Mødedato: 20.11.2019, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Sjette afrapportering på ledelsestilsyn i Borgercenter Børn og Unge

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget orienteres om resultaterne af sjette runde af ledelsestilsynet med myndighedsindsatsen i Borgercenter Børn og Unge. Tilsynet viser samlet, at der er områder af myndighedsarbejdet, hvor der ses en fremgang og andre, hvor der stadig er plads til forbedringer. Overordnet er kvaliteten af sagsbehandlingen i forvaltningen dermed hverken faldet eller steget siden det forrige tilsyn. Indstillingen fremhæver fire områder med særlige fremskridt og fire områder, hvor der fortsat er behov for særlig opmærksomhed. Socialudvalget får forelagt næste afrapportering på ledelsestilsynet i marts 2020.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager sjette afrapportering om resultatet af ledelsestilsyn med myndighedsindsatsen i Borgercenter Børn og Unge til efterretning.

Problemstilling

Socialforvaltningen har udarbejdet en udviklingsplan, som danner rammen for forvaltningens indsats for at forbedre myndighedsarbejdet på området for udsatte børn og unge. Baggrunden er borgerrådgiverens gennemgang fra 2017 af 77 sager på området og forvaltningens efterfølgende samarbejde med Socialstyrelsens nationale Task Force og Ankestyrelsen. Task Forcen udarbejdede i starten en analyse af forvaltningens sagsbehandling på børne- og ungeområdet. Ankestyrelsen vurderede på den baggrund, at forvaltningen i vidt omfang overholder de lovkrav, som er indgået i sagsgennemgang, og generelt iværksætter relevante og tilstrækkelige indsatser.

En central del af udviklingsplanen er ledelsestilsynet, hvor fire niveauer af ledelse og centralt placerede jurister i forvaltningen gennemgår en række sager. Ledelsestilsynet blev iværksat forud for samarbejdet med Task Forcen. Til trods for den overvejende positive konklusion fra Task Forcen, valgte Socialforvaltningen at forsætte med det meget intensive ledelsestilsyn, for fortsat at have et skarpt fokus på læring og udvikling i behandlingen af forvaltningens sager på børne- og ungeområdet, da der er tale om afgørelser, som har afgørende betydning for udsatte børn og unge. I det følgende orienteres Socialudvalget om resultaterne af sjette runde af ledelsestilsynet. Sagerne, der indgår i tilsynet, er udtrukket i 2. kvartal 2019. Sagsskridtene, der undersøges i ledelsestilsynet, er foretaget i perioden fra april 2018 til april 2019. Der henvises til bilag 1 og 2 for en detaljeret oversigt over resultatet af tilsynet. I dette tilsyn er der fundet to sager, der har givet anledning til særlig opfølgning. En fortrolig status på disse to sager er vedlagt som bilag 5.

Løsning

Der er i dette ledelsestilsyn på niveau 2 gennemgået 95 sager fordelt på seks forskellige sagstrin, hvilket betyder, at der inden for de enkelte sagstrin er gennemgået mellem 8 og 21 sager. Tilsynet viser samlet, at der er områder af myndighedsarbejdet, hvor der ses en fremgang og andre, hvor der stadig er plads til forbedringer. Overordnet er kvaliteten af sagsbehandlingen dermed hverken faldet eller steget siden det forrige tilsyn. Udviklingen dækker over store forskelle mellem borgercenterets fem børnefamilieenheder, hvor nogle ligger på et stabilt niveau eller viser fremgang, mens andre har påvist dårligere resultater end ved tidligere tilsyn. Forvaltningen vurderer ikke, at der er en entydig forklaring på resultaterne, men en stigning i antallet af underretninger og deraf følgende pres på sagsbehandlingen samt organisatoriske ændringer i nogle af områderne har formentligt haft indflydelse på resultaterne i tilsynet.

Bilag 3 er Borgercenter Børn og Unges rapport om sjette runde af ledelsestilsynet. Rapporten danner baggrund for den fremadrettede dialog med enhederne lokalt om resultaterne. I rapporten fremhæves flere resultater, end der præsenteres nedenfor.

Efter hvert ledelsestilsyn påbegyndes et arbejde med at skabe den nødvendige forandring på baggrund af erfaringerne fra tilsynet. Socialforvaltningen har fokuseret på at systematisere og konceptualisere læring i forbindelse med ledelsestilsynene, så det er kendt for alle, hvordan og hvornår fundene i ledelsestilsynene omsættes til læring. Det betyder, at der skal ske systematisk feedback til myndighedssagsbehandlerne og gives socialfaglig sparring. Konkret sker det ved, at en afdelingsleder/faglig koordinator giver hver enkelt sagsbehandler socialfaglig feedback, efter de har gennemgået sagen. På den måde opnås systematisk feedback på fund hos den enkelte sagsbehandler. Derudover udvælger den lokale ledelse sammen med områdejuristen to-tre temaer på baggrund af fundene fra det seneste ledelsestilsyn, som der lokalt i enheden skal skabes læring over. Der er således tale om forløb, der er tilpasset de enkelte enheders konstaterede udfordringer.

Socialudvalget blev forelagt første til femte runde af tilsynet hhv. den 13. december 2017, 25. april, 29. august og 31. oktober 2018 samt 3. april 2019. På udvalgsmødet den 12. december 2018 besluttede Socialudvalget, at der skal udføres ledelsestilsyn to gange årligt. Sjette afrapportering er på den baggrund den anden af i alt to afrapporteringer på ledelsestilsynet i 2019.

Ledelsestilsynet forsætter i sin nuværende form, indtil det nye fagsystem, DUBU, er implementeret. På kort sigt indebærer implementeringen af DUBU en risiko for, at der i det første ledelsestilsyn efter implementeringen vil kunne ses et samlet fald, særligt ift. systematik og fristoverholdelse, da der i en periode kan opstå nogle flaskehalse. Forvaltningen forventer dog, at der kun vil være tale om en overgangsperiode og at brugen af DUBU på sigt vil understøtte sagsgangene og dermed styrke sagsbehandlingen på området, bl.a. ift. overholdelse af frister og dokumentation af foretagne sagsskridt.

Områder med fremskridt og områder med behov for særligt fokus
Sjette runde af ledelsestilsynet viser særligt fremskridt på følgende områder (uddybes i bilag 4):

  • Behandlingen af underretninger

  • Forældrenes bemærkninger i børnefaglige undersøgelser

  • Tilbud om bisidder

  • Behandlingen af sager om anbringelse (særligt handleplaner og opfølgninger).

Sjette runde af ledelsestilsynet viser, at der er brug for særlig opmærksomhed på følgende områder (uddybes i bilag 4):

  • Overholdelse af frister for børnefaglig undersøgelse og opfølgninger

  • Inddragelse af barnet ved underretninger og handleplaner i den forebyggende indsats

  • Inddragelse af alle relevante forhold i den børnefaglige undersøgelse

  • Udlevering af (relevante dele af) barnets handleplan til anbringelsesstedet.

På baggrund af opmærksomhedspunkterne ovenfor vil borgercenteret fremadrettet bl.a. sætte fokus på inddragelsen af barnet, familien og netværket i sagsbehandlingen; bedre fristoverholdelse på alle sagstrin og understøtte, at alle relevante forhold i den børnefaglige undersøgelse afdækkes og dokumenteres. Rapporten i bilag 3 beskriver en række yderligere læringspunkter. Borgercenteret vil udarbejde en samlet plan for læring i forlængelse af sjette tilsyn. Det er erfaringen fra tidligere tilsyn, at de efterfølgende igangsatte læringsforløb styrker sagsbehandlingen. Et eksempel er den markante fremgang i forhold forældrenes bemærkninger i de børnefaglige undersøgelser, der ses i nærværende tilsyn. Det kan tilskrives indførelsen af nye skemaer til børnefaglige undersøgelser, som er en del af arbejdet med at forbedre de konkrete sagsskridt i børnefaglige undersøgelser. Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at der er en ”forsinkelse” i læringen, så effekten af konkrete læringsaktiviteter først kan forventes at ses treledelsestilsyn senere.

Socialudvalget præsenteres på nærværende møde også om status på arbejdet med udviklingsplanen for styrket myndighedsindsats i Borgercenter Børn og Unge. Ud over de konkrete læringsaktiviteter, der igangsættes ifm. hver runde af ledelsestilsynet, finder en stor del af forvaltningens arbejde med at forbedre den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen på området for udsatte børn og unge sted i regi af arbejdet med denne udviklingsplan.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen tilrettelægger en læringsproces på baggrund af resultaterne fra sjette runde tilsyn, jf. bilag 3, der kombinerer initiativer i de enkelte enheder og initiativer på tværs af byen. Ændringer i forlængelse af denne læringsproces forventes som vanligt først at kunne aflæses i niende. runde af ledelsestilsynet. Socialudvalget får forelagt syvende runde af ledelsestilsynet i marts 2020. Ottende runde af ledelsestilsynet forelægges for Socialudvalget i december 2020, og ikke som planlagt i oktober 2020 grundet implementeringen af DUBU.

Nina Eg Hansen

                                                           / Lise Stidsen Vandahl

Beslutning

Konstitueret borgercenterchef Lise Stidsen Vandahl deltog under punktets behandling.

Punktet blev behandlet sammen med punkt 5.

Indstillingen blev taget til efterretning.

 

Til top