B-sag Godkendelse af ansøgning til Projekt exit prostitution 2016
Socialudvalget skal godkende Socialforvaltningens ansøgning om midler fra Socialministeriet pulje til Projekt exit prostitution 2016.
INDSTILLING OG BESLUTNING
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens ansøgning på 1,3 mio. kr. til Projekt exit prostitution i 2016
- at Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget tilpasses med 1,3 mio. kr. i indtægter fra projektet i 2016.
PROBLEMSTILLING
Socialstyrelsen skal fordele 12,3 mio. kr. til fortsættelse af det eksisterende ”Projekt exit prostitution”, som Københavns Kommune og tre andre kommuner har deltaget i siden 2013. Det eksisterende projekt udløb d. 31. december 2015. Socialforvaltningen har med forbehold for politisk godkendelse søgt om 1,3 mio. kr. til en exit prostitutionsindsats i 2016. Den d. 18. december 2015 modtog Socialforvaltningen besked fra Socialstyrelsen om, at Københavns Kommune har fået bevilliget 1,3 mio. kr. til anvendelse i 2016.
Socialstyrelsen ønsker med puljen, at kommunerne forankrer deres igangsatte indsatser under ”Projekt exit prostitution”. Der er ikke afsat statslige midler til varig videreførelse af indsatserne efter 2016, og der blev heller ikke afsat midler i Københavns Kommunes Budget for 2016 til videreførelse af indsatsen. Derfor har Socialforvaltningen alene ansøgt om midler til at afslutte igangværende borgerforløb i 2016.
LØSNING
Det nuværende projekt
Forløbet består af 12 måneders CTI-indsats (Critical Time Intervention) med borgeren. Dvs. borgeren modtager en relationsindsats, og gennem forskellige faser arbejder borger og CTI-medarbejer i fællesskab mod de mål, borgeren har defineret, og som sigter mod en overdragelse af borgeren til øvrige tilbud og til borgerens eget netværk. Københavns Kommune har tegnet sig for 53 af de samtlige 128 borgere, der har indgået i projektet i de fire kommuner. I Københavns Kommune er der lige nu indskrevet 16 borgere i projektet. Projektet har fungeret rigtig godt for borgerne, hvilket også fremgår af midtvejsevalueringen fra ultimo 2014.
Københavns Projekt exit prostitution i 2016
Socialforvaltningen har med ansøgningen videreført målgruppe, indsats og deltagere fra det hidtidige projekt, men har valgt at ansøge med følgende forbehold (projektbeskrivelse og budget findes i hhv. bilag 1 og 2):
- Københavns Kommune rekrutterer og optager kun borgere de første tre måneder af 2016, og de optagne borgere vil modtage tilsvarende kortere CTI-forløb, således at alle forløb afsluttes senest ved udgangen af 2016, hvor finansieringen bortfalder.
- Da der ikke tilføres midler til Københavns Kommune efter 2016, kan Københavns Kommune heller ikke garantere en forankring og videreførelse i 2017 af projektets aktiviteter. Medarbejderne i projektet vil forankre projektets erfaringer og viden i Københavns Kommune og blandt samarbejdsparter.
Hvis Socialudvalget godkender ansøgningen, vil de midler, Københavns Kommune er blevet tildelt, sikre de lovede 12 måneders forløb til de indskrevne borgere og sikre mulighed for yderligere optagelse af borgere i de første tre måneder af 2016.
ØKONOMI
Københavns Kommunes budget for Projekt exit prostitution i 2016 fremgår af bilag 2. Budgettet er på samlet 1.309.553 kr. og anvendes primært til løn til to CTI-medarbejdere, der skal varetage relationsarbejde med borgerne og en forankring af projektets erfaringer og metoder.
Hvis Socialudvalget godkender ansøgningen, vil Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget, jf. indstillingens andet beslutningspunkt, blive forhøjet med de bevilligede 1,3 mio. kr. i 2016 på bevillingsområdet Udsatte voksne. Budgettilpasning vil blive foretaget i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.
VIDERE PROCES
Såfremt Socialudvalget godkender Socialforvaltningens ansøgning til Socialstyrelsens Projekt exit prostitution 2016, vil Socialforvaltningen orientere Socialstyrelsen herom.
De tildelte midler fra Socialstyrelsen vil blive indarbejdet i budgettet, jf. økonomiafsnittet.
Anette Laigaard
/ Eva Stokbro Jensen