Mødedato: 20.03.2019, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Kriterier for uddeling af § 18-midler for 2020

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget drøftede på udvalgsmødet den 16. januar 2019 en række modeller for uddeling af § 18-midler for 2020 og bestilte en sag med forslag til endelige kriterier for § 18-puljen. På den baggrund har Socialforvaltningen udarbejdet en model med kriterier for uddelingen, som Socialudvalget skal tage stilling til. Hvis udvalget tiltræder den foreslåede model, vil forvaltningen implementere den fra den kommende ansøgningsrunde for midler til brug i 2020.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender den forslåede model for kriterier for uddelingen af § 18-midler.
  2. at Socialudvalget godkender, at kriterierne gælder for resten af udvalgsperioden.
  3. at udvalget drøfter, om der skal være et specifikt tema for uddelingen.

Problemstilling

Hvert år uddeler Socialudvalget § 18-midler til frivilligt socialt arbejde. De nuværende kriterier for uddelingen af § 18-midler blev besluttet på udvalgsmødet den 23. maj 2018. På udvalgsmødet den 16. januar 2019 drøftede Socialudvalget den fremtidige procedure for uddeling af § 18-midler til frivilligt socialt arbejde. På baggrund heraf bad udvalget om en beslutningssag, der beskriver kriterierne for uddeling af § 18-midlerne 2020 og frem.

Forvaltningen har inddraget Københavns Kommunes Råd for Frivilligt Socialt Arbejde (Frivilligrådet) og Udsatterådet for at få input til udarbejdelse af de endelige kriterier for den kommende uddeling (jf. bilag 3 og 4).

Løsning

På baggrund af Socialudvalgets drøftelse den 16. januar 2019 præsenteres forvaltningens bud på de endelige kriterier for den fremadrettet uddeling af § 18-midler:

Kriterier for uddeling af § 18-midler for 2020 og frem

Midler til små, mellemstore og store projekter

På Socialudvalgsmødet den 16. januar 2019 udtrykte udvalget ønske om, at § 18-midlerne for 2020 fortsat skal fordeles således, at der er mange foreninger som får små bevillinger fremfor, at nogle få foreninger tildeles større bevillinger. En konsekvens af dette er, at størstedelen af foreningerne typisk vil modtage en lavere bevilling end ansøgt. Udvalget ønskede ligeledes, at der fortsat gives bevillinger til foreninger af forskellige størrelser og dermed fremmet forskellige formål og aktiviteter.

§ 18-midler - et tilskud til frivilligt socialt arbejde

Ved § 18-uddelingen for 2019 var der 12,6 mio. kr. til nyuddeling, mens der blev ansøgt for 46,6 mio.kr. Der vil fremover i kommunikationen til puljeansøgerne lægges større vægt på, at § 18-midlerne skal betragtes som et tilskud til frivilligt socialt arbejde. I forvejen skal foreningerne i ansøgningsskemaet oplyse, om de modtager driftstilskud, og/eller om de modtager midler andre steder fra. Det er med til at give forvaltningen et billede af, hvor afgørende § 18-midlerne er for projektets gennemførsel.

Pointscore med udgangspunkt i Socialstrategiens målsætninger

På udvalgsmødet den 16. januar 2019 bad udvalget om, at der, i den endelige model for uddeling af § 18-midlerne, tages udgangspunkt i dele af Socialstrategien som en form for temaer, hvortil der kan knyttes en point-score. Som led i vurderingen af ansøgere til § 18-puljen stilles der derfor krav om, at ansøgere i ansøgningsskemaet skal krydse af, om målsætninger fra Socialstrategien indgår i målene for projektet, eksempelvis fokus på ensomhed, beskæftigelse og uddannelse, eller at flere udsatte borgere deltager i foreningsliv eller frivilligt socialt arbejde.

Socialområdet i fokus

Ansøgninger, som er målrettet projekter på socialområdet, vil blive prioriteret. Det vil typisk være foreninger, der arbejder med borgere med handicap, udsatte børn og unge samt voksne med psykiske lidelser og/eller udsatte-problematikker, som fx misbrugs-, hjemløshed- eller prostitutionsproblematikker. Ansøgninger, som vurderes at ligge udenfor forvaltningens målgruppe, bl.a. på sundheds- og omsorgsområdet og flygtninge- og integrationsområdet bevilliges ikke § 18-midler.

Længerevarende bevillinger

Der afsættes op til 25 pct. af midlerne til længerevarende bevillinger, og der kan gives henholdsvis 2- og 3-årige bevillinger. Der udarbejdes samarbejdsaftaler mellem Socialforvaltningen og foreninger, der modtager 100.000 kr. eller derover.

Specifikke sociale udfordringer i fokus

Forvaltningen foreslår, at der reserveres et mindre beløb af de længerevarende bevillinger til temaer, hvor projekter med fokus på specifikke udfordringer vil blive prioriteret. Forvaltningens forslag til et tema er udsatte grønlændere. Der kan reserveres fx 500.000 kr. til projekter, som i samarbejde med forvaltningen og relevante aktører på området har fokus på at stabilisere og hjælpe udsatte grønlændere i København.

Frivilligcentrene

Det foreslås, at der fortsat afsættes midler fra § 18-puljen til drift af de tre frivilligcentre SR-Bistand, Frivilligcenter Amager og Frivilligcenter Vesterbro/ Kgs. Enghave/ Valby, som også sikrer, at de kan modtage den nødvendige statslige finansiering. Kravet til den kommunale medfinansiering forventes i 2020 at være på 350.000 kr. som de øvrige år.

Afvisning af for sent ankomne ansøgninger

Forvaltningen foreslår, at der holdes fast i princippet om, at for sent ankomne ansøgninger afvises og i stedet henvises til næste års ansøgningsrunde.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

I materialet til Socialudvalgets 1. behandling af Budget 2020 indgår et effektiviseringsforslag om en reduktion af § 18-puljen på 3 mio. kr. Hvis forslaget bliver vedtaget i det endelige budget for 2020 i efteråret 2019, vil det blive implementeret med uddelingen af § 18-puljen for 2020. Konsekvensen heraf vil være, at færre ansøgere vil få tilgodeset deres ansøgninger eller at ansøgerne vil blive tildelt færre midler.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, vil kriterierne danne grundlag for uddelingen af § 18-midler til brug i 2020 og frem. Nedenfor ses en oversigt over § 18-ansøgningsrunden 2020:

Ansøgningsrunden

25. marts 2019 –13. maj 2019

Afholdelse af § 18-informationsmøder for ansøgere

26. marts og 2. maj

Underudvalget træffer beslutning om fordeling af midlerne

August 2019

Indstilling om godkendelse af uddeling af § 18-midler for 2020

Forventes på udvalgsmødet d.18. september 2019

Udsendelse af § 18-bevillingsbreve

Oktober 2019

 

Nina Eg Hansen

                                  / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Til indstillingens 1. at-punkt blev kriterierne for uddelingen af § 18-midler ændret således:

Der skelnes mellem små bevillinger på mellem 5.000 kr. og 100.000 kr. og store bevillinger på mellem 100.000 kr. og 1.000.000 kr. Socialvalget ønsker, at der er mange små bevillinger og få store.

Der indføres en pointscore med udgangspunkt i Socialstrategiens målsætninger for ansøgninger over 100.000 kr.

Der skal ikke reserveres midler til et særligt tema for uddelingen.

Der var enighed om at 1. at-punkt blev ændret til:

  1. at Socialudvalget godkender den justerede model for kriterier for uddelingen af § 18-midler.

Med disse ændringer blev 1. at-punkt godkendt.

2. at-punkt blev godkendt og 3. at-punkt blev drøftet.

Til top