udsat fra bolig i perioden 1. januar til 1. august i 2010.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- At Socialudvalget tager status på undersøgelser vedrørende en stikprøve af de borgere, som er udsat fra deres bolig i 2010, til efterretning.
Problemstilling
Socialudvalget behandlede senest en sag om udsættelser af borgere fra almene boliger i 2010 på møde den 18. maj 2011. Socialudvalget ønskede løbende orientering om arbejdet med at samle viden om og forebygge udsættelser fra boliger. Socialforvaltningen blev derfor bedt om at vende tilbage med en status inden udgangen af 3. kvartal 2011.
Løsning
Forud for den seneste orientering af Socialudvalget den 18. maj 2011 havde Socialforvaltningen foretaget en undersøgelse af forhold omkring borgere, som blev udsat fra deres almene bolig i perioden 1. januar 2010 til 1. oktober 2010. Socialforvaltningen har i den efterfølgende periode undersøgt, hvor længe de pågældende borgere har fastholdt den bolig, de er blevet udsat fra i 2010. Herudover har forvaltningen undersøgt borgernes boligforhold forud for udsættelsen og efter udsættelsen blev gennemført. Socialforvaltningen har med bistand fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen set på omfanget af sanktionering af kontanthjælpsmodtagere. Endelig har forvaltningen på baggrund af data om fordelingen af boligformer i kommunens postdistrikter kunnet sætte Domstolsstyrelsens tal for antallet af udsættelser i 2010 i de respektive postdistrikter i perspektiv. De nærmere resultater af undersøgelserne gennemgås uddybende i bilag 1.
Profil på borgere som udsættes af bolig
Konkret har Socialforvaltningens stikprøveundersøgelse givet følgende viden:
- Over halvdelen af de borgere, der er med i undersøgelsen har tidligere haft problemer med at fastholde en bolig, enten i form af registrering på ukendt adresse eller i form af ophold på herberg eller krisecenter.
- Over 2/3 af de borgere, som er med i undersøgelsen, har perioder med folkeregistrering på ukendt adresse efter udsættelse eller med indkvartering på krisecentre eller herberger. Knapt halvdelen havde fortsat ingen fast adresse pr. 1. august 2011.
- Knapt halvdelen af borgerne i undersøgelsen har fastholdt deres bolig i under 3 år. Særligt unge under 25 år har problemer med at fastholde bolig i længere tid.
- Over halvdelen af borgerne i undersøgelsen har oplevet sanktioner under beskæftigelseslovgivningen.
- Den procentvise andel af børnefamilier blandt de udsatte borgere var i 2010 17,8 %.
Overordnet er der sammenhæng mellem andelen af lejeboliger i det enkelte postdistrikt og andelen af udsættelser. Sammenhængen er særligt klar, når der ses på andelen af almene boliger i forhold til andelen af udsættelser. SFIs undersøgelse fra 2008 peger også på, at ca. 70 % af udsættelserne på landsplan sker fra almene boliger. En stor del af forklaringen på dette forhold er formentlig, at alle – uanset indtægt og baggrund – kan lade sig skrive op til almene boliger, hvor private udlejere har mulighed for at sortere blandt de boligsøgende. Herudover sker der alene boligsocial anvisning til almene boliger.
Herudover tegner tallene et billede af borgere, som ofte har perifær tilknytning til arbejdsmarkedet. En stor del modtager kontanthjælp eller har skiftende indtægtsformer. En stor del underkastes sanktioner efter beskæftigelseslovgivningen, fordi de ikke opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp. Det er dog ikke muligt at konkludere, at sanktionering entydigt er årsag til udsættelserne, fordi det på grund af mange faktorer ikke er muligt at vide, hvornår en restance er opstået. F.eks. har både boligorganisationens og fogedrettens sagsbehandlingstid stor indflydelse.
Der tegner sig også et billede af, at mange af de udsatte både før og efter udsættelsen har problemer med at fastholde en bolig. En del har tidligere været igennem perioder på ukendt adresse eller på herberg eller krisecenter. En del har efter udsættelsen også haft sådanne perioder. Særligt mange unge under 25 år udsættes indenfor et år fra indflytningen.
Politiken bragte den 7. og 8. september nogle artikler om udsættelser, som blandt andet indeholder oplysninger om, at andelen af ”udsatte husstande med børn er vokset med 146 procent”. Forvaltningen har ikke modtaget data fra domstolene på CPR-nummerniveau, men forvaltningens undersøgelser af udsættelserne i tre store almene boligselskaber viser, at den procentvise andel af børnefamilier blandt de udsatte borgere i 2010 var 17,8 %. Dette tal kan til nød sammenlignes med 2007-data fra KAB, som angiver, at den procentvise andel af børnefamilier blandt de udsatte familier i 2007 var 15 %.
Igangværende initiativer
Socialforvaltningen er opmærksom på problematikken med tidligere hjemløse, som har vanskeligt ved at fastholde en bolig. Som en del af Københavns Kommunes Hjemløsestrategi har forvaltningen derfor fra 2009 opstartet projekter med oprettelse af såkaldte CTI og ACT tilbud. Dette dækker over to forskellige former for støtte forløb, et af midlertidig karakter og et længerevarende, som tilbydes til hjemløse borgere, der flytter i egen bolig og hvor det vurderes, at de ikke vil være i stand til at fastholde boligen, uden massiv støtte.
Socialforvaltningen indgår i et samarbejde med boligorganisationerne og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen om at forsøge at forebygge udsættelser. På baggrund af den nuværende lovgivning, er det dog ikke muligt systematisk at udbetale ydelser for at fastholde boligen for udsættelsestruede borgere. Reglerne om ydelser gennemgås nærmere i bilag 2. En række af de tiltag, som Socialforvaltningen har mulighed for at iværksætte, kan på grund af reglerne for ydelser, de snævre tidsfrister ved udsættelser og den generelle boligsituation i Københavns Kommune, alene iværksættes som fremadrettede tiltag ift. en kommende bolig efter udsættelsen. de kan således ikke anvendes til at forebygge udsættelse af borgerens aktuelle bolig. Der redegøres nærmere for disse problematikker i bilag 3.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Socialforvaltningen indgår i en arbejdsgruppe om forebyggelse af udsættelser, som er nedsat i regi af Samarbejdsforum. Samarbejdsforum er forum for det tværgående kommunale samarbejde med de almene boligorganisationer. Denne arbejdsgruppe vil afrapportere til Samarbejdsforum med udgangen af 2011, hvorefter Socialudvalget vil blive orienteret om rapporten i 1. kvartal 2012.
Herudover offentliggør Domstolsstyrelsen ca. 1. oktober 2011 tal for antallet af udsættelser i 1. halvår 2011. Efterfølgende modtager Socialforvaltningen data vedrørende antallet af udsættelser fordelt på postdistrikt. Det forventes, at disse tal kan præsenteres for udvalget sammen med arbejdsgruppens afrapportering i 1. kvartal 2012.
Jens Elmelund
Beslutning
Kontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling
Punktet blev udskudt til behandling på næste udvalgsmøde